Det kan i den grad være en pinsel at høre på den slags forældre, som har den der trang til at overvurdere deres eget afkom og podernes evner ud i at synge, spille fodbold eller andre ligegyldigheder som interresserer absolut ingen andre end dem selv. Men undtagelsesvis kan man jo imponeres…
Alt det tænkte den nuancerede Far på da han en tidlig morgen var ved at tørre alt det morgenmad op som han havde vælter ud over bordet, da den 3årige pludselig foldede hænderne og med klar røst siger “Kære Gud”.
En temmelig skræmmende udtalelse for en tvivlende fader og så ovenikøbet før fanden får sko på.
Mens faderes tørrer mælken op, som han i affekt væltede da gud kom på bordet, lytter han skeptisk til knægtens forklarende småpludren om Gud, månen og livets forgængelighed i almindelighed. Pludselig stopper den apatiske faders let aggressive optørrende bevægelser og han retter sig op, mens han med beundring hører knægten forkynde “Gud er død he, he. Oppe på månen…det snakker vi om i børnehaven.”
En indre glæde bredte sig i faderen, ikke så meget over sønnens forhold til de guddommelige, men den storytelling han pludselig havde mulighed for at skabe om sit eget blod.
Faderen havde ellers efterhånden opgivet tanken om, at valbyfamilien skulle forstre et barnegeni når nu familiens yngste heller ikke udviste de tendenser. Han nærmede sig jo fire og havde stadig ikke skrevet sin første symfoni, så han ville nok ikke overhale Mozart og udviste heller ikke de store evner på fodboldbanen.
Så meget destomere imponerende at den treårig var nået frem til det diktum at “Gud er død” efter folosofiske diskussioner i børnehaven. Det kan gøre enhver fader stolt og må siges, at være en historie om eget afkom som har potentiale til at blive formidlet. Nietzsche var trods alt over 40 år før han nåede frem til dette højdepunkt i sin karrierer. (Men den kloge fader lader for husfreden og den kriste etnisk jyske mors skyld nok være at fortælle den. Red.)
Posted from WordPress for Android
