Altså i #farsunivers siger vi IKKE at det er kønsbestemt at hamstre, men vi synes det er bemærkelsværdigt at det kortidsholdbare produkt MÆLK blev udsolgt mange steder på dag ét i corona karantæne, mens det langtidsholdbare produkt ØL næsten ikke blev rørt!
“Far, hvorfor køber folk så meget toiletpapir?” spurgte den 7 årige, og her måtte den ellers alvidende fader give op (og undlod at bemærke, at hustruen i går havde spurgt selvsamme fader, om hvofor han igen havde købet 12 ruller toiletpapir, når der lå 12 i skabet i forvejen)
I det hele taget er det mærkværdigt at velnærede danskere i et velorganiseret velfærdssamfund myldre ud og hamstre, samtidig med myndighederne forsikre om rigelig med forsyninger. men måske ligger det dybt i vores sociale identitet.
Jeg faldt over filosoffen Slavoj Žižeks anekdoter om socialitet, der i de seneste uger har fået en aktuel betydning i dansk kontekst, fordi den handler om hamstring af toiletpapir og som åbenbart overgik mælk som danskernes yndlingshamstringsartikel.
Žižek kalder det et »grundlæggende mirakel ved det sociale« om at der kan eksistere overbevisninger uden at nogen egentlig tror på dem.
Som eksempel på denne påstand fortæller han om en hændelse i det tidligere Jugoslavien, hvor der på et tidspunkt opstod et rygte om, at butikkerne var ved at løbe tør for toiletpapir. Det var ikke, fordi folk egentlig troede på rygtet, for de havde faktisk tillid til, at myndighederne havde styr på det. Alligevel endte det med en storm mod toiletpapirshylderne.
»Folk troede faktisk på, at der var nok toiletpapir, men de
ræsonnerede således: Hvad nu hvis der er nogle idioter, der virkelig tror, at
der ikke er nok toiletpapir og derfor begynder at købe det som vanvittige. Så
vil der faktisk muligvis alligevel blive mangel. Derfor er det bedst, at jeg
med det samme skynder mig ned og køber en masse toiletpapir.«
Det er svært at finde en bedre forklaring på det hysteri, der
greb forbrugere, ikke bare i Danmark, men i mange lande rundtomkring i verden,
da coronasmitten for alvor begyndte at brede sig.
Tidligere hamstring
Det er dog ikke første gang, vi er gået i panik over toiletpapir. På videnskab.dk er de også dykket lidt ned i modene hamstrinkthistorie.
Her skriver de om hvad der sket i USA i 1973, hvor hylderne med toiletpapir blev ryddet i en måned på grundlag af rygter, frygt og en joke i en hel måned. Amerikanerne var på daværende tidspunkt bekymrede over den begrænsede forsyning af produkter som benzin, elektricitet og løg.
Regeringens pressemeddelse, der advarerede om en potentiel mangel på toiletpapir, fik ganske vist megen spalteplads, men førte ikke til direkte hamstring, før værten på det populære amerikanske tv-program ‘The Tonight Show’ Johnny Carson jokede om det i sin åbningsmonolog.
Men folk grinede ikke. De tog joken alvorligt, og så var hamstringen af toiletpapir ellers skudt i gang.
Det har Seinfeld udlagt i en mere humoristisk form i The Stall – Can’t spare a square.
Skolelederen på den 7åriges skole har valgt at dele gode råd på #Aula, til hvordan vi giver ungerne LYST til at læse. Det synes jeg er en skide god ide, frem for kun at bombardere ungerne med lektier, mens de er hjemme hos os ikke læreuddannede forældre, som samtidig er på hjemmearbejde. (og det er ikke kun fordi det er mine råd fra #biblioteksdebat.dk hun deler)
Hvis vi skaber lyst til læsning, hos vore børn kan vi imødekomme at ”ingen forældre skal have dårlig samvittighed, hvis de ikke laver skolearbejde med deres børn,” som budskabet lyder fra næstformand i Skole og Forældre, Cecilie Harrits. (Og læsning er bare eksemplet, i går var vi i skoven og lave Natur og teknik og i Køkkenet at lave matematik. )
I #farsunivers oplever vi at mellemstebarnet i 2g står op ved 8 tiden for at gå i det digitale #corona gymnasium og er færdig ved 20 tiden. Det er så dejligt med ambitiøse lærere, der skaber undervisning på Lectio (og på Facebook, når #Lectio er nede fordi det er overbelastet). Men tror måske lærerne skulle tale lidt mere sammen og koordinere med de andre, så de ikke hver især synes, at netop deres fag var det vigtigste og lige deres lektion sagtes kan tage et par timer.
Tror det handler om at skabe motivation, det gør vi ikke ved at overdænge elever og forældre lektier, men ved at skabe lyst og fælles forståelse. Så snak om det der med hvorfor vi arbejder og laver lektier – og læs fordi det er fedt og sjovt- se flere råd her
I krisesituationer som den vi er ramt af lige for tiden, hvor mange af os er i mere eller mindre selvvalgt Corona karantæne er det så vigtigt at vi hele tiden snakker med vores børn om hvad det er der sker.
Som den 7årige i #Farsunivers bemærkede på ved ned af trappen allerede i år “Far, selvom det kun er da tre i coronaferie, synes jeg det er ved at være lidt kedeligt” og det synes Far egentlig også. Men måtte så tage snakken om nødvendigheden.
De mærker jo klart forandringen, alene fordi de ikke er i skole og på institution, men det fornemmer også alvoren både på vores samtaler og specielt i alle mediehistorierne som vi sikker alle konstant følger. Men hvordan går vi så det uden at skræmme dem unødigt, men samtidig få forklaret det alvorlige.
Det kræver vi både for fortalt hvad Corona er, men også refleksivt holder snakken igang om hvad det gør ved os som mennesker ikke at være sammen med andre end vores nærmeste familie, og det strammer med garanti til i de kommende uge.
DR ultra har et godt på, hvordan vi forklare hvad CORONA er i børnehøjde.
Skab refleksion og dialog i familien gennem læsning
Far arbejder til daglig med biblioteker, så naturligvis står læsning højt på dagsordenen i Farsunivers, i hvert fald for ham selv, men så kan man jo bruge denne situation til at få resten af familien med.
Vi kan nemlig læse sammen med vores børn. Bøgerne gør nemlig noget ved os som mennesker. Skønlitteratur udvikler identitet og empati, og i en tid, hvor vi er udfordret og mindes om vores dødelighed, har vi brug for det refleksive rum, som læsningen kan give os, og som kan sætte ord på den nødvendig dialog.
Og så er det jo altså altid fedt at dykke ned i en god bog, uanset om det er en bestemt genre, et bestemt emne eller en specifik forfatter, du er ude efter. Mulighederne er nærmest uendelige, så hvorfor ikke gå på jagt efter noget du ikke har læst før – til glæde for både viden og horisont!
I disse tider, hvor alt helt naturligt handler om corona, karantæne og sygdom, er det oplagt at søge nye indsigter i litteraturens verden.
I Farsunivers læser vi nu Harry Potter med den 7årige. Vi er nået til bog nummer 3. Og selvom den ikke handler om virus og karantæne, så kan den alligevel skabe dialog om den magiske og anderledes verden.
Og hele universet omkring Harry Potter appellerer til en masse andre aktiviteter, som at bygge med lego, samle puslespil, klæde sig ud, samle på kort, lege med tryllestave eller selv skære dem. Som det er med de fleste gode børne bøger er det staten på en masse andet, hvis man lever sig ind i dem.
Men nu er skoler og biblioteket jo lukket, så hvor finder man så inspirationen og adgangen til nye og ukendte tekster? Eller til gode gamle, velkendte og elskede tekster? Og hvad hvis ungerne ikke gider læse – jo det er der alt sammen råd for.
Heldigvis har vi det digitale bibliotek. Her har covid-19 ingen adgang. På eReolen.dk er der altid åbent, så grib tabletten eller den bærbare, log ind og dyk ned i de mange muligheder. Du kan også tage børnene med, hvis du også slår et smut forbi de unges digitale bibliotek på eReolenGo.dk (hvor de kan logge ind med deres UNI login, hvis altså deres kommune har adgang). Er eReolen ikke det du søger, kan du også prøve dig frem i en ny guide hvor du kan finde andre veje til digitale litterære oplevelser på læsdigitalt.dk Prøv det!
Men hvad hvis ungerne ikke gider læse? Bøgerne gør noget ved os som mennesker. Skønlitteratur udvikler identitet og empati og i en tid, hvor vi er udfordret og mindes om vores udødelighed, har vi brug for det refleksive rum, som læsningen kan give os og som kan sætte ord på den nødvendig dialog i familien.
Men vi oplever sikkert alle sammen at det kniber med tid eller at vores børn siger de ikke gider læse, fordi de sidder bag skærmen og er optaget af YouTube. Det er der faktisk også råd for.
Undersøgelser viser, at læsekurven knækker, når børnene rammer 5. klasse. På dette tidspunkt stopper forældrene ofte med højtlæsning, og lader børnene selv flyve ud i en verden med mange former for digital underholdning.
I en karantæneperiode, som vi alle oplever i disse uger, har vi muligheden for at skabe nye vaner sammen med vores børn. Det er nemlig også bevist, at det er forældre eller faktisk mødre, (men fædre kan jo begynde nu), der er hovedkilden til motivation. Derfor er det afgørende, at man som forældre fortsat inspirerer og motiverer sine børn til lystlæsning.
Igennem læsningen får børnene utrolig stor viden, de opnår flere kompetencer, og de bliver endnu bedre i stand til at forholde sig til sig selv og til andre – ja faktisk til hele det omgivende samfund og altså også en situation med truslen fra corona virus, som vi oplever i disse uger. Alt sammen vigtige brikker i børnenes dannelse.
Man glemmer let, at læsningen faktisk er hovedperson i store dele af ens dagligdag, fx læser vi undertekster på tv, på skilte, reklamer, når man spiller computerspil, på sociale medier osv. Læsning er bare en vigtig del af vores og dermed også børnenes hverdag.
I bibliotekerne har vi skabt projektet ’Læseforældre’ hvor der er samlet læsetips og inspirationsmateriale, som måske kan hjælpe forældre godt på vej til at skabe gode læsevaner. Det kan man se mere om på www.allelæser.dk som bibliotekerne har lavet til alle jer forældre, der synes det er svært at få ungerne til at læse af lyst.
Og så er det jo altså altid fedt at dykke ned i en god bog, uanset om det er en bestemt genre, et bestemt emne eller en specifik forfatter du er ude efter. Mulighederne er nærmest uendelige, så hvorfor ikke gå på jagt efter noget du ikke har læst før – til glæde for både viden og horisont!
I disse tider, hvor alt helt naturligt handler om corona, karantæne og sygdom, er det oplagt at søge nye indsigter i litteraturens verden, og det kan være starten på dialogen i hele familien eller den refleksion i vores eget liv, som vi alle søger i sådan en situation.
Der er masser af bøger der skaber fordybelse, dialog og indsigt, så en situation som denne, hvor mange af os ufrivilligt får en karantæneperiode foræret og hvor kalenderen ikke er fyldt, er det måske chancen for at komme i gang med at læse igen. Og en fantastisk mulighed for at læse og opleve sammen med vores børn.
Så kig ind på det digitale bibliotek, vi holder åbent 24/7 på ereolen.dk
Læsning og digitale medier. En guide til forældre En del påstår at skærme gør skolebørn til dårligere læsere, det ved vi faktisk ikke ret meget om, men vi ved det er bedre at læse end lade være og hvis den digitale bog er den eneste mulighed så tag fat i den. Vi giver gode råd til, hvordan forældre kan forholde sig til børns skærmvaner og læsefærdigheder.
I stedet for at udråbe skærmen, elektronikken og de digitale medier som en skurk, der truer børns læsefærdigheder, bør vi se på børns skærmvaner og potentialet i de digitale medier.
Derfor giver bibliotekerne i denne lille film en peptalk til, hvordan forældre håndterer denne udfordring og skaber øget læseglæde og læsetræning.
Digte kan noget med at skabe stemning. Poesien kan give os en emotionel indsigt i os selv, i andre og i hele verden.
Det viste Politiken os ved at bringe dette digt af dette digt af Mariangela Gualtieri, som fra sin egen isolation, efter at Italien var blevet lukket ned af på grund af coronavirussen.
Niende marts to tusinde og tyve af Mariangela Gualtieri
Det vil jeg sige dig: Vi skulle være standset op. Vi vidste det. Vi kunne alle mærke, at vi var for hektiske i vores fremfærd. Inde i tingene. Helt ude af os selv. Ryste hver en ting – udnytte den.
Vi skulle være standset op, og vi kunne ikke. Vi skulle have gjort det sammen. Sætte farten ned. Men vi kunne ikke. Det var ikke menneskeligt muligt at holde os tilbage.
Og da dette var et fælles, uudtalt ønske, som en ubevidst vilje, har vores art måske givet efter for det, løsnet de lænker som skærmer vores æt. Åbnet de hemmeligste sprækker og ladet det komme ind. Det er måske grunden til, at det sprang fra art til art – fra flagermusen til os. Noget i os ville lukke helt op. Måske, jeg ved ikke.
Nu er vi hjemme.
Der er noget forunderligt i det, der sker. Og jeg tror, denne mærkelige tid rummer en rigdom. Måske er den en gave. Noget dyrebart. Hvis vi hjælper hinanden. Der lyder et stærkt kald fra arten nu, og til arten skal enhver henregne sig. Et skæbnefællesskab holder os her. Vi vidste det. Men ikke godt nok. Enten alle eller ingen.
Jorden er mægtig. I sandhed levende. Jeg mærker den gøre sig tanker, vi ikke kender. Og det der sker? Vi må overveje, om det er den, der bevæger alting. Om den lov, der styrer universet, om alt, hvad der sker, er indbegrebet af den lov, vi selv er underlagt – ganske som hver stjerne – hver partikel i kosmos.
Hvad om mørkt stof var denne altings sammenhæng i en livsglød, med dødens natmand, som kommer at bringe hver art i ligevægt. Holde den inden for dens grænser, på plads, styre den. Det er ikke os, der har skabt himlen.
En vældig, ordløs stemme byder os nu at blive hjemme, som de børn, der er gået over stregen uden selv at forstå det og nu hverken får kys eller kram. Enhver midt i en opbremsning, som fører os tilbage, måske til den sendrægtighed, der tilhørte vores formødre og mødre.
Kigge mere op i himlen, smøre en afdød ind i okker. For første gang bage et brød. Nøje udforske et ansigt. Synge et barn ganske stille i søvn. For første gang holde en andens hånd i sin, tydeligt mærke pagten. At vi er sammen. En eneste organisme. Vi bærer hele arten i os. I os selv frelser vi den.
Vi vil vende tilbage til denne berøring, den ene hånd mod den anden, den simple handling, der nu er os forbudt, med en skærpet indsigt. Mere opmærksomme, tror jeg. Med mere nænsomme hænder vil vi tage fat på livet. Nu ved vi, hvor trist det er at holde en meters afstand til hinanden.
“Mor har altid ret” sagde Rasmus Bjerg til Szhirley i DR fantastiske julekalender “Julestjerner”.
“Det er lige som her hjemme” sagde den ydmyg fader i farsunivers, til den 7årige som sad i sofaen med øjnene hypnotisk klistret til skærmen.
“Naaahhhhh” sagde den syvårige med gammelklog eftertænksomhed “hun HAR altså ikke altid ret….. men hun får altid ret og der er altså en forskel”
Tjaaa tænkte den gamle helt med tøflerne, mens han kiggede på sin søn og følte at forskellen vist er det samme.
Han lagde så armen om sin søn og klemte ham ind til sig, mens de begge skrålede højt med på Souljul af deres lungers fulde kraft og ikke tænkte mere over, hvem der har mest ret….
Så det jul igen, og den travle far til tre knokler for at få overskud til at skulle over til svigermor, der er af anden etnisk herkomst end dansk, for at fejre jul. Det kræver sin mand, så inspireret af de sidste ugers debat om velbjerges familiers ret til billig asiatisk hushjælp, har Far udtænkt et forslag om en kulturel udveksling, hvor unge jyske piger (m/k) kan komme på kulturel udveksling hos familier i hovedstaden, og forsøde midaldrende hovedstadsspeltmænd med lidt jysk forberedelsesjulestemning, mens de unge piger (m/k) samtidig sysler med lidt huslige pligter. Forslaget er udelukkende stillet for at skabe en større ligestilling, da fædre med familiære bånd til eksiljyder ellers ikke har tid til den nødvendige omstilling til jysk svigerjul, og det er altså et samfundsmæssig problem.
Det står nemlig alt for sløjt til med ligestillingen i Danmark, lyder det nu også fra uventet kant. Nationalbankens direktør, Lars Rohde, mener, at det står så slemt til, at der er behov for at tage »radikale« midler som tvungen barsel til mænd i brug – og måske snart kvindekvoter siger han til Berlingske, og når sådanne forslag kommer fra samfundets top plejer der at ske noget, men sjovt nok nævner han slet ikke au pair som en ligestillingsinstrumemt.
Når vores kloge nationalbankdirektør siger det, så er vi nok ikke helt i mål med den der ligestilling, og når han bruger fædrebarsel som et væsentligt incitament i kampen, er det nok fordi det er effektivt.
Altså vand på møllen i #farsunivers, som var afsættet for hele univers da vi startede #farsbarsel og #farsunivers. Vi har tidligere beskrevet de samfundsmæssige fordele her men den gang var det primært Far, der kunne fordelene ved fædrebarsel, bakket op af andre feminister, og selvom nogle af dem sad på tinge, så var magten vist også dengang centreret et andet sted.
Man kan dog frygte, at de ideer nationalbanksdirektørens luftede i Berlingske, i samme avis optik bliver til et argument for, at man skal have endnu flere au pair piger. For på chefredaktionsgangen er logikke tilsyneladende, at man ikke må pille ved et system, hvor det er lovligt at bruge filippinske au pair som tjenestepiger. For uden underbetalte sydøstasiatiske au pairs kan danske kvinder umuligt komme til tops i erhvervslivet.
Chefredaktør og alenemor til to små børn Mette Østergaard skrev i Berlingske at det ikke er en uvæsentlig historie, at Mattias Tesfaye vil ændre eller udfase au pair-ordningen allerede fra næste år, fordi han ikke bryder sig om, at filippinerne kommer til at Danmark for at hjælpe pressede børnefamilier. Og skriver “hvis ikke hendes au pair hjalp med alt det praktiske derhjemme, måtte jeg enten vinke farvel til at være nærværende over for mine børn, når jeg er hjemme, eller farvel til mine karriereambitioner.”
Nu er au pair ordningen jo egentlig skabt for at skabe en kulturel udveksling. Men I en moderne individuel argumentationsform, behøver man ikke bruge sådanne argumenter for at begrunde ordninger, der opfylder egne behov. Hvis det kniber kan man eventuelt påklistre nogle identitetspolitiske problematikker. Som f.eks. når en justitsminister hævder at masseovervågning skaber tryghed!!!
Berlingskes massive sammenkædning af au pairs og ligestilling, fik dog en anden debatør Susanne Sayers til at gå i rette med de højtlønnede kvinders ligestillingsargument og skrev i Berlingske “Jeg er ikke i tvivl om, at chefredaktør Mette Østergaards au pair løser et væsentligt problem for hende. Men at gøre en au pair-pige til en forudsætning for flere kvindelige topledere? Ahr, vel?”
Det er også baggrunden for at vi i #Farsunivers har udviklet et forslag om en helt ny au pair ordning, sådan at jyske piger (m/k) får mulighed for at komme på kulturel udveksling i den sydlige del af udkantskøbenhavn eller lige deromkring, hvor Fars behov er (man er vel sig selv nærmest, når man udvælger sine argumenter) og på den vis kan skabe kulturel forståelse for jyske skikke og traditioner, blandt de mange sjællandske mænd, der skal henslæbe julen hos svigerfamilier i jyske indrejsecentre.
Hvis vi ser lidt på den gældende au pair ordning så boede 41 procent af alle au pairer i 2019 i de nordsjællandske kommuner Rudersdal, Hørsholm og Gentofte i følge Politiken. Derfor vil Fars forslag også skabe en større geografisk ligestilling og sammenhængskraft i Danmark, uden at skulle ty til statslige udflytningsplaner.
På den anden side så er Far jo direktør og tjener næste halvt så meget som en chefredaktør, så han kunne nu egentlig nok selv få råd at betale en jyske julestemningspige en rigtig løn eller også kunne han gifte sig med en af dem 😉 ………..og således blev det atter jul i Farsunivers.
P.s. For udenforstående og for ikke at komme i politisk (u) korrekt karambolage med folkestemningen, skal bemærkes at Far har giftet sig med en kvinde af jysk herkomst, hvilket naturligt nok har medført en række integrationsmæssige konsekvenser, samt at Far synes godt om au pair ideen som kulturel udveksling.
I #farsunivers fejrer Far “Mændenes internationale kampdag” hos #UNESCO i Paris, mens svigermor passer ungerne, da fruen åbenbart heller ikke synes det er hendes opgave. (Og jeg er helt opmærksom på at denne bemærkning kan bringe mig på det identitetspolitiske alter, men ingen mandekamp uden humor eller som vi skrev på #KvindernesInternationaleKampdag “Ingen kvindekamp uden en husmor ” – for at adressere, at vi må have nogle fornuftige proportioner ind i de konstante identitetspolitiske diskussioner i den offentlige debat
“ja,
da Muren den faldt da var vi lige ved at tude nu bygger vi en ny, den er bare
lidt længere ude altså i overført forstand det er ikke som det var i
Østtyskland” sang vi med Sebastian for 29 år siden. Den kom Far til at
tænke på da han i morges skulle forklare den 7årige “hvafor en mur”
der var i avisen.
Det var årets efter den minderige dag, da de fleste af os var begejstrede over Das Mauerfall, at vi sang med på Sebastians sang. Et år og en lille smule refleksivt perspektiv.
Jeg
husker selv tydeligt den aften, hvor vi så billederne i TV af de glade
folkemasser, der strømmede ind i vest. Vi var et par unge begejstrede
demokratiske socialister, der gik op på den lokale Cafe Kurt i Ringsted for at
fejre….
Der sad en anden ung mand ved baren nedbøjet over en fadøl. Det var Gert, den lokale DKP formand. Som jeg husker det, sagde han slet ingenting den aften og det lagde faktisk både en dæmper på vores drilleri og humør. Det påvirkede også vores samtale, at se en af taberne og fik gang i refleksionerne over hvem der havde vundet hvilken sejer….det spørgsmål stiller MICHAEL JARLNER også i et essay Politiken også om i dag 30 år efter.
På
samme vis som Sebastian gjorde den gang.
Måske var der en større sandhed end i vi anede da vi sang med på Sabastians sang, den gang for 29 år siden, i dag er der nemlig flere end 60 grænsemure eller -hegn enten blevet opført eller er under opførelse i verden, påpegede magasinet New Statesman, nu bygges de bare mere for at holde nogen uden end inde og ikke i overført betydning.
“Ja,
velkommen til frihed, til den rette Union hvor pengene synes at være den eneste
vision hvor den synlige magt synes så ligeligt fordelt at ingen rigtig gider at
bekymre sig helt der er fuldstændig tjek på hver en kvinde og mand Big Brother
styres af folk med forstand af folk med forstand
Ja, velkommen til frihed og til demokrati du kan vælge mellem bingo og De Ti Vi Ka’ Li’ vi er fælles om alt og du er fri til at gå og sige skråt op med lortet som du ikke kan forstå vi behøver ikke mere gå i demonstration vi kan sidde hjemme i sofaen og måske vinde en million det er sgu da en chance, mand og den havde de ikke den havde de ikke i Østtyskland” som Sebastian sang den gang
“ja,
da Muren den faldt da var vi lige ved at tude nu bygger vi en ny, den er bare
lidt længere ude altså i overført forstand det er ikke som det var i
Østtyskland” sang vi med Sebastian for 29 år siden. Den kom Far til at
tænke på da han i morges skulle forklare den 7årige “hvafor en mur”
der var i avisen.
Det var årets efter den minderige dag, da de fleste af os var begejstrede over Das Mauerfall, at vi sang med på Sebastians sang. Et år og en lille smule refleksivt perspektiv.
Jeg
husker selv tydeligt den aften, hvor vi så billederne i TV af de glade
folkemasser, der strømmede ind i vest. Vi var et par unge begejstrede
demokratiske socialister, der gik op på den lokale Cafe Kurt i Ringsted for at
fejre….
Der sad en anden ung mand ved baren nedbøjet over en fadøl. Det var Gert, den lokale DKP formand. Som jeg husker det, sagde han slet ingenting den aften og det lagde faktisk både en dæmper på vores drilleri og humør. Det påvirkede også vores samtale, at se en af taberne og fik gang i refleksionerne over hvem der havde vundet hvilken sejer….det spørgsmål stiller MICHAEL JARLNER også i et essay Politiken også om i dag 30 år efter. https://politiken.dk/udland/art7484723/Berlinmuren-faldt-i-1989.-Men-sejrede-Vesten-virkeligt-Er-Muren-helt-v%C3%A6k
På
samme vis som Sebastian gjorde den gang.
Måske var der en større sandhed end i vi anede da vi sang med på Sabastians sang, den gang for 29 år siden, i dag er der nemlig flere end 60 grænsemure eller -hegn enten blevet opført eller er under opførelse i verden, påpegede magasinet New Statesman, nu bygges de bare mere for at holde nogen uden end inde og ikke i overført betydning.
“Ja,
velkommen til frihed, til den rette Union hvor pengene synes at være den eneste
vision hvor den synlige magt synes så ligeligt fordelt at ingen rigtig gider at
bekymre sig helt der er fuldstændig tjek på hver en kvinde og mand Big Brother
styres af folk med forstand af folk med forstand
Ja, velkommen til frihed og til demokrati du kan vælge mellem bingo og De Ti Vi Ka’ Li’ vi er fælles om alt og du er fri til at gå og sige skråt op med lortet som du ikke kan forstå vi behøver ikke mere gå i demonstration vi kan sidde hjemme i sofaen og måske vinde en million det er sgu da en chance, mand og den havde de ikke den havde de ikke i Østtyskland” som Sebastian sang den gang
I Farsunivers har der de seneste år hersket en vis uenighed om hvor meget man skal gå op i de der traditionsbundne højtider, hvor man gør en masse fordi det er noget andre forventer, frem for hvad man har lyst til. Men nu er der grøde og en vis harmoni er ved at opstå ud af fars glæde ved at skræmme små børn.
Måske de traditionsbundne genvordigheder i farsunivers mest har bundet i den julekoleriske mors ubetingede begejstring for alt der lugter af gran og andesovs overfor en juleskeptisk fars naturlige velovervejde frygt for en kommercialiseret jul i svigermors skød.
Men sådan er det ikke mere. I farsunivers han man nemlig fået fordelt højtiderne, således at Mor tager sig af jul, pinse og påske, mens Far søger for den største og mest hellige af dem alle Allehelgen eller som det er kommet til at hede på moderne dansk Halloween.
Så i år var det allerede omkring 1. Oktober at den 7årige og Far begyndte at planlægge, hvordan de skulle overgå den 2 meter lange kiste de sidste år havde lavet ud af den kasse de havde fået køkkenelementer hjem, som blev peppet op med lidt blåt lys, en hånd stikkende op og kirkegårsuhygheligmusik, der understregde stemningen fra røgmaskine nede i den sortmalede kasse.
Desværre havde den lokale Bauhause i år allerede pyntet op til det der jul, så igen i år måtte Far og søn selv i værkstedet og være krea.
Ideen der blev undfanget af den 7årige i år var en uhyggelig heks, med hekselatter, en gryde i kog med røg og blåt lys, samt lysende øjne. Så det har den ældste og yngste maskulinum i valbyhjemmet arbejdet lidt på. Far har suppleret med lidt gravsten og en græstørv, der er blevet løftet lidt så en hånd kommer op ad jorden, bare for hyggens skyld. Men gryden kommer ført i kog i morgen, for alle deltaljerne skal jo ikke afsløres ellers er det ikke noget til at skræmmer alle ungerne i morgen aften. Den der allehelgens skik er nemlig i vækst og der er derfor en vis præstationsangst forbundet med eventen for den aldrende mand, sidste år lykkedes det nemlig at få kø af unger stående uden for haven. Far mente det var fordi hans Allerhelgenspynt var populært, mens Mor mente, at det var fordi ungerne ikke turde gå ind.
Det er så også det tilbageværende konfliktpunkt når højtiderne nærmer sig. Hvor meget skal man gå op i højtiden og traditionen?
Men også her trækker fruen det længste strå, Far er faktisk blevet overbevist om at når nu der er en højtidelig tradition, skal man også holde den i hævd og at skræmme ungerne til Halloween på seriøs vis.
Det var da også årsagen til at der allerede for en uge siden blev hængt skelet ude på huset, så naboerne kunne vende sig til højtiden, helt på linje med når Mor tvinger Far til at sætte julefestlige lyskæder i alle havens uskyldige træer. På samme vis blev edderkopperne sat i vinduerne og på havelågen sammen med lidt andre højtideligheder, så der også var lidt til avisbud og postmanden (som er af maskulint observans og vi derfor tør kalde sådan)
Så selvom vi ikke helt er færdige med opbygningen turde Far godt skrive på kvarterets facebookgruppe “vi er også ved at være klar til noget Halloween i #farsunivers på Søndervangs alle….selvom mor siger noget om, at vi skal huske noget med at det er små børn 😉 men tænker der nok er en mor eller to der holder i hånden og der venter belønning for enden af uhyggen ;-)”
Det er kan nemlig være nødvendigt med sådan en disclaimer, når speltmødrene i kvarteret vælger at starte deres rundtur i flok allerede i skumringen kl. 17 så de små børn ikke bliver alt for skræmte af mørket eller trætte eller opstemte eller hvad det nu er de ikke må blive 😉
Far morer sig i hvert fald stadig over den mor der stod uden for døren for et par år siden, da Far langsomt åbnede døren med en højttaler forstærkede knirkelyd, hvor hun råbte “der er små børn herude, der er små børn herude” hvilket jo var helt overraskende på sådan en halloween aften 😉 og far måtte lade maske falde.
Videodisclaimer som Far i år lagde på facebook kan du se her.
Jeg har lige oplevet en event på litteraturfestivallen nORD i Helsingør, som hed “Byen i litteraturen” hvor
Lars Saabye Christensen og Søren Ulrik Thomsen fortalte om deres by og betydningen for deres litteratur. Det fik mig til at tænke på, hvordan litteraturen ikke kun har ændret mit forhold til byen men hele mig liv og faktisk fik mig gift. Første kapitel i den fortælling er her.
Da jeg for knap 10 år siden blev præsenteret for min kone til en konference kunne jeg godt mærke, at her var et helt særligt menneske. En interesse som åbenbart var gengældt, for i aftenens løb til en festlig middag, kom hendes kollage og sagde “skulle hilse og sige Marlene hun drikker Strawberry Daiquiri”. Jeg var på i midlertid på arbejde og hun var angsprovokerende smuk, så jeg fik aldrig budt hende op til dans eller tilbudt hende en cocktail og pludselig var aftenen slut og alle gået hjem.
Her kunne historien være sluttet, men min interesse var tændt, så dagen efter slog jeg hende op på nettet og mailede til hende, at jeg vist skyldte en dans og Strawberry Daiquiri. Hun svarede hurtigt at det gjorde jeg vist næste gang vi sås. Her kunne historien også være sluttet, for hun boede i Kolding og jeg i det centrale København, et par gader væk fra Søren Ulrik Thomsens.
Om det var det der fik mig til at svare med et citat fra hans seneste digtsamling eller blot fordi jeg var optaget af “Rystet spejl” ved jeg ikke. Men det virkede, for hun var nemlig ved at læse samme digtsamling og så havde vi jo noget at snakke om. Det har vi så haft lige siden. Og hurtigt derefter flyttede hun ind i lejligheden et par gader væk fra Søren Ulrik Thomsen. Så jeg skylder vist ham SUT en lille en ved lejlighed.
