Det er med bævende køn, hver gang vi i #farsunivers forsøger at hælde nuancer i den sort/hvide identitetsdebat, men vi vover at udvise lidt mandsmod og erklære os enige med samfunds- debattør Caroline Fourest, når hun siger at hvis vi måler alt med identitetspolitisk målestok, så går det galt.
Eller som Caroline Fourest udtrykker det i Politiken i dag “Ved at gøre alting til et spørgsmål om hudfarve, køn og religion svækker man den feministiske og antiracistiske kamp” i anledning af at hendes nye bog netop er udkommet på dansk.
»Man gør den antiracistiske kamp til et spørgsmål om privilegier. Jeg tror ikke, at fattige hvide i USA eller Europa føler sig specielt privilegerede. Nu rejser man folk mod hinanden, og i stedet for at tale om de reelle problemer som for eksempel social ulighed, skal de hvide undskylde, at de er hvide«.
Caroline Fourest advarer mod disse holdninger.
»Man får aldrig racisterne til at ændre opfattelse med den retorik. Og hvis man begynder at give folk dårlig samvittighed over at være hvid, så er jeg bange for, at vi her i Europa får en bevægelse som den amerikanskewhite supremacy . Og det har vi ikke brug for«.
I Farsunivers diskuterer vi også ofte identitetspolitiske emner, specielt med den 18 årige kulturradikale, den 20 årige liberalist og den gamle feminist, og selvfølgelig skal vi have #MeTo på bordet, men hvis diskussionerne bliver for dogmatiske og ikke sættes i et større samfundsperspektiv, så ender det altid med at vi alle føler os forurettede og går fra bordet uden andet perspektiv, end at de andre er nogle idioter. Når vi derimod forsøger at tage vores historiske erfaringer med os til at perspektiverer vores holdninger, så lykkedes det at snakke om både Halfdans negerdukker på identitetspolitikens alter eller Hvad en neger er? eller at Kvinder kan man ikke li’ brænder af eller om “hottentotterne” skal sendes på revisionismes mødding eller vi skal snakke om dem?
(de grimme og identitetsproblematiske udtryk er ikke ord, vi bruger men henvisninger til andre blogs du kan klikke på RED.)
Før du reagerer med automatdebatørpiloten, så læs protrættet i Politiken eller endnu bedre, køb Caroline Fourest bog ’Generation Krænket – fra sprogpoliti til tankepoliti’ og så skal vi måske snakke sammen om hudfarve, køn og religion og en hel masse andet som også er vigtigt…?
Forleden stod der at læse i den Københavnske lokalavis Politiken: “Farmer’s market I USA er det meget almindeligt, at lokale landmænd med jævne mellemrum indtager den centrale plads i en by for at sælge grøntsager fra små boder direkte til forbrugerne. Farmer’s market, kalder amerikanerne det.
Den slags er imidlertid ikke for alvor slået igennem her i Danmark. I hvert fald ikke endnu.”
Øhhh tænkte jeg, har I aldrig hørt om torvedage, som vi kalder det i mange provinsbyer? Man skal ikke så langt ud over Valby Bakke for at opleve dem, fantisk kun til Valby, hvor enekelte landmænd sælger deres afgrøder, og som er i cykelafstand af redaktionslokalerne på Rådhuspladsen. Eller til Køge som vel har et af de største af slagsen hver lørdag og som kan nås med hovedstadens S-tog.
Det kan være lidt trættende at læse en avis med en sådan hovedstadslingo, med et udgangspunkt som udelukker at der sker noget andre steder end der hvor de står.
Som en madanmeldelse i samme avis skrev, da de havde forvildet sig helt til Hundested for et stykke tid siden “Der kan være langt mellem de gastronomiske lyspunkter i provinssommerlandet. Kortere og kortere, men dog stadig”
Ja der kan være langt mellem den mellemfolkelige forståelse i et begrænset journalistisk udsyn på Rådhuspladsen. Det sker, men dog stadig.
Eller som en tidligere journalist på bladet engang selvironisk sagde til mig, da vi en sen aften, let overrislede, stod i den yderste ende af vesterbrogade, lige inden den bliver til Roskildevej og man kan se Zoologisk Have på toppen “Nååå det er der den ligger, den berømte Valby Bakke, hvad mon der ligger på den anden side af den?” 😉 en ironisk selvdistance der kunne være redaktionelt klædelig.
Det er i hvert fald svært at give sine børn udsyn, hvis det er sådanne aviser der ligger på bordet. I forvejen er vi udfordret i #farsunivers, da den 8årige ofte gentager at han er den eneste københavner, og med en overlegen mine opremser, hvor resten af husstanden er født i et toneleje, der mere end antyder at vi er nogle bonderøve. Hvor mon han får det fra…..
Synes I virkelig det er politisk korrekt med en symbolsk afbrænding af en kvinde til Sankt Hans i #farsunivers?
Nej, men vi synes det er vigtigt at være sig historien bevidst og vi bruger så anledningen til at tale om hvor tåbeligt man bar sig ad når den kristne kirke dømte kvinder til afbrænding på bålet indtil 1693.
Sådan gør vi i #farsunivers på samme vis som når vi ser symboler på magthavere der har haft slaver eller læser børnebøger, hvor undertrykkende ord som vi ikke selv bruger mere optræder, som f.eks. NEGER. Så snakker vi om hvorfor vi ikke bruger det mere.
Så til vores mini #SanktHans i aften brænder vi ikke hverken en kvinde eller en heks, men symbolet på hvor dumme mennesker er når de undertrykker andre, hvis mening eller væremåde de ikke kan lide.
I #Farsunivers har vi i dag været ude på farmors plejehjem og fejre 81 års fødselsdag. Familien stod i haven og fødselaren i 3 meter afstand på terrassen.
En super dag, men støtte fra en personale på afstand og fra hele #farsunivers skal lyde en indtrængende appel til beslutningstagerne. Vil I ikke godt lade være at åbne for besøg på vores plejecentre, for de gamle og svage dør af det og vi finder nok veje til at være sammen med vore kære, på forsvarlig afstand.
Luftkram fra den 8årige til den 81årige
I farsunivers bruger vi noget så gammeldags som at tale telefon og personalet er også behjælpelig, så vi kan sende billeder mellem far og personale på mail, som de så kan vise den gamle farmor.
Og så kan vi altså også give luftkrammer fra haven på plejehjemmet, men det er jo en positiv historie, som er svær at spinde politisk populisme på, så den historie forbliver nok vores helt egen.
“Det går jo ikke op” var den 8åriges kommentar i #farsunivers, da forældrene dechifrede regeringens vejledning til genopåbning af skoler over morgenbordet.
De myndighedsskæptiske forældre stoppede diskussionen og kiggede på knægten, der i lyset af den udelte opmærksomhed fiffigt bemærkede “vi er 24 i klassen og det går fem ikke op i” og det havde han jo ganske ret i, da den konkrete anbefaling lød “Der skal leges i mindre grupper på fx. fem elever uden for”.
Og den bemærkning perspektiverede så også de voksnes udlænding af teksten, for det er jo ikke så nemt at få det hele til at gå op.
I forældreperspektiver var udregningerne igang på, hvor mange der kunne være i hvert klasselokale i den lille kommuneskole midt i København. Resultatet Far var nået frem til, var 6 unger og det betød så et lokaleforbrug på 4 klasselokaler og lærere pr klasse, samtidig med at tidsforbruget på håndvaskning for de 24 elever hurtigt overstiger en time, og det kan jo være vanskeligt at få tid til i hver lektion.
Det vil nok give lidt udfordringer for em skole, som samtidig skal lave hjemmeundervisning for 6-9 klasserne. Men hvor der er vilje er der vej…..og vi skal jo igang.
En sidste kommentar til vejledningen skulle da lige være, at det nok også er umuligt at skabe figurer for alt. Et godt eksempel er dette skema der nemt afklarer “gå i skole uanset hvad” i Vejledning
Altså i #farsunivers siger vi IKKE at det er kønsbestemt at hamstre, men vi synes det er bemærkelsværdigt at det kortidsholdbare produkt MÆLK blev udsolgt mange steder på dag ét i corona karantæne, mens det langtidsholdbare produkt ØL næsten ikke blev rørt!
“Far, hvorfor køber folk så meget toiletpapir?” spurgte den 7 årige, og her måtte den ellers alvidende fader give op (og undlod at bemærke, at hustruen i går havde spurgt selvsamme fader, om hvofor han igen havde købet 12 ruller toiletpapir, når der lå 12 i skabet i forvejen)
I det hele taget er det mærkværdigt at velnærede danskere i et velorganiseret velfærdssamfund myldre ud og hamstre, samtidig med myndighederne forsikre om rigelig med forsyninger. men måske ligger det dybt i vores sociale identitet.
Jeg faldt over filosoffen Slavoj Žižeks anekdoter om socialitet, der i de seneste uger har fået en aktuel betydning i dansk kontekst, fordi den handler om hamstring af toiletpapir og som åbenbart overgik mælk som danskernes yndlingshamstringsartikel.
Žižek kalder det et »grundlæggende mirakel ved det sociale« om at der kan eksistere overbevisninger uden at nogen egentlig tror på dem.
Som eksempel på denne påstand fortæller han om en hændelse i det tidligere Jugoslavien, hvor der på et tidspunkt opstod et rygte om, at butikkerne var ved at løbe tør for toiletpapir. Det var ikke, fordi folk egentlig troede på rygtet, for de havde faktisk tillid til, at myndighederne havde styr på det. Alligevel endte det med en storm mod toiletpapirshylderne.
»Folk troede faktisk på, at der var nok toiletpapir, men de
ræsonnerede således: Hvad nu hvis der er nogle idioter, der virkelig tror, at
der ikke er nok toiletpapir og derfor begynder at købe det som vanvittige. Så
vil der faktisk muligvis alligevel blive mangel. Derfor er det bedst, at jeg
med det samme skynder mig ned og køber en masse toiletpapir.«
Det er svært at finde en bedre forklaring på det hysteri, der
greb forbrugere, ikke bare i Danmark, men i mange lande rundtomkring i verden,
da coronasmitten for alvor begyndte at brede sig.
Tidligere hamstring
Det er dog ikke første gang, vi er gået i panik over toiletpapir. På videnskab.dk er de også dykket lidt ned i modene hamstrinkthistorie.
Her skriver de om hvad der sket i USA i 1973, hvor hylderne med toiletpapir blev ryddet i en måned på grundlag af rygter, frygt og en joke i en hel måned. Amerikanerne var på daværende tidspunkt bekymrede over den begrænsede forsyning af produkter som benzin, elektricitet og løg.
Regeringens pressemeddelse, der advarerede om en potentiel mangel på toiletpapir, fik ganske vist megen spalteplads, men førte ikke til direkte hamstring, før værten på det populære amerikanske tv-program ‘The Tonight Show’ Johnny Carson jokede om det i sin åbningsmonolog.
Men folk grinede ikke. De tog joken alvorligt, og så var hamstringen af toiletpapir ellers skudt i gang.
Det har Seinfeld udlagt i en mere humoristisk form i The Stall – Can’t spare a square.
Skolelederen på den 7åriges skole har valgt at dele gode råd på #Aula, til hvordan vi giver ungerne LYST til at læse. Det synes jeg er en skide god ide, frem for kun at bombardere ungerne med lektier, mens de er hjemme hos os ikke læreuddannede forældre, som samtidig er på hjemmearbejde. (og det er ikke kun fordi det er mine råd fra #biblioteksdebat.dk hun deler)
Hvis vi skaber lyst til læsning, hos vore børn kan vi imødekomme at ”ingen forældre skal have dårlig samvittighed, hvis de ikke laver skolearbejde med deres børn,” som budskabet lyder fra næstformand i Skole og Forældre, Cecilie Harrits. (Og læsning er bare eksemplet, i går var vi i skoven og lave Natur og teknik og i Køkkenet at lave matematik. )
I #farsunivers oplever vi at mellemstebarnet i 2g står op ved 8 tiden for at gå i det digitale #corona gymnasium og er færdig ved 20 tiden. Det er så dejligt med ambitiøse lærere, der skaber undervisning på Lectio (og på Facebook, når #Lectio er nede fordi det er overbelastet). Men tror måske lærerne skulle tale lidt mere sammen og koordinere med de andre, så de ikke hver især synes, at netop deres fag var det vigtigste og lige deres lektion sagtes kan tage et par timer.
Tror det handler om at skabe motivation, det gør vi ikke ved at overdænge elever og forældre lektier, men ved at skabe lyst og fælles forståelse. Så snak om det der med hvorfor vi arbejder og laver lektier – og læs fordi det er fedt og sjovt- se flere råd her
I krisesituationer som den vi er ramt af lige for tiden, hvor mange af os er i mere eller mindre selvvalgt Corona karantæne er det så vigtigt at vi hele tiden snakker med vores børn om hvad det er der sker.
Som den 7årige i #Farsunivers bemærkede på ved ned af trappen allerede i år “Far, selvom det kun er da tre i coronaferie, synes jeg det er ved at være lidt kedeligt” og det synes Far egentlig også. Men måtte så tage snakken om nødvendigheden.
De mærker jo klart forandringen, alene fordi de ikke er i skole og på institution, men det fornemmer også alvoren både på vores samtaler og specielt i alle mediehistorierne som vi sikker alle konstant følger. Men hvordan går vi så det uden at skræmme dem unødigt, men samtidig få forklaret det alvorlige.
Det kræver vi både for fortalt hvad Corona er, men også refleksivt holder snakken igang om hvad det gør ved os som mennesker ikke at være sammen med andre end vores nærmeste familie, og det strammer med garanti til i de kommende uge.
DR ultra har et godt på, hvordan vi forklare hvad CORONA er i børnehøjde.
Skab refleksion og dialog i familien gennem læsning
Far arbejder til daglig med biblioteker, så naturligvis står læsning højt på dagsordenen i Farsunivers, i hvert fald for ham selv, men så kan man jo bruge denne situation til at få resten af familien med.
Vi kan nemlig læse sammen med vores børn. Bøgerne gør nemlig noget ved os som mennesker. Skønlitteratur udvikler identitet og empati, og i en tid, hvor vi er udfordret og mindes om vores dødelighed, har vi brug for det refleksive rum, som læsningen kan give os, og som kan sætte ord på den nødvendig dialog.
Og så er det jo altså altid fedt at dykke ned i en god bog, uanset om det er en bestemt genre, et bestemt emne eller en specifik forfatter, du er ude efter. Mulighederne er nærmest uendelige, så hvorfor ikke gå på jagt efter noget du ikke har læst før – til glæde for både viden og horisont!
I disse tider, hvor alt helt naturligt handler om corona, karantæne og sygdom, er det oplagt at søge nye indsigter i litteraturens verden.
I Farsunivers læser vi nu Harry Potter med den 7årige. Vi er nået til bog nummer 3. Og selvom den ikke handler om virus og karantæne, så kan den alligevel skabe dialog om den magiske og anderledes verden.
Og hele universet omkring Harry Potter appellerer til en masse andre aktiviteter, som at bygge med lego, samle puslespil, klæde sig ud, samle på kort, lege med tryllestave eller selv skære dem. Som det er med de fleste gode børne bøger er det staten på en masse andet, hvis man lever sig ind i dem.
Men nu er skoler og biblioteket jo lukket, så hvor finder man så inspirationen og adgangen til nye og ukendte tekster? Eller til gode gamle, velkendte og elskede tekster? Og hvad hvis ungerne ikke gider læse – jo det er der alt sammen råd for.
Heldigvis har vi det digitale bibliotek. Her har covid-19 ingen adgang. På eReolen.dk er der altid åbent, så grib tabletten eller den bærbare, log ind og dyk ned i de mange muligheder. Du kan også tage børnene med, hvis du også slår et smut forbi de unges digitale bibliotek på eReolenGo.dk (hvor de kan logge ind med deres UNI login, hvis altså deres kommune har adgang). Er eReolen ikke det du søger, kan du også prøve dig frem i en ny guide hvor du kan finde andre veje til digitale litterære oplevelser på læsdigitalt.dk Prøv det!
Men hvad hvis ungerne ikke gider læse? Bøgerne gør noget ved os som mennesker. Skønlitteratur udvikler identitet og empati og i en tid, hvor vi er udfordret og mindes om vores udødelighed, har vi brug for det refleksive rum, som læsningen kan give os og som kan sætte ord på den nødvendig dialog i familien.
Men vi oplever sikkert alle sammen at det kniber med tid eller at vores børn siger de ikke gider læse, fordi de sidder bag skærmen og er optaget af YouTube. Det er der faktisk også råd for.
Undersøgelser viser, at læsekurven knækker, når børnene rammer 5. klasse. På dette tidspunkt stopper forældrene ofte med højtlæsning, og lader børnene selv flyve ud i en verden med mange former for digital underholdning.
I en karantæneperiode, som vi alle oplever i disse uger, har vi muligheden for at skabe nye vaner sammen med vores børn. Det er nemlig også bevist, at det er forældre eller faktisk mødre, (men fædre kan jo begynde nu), der er hovedkilden til motivation. Derfor er det afgørende, at man som forældre fortsat inspirerer og motiverer sine børn til lystlæsning.
Igennem læsningen får børnene utrolig stor viden, de opnår flere kompetencer, og de bliver endnu bedre i stand til at forholde sig til sig selv og til andre – ja faktisk til hele det omgivende samfund og altså også en situation med truslen fra corona virus, som vi oplever i disse uger. Alt sammen vigtige brikker i børnenes dannelse.
Man glemmer let, at læsningen faktisk er hovedperson i store dele af ens dagligdag, fx læser vi undertekster på tv, på skilte, reklamer, når man spiller computerspil, på sociale medier osv. Læsning er bare en vigtig del af vores og dermed også børnenes hverdag.
I bibliotekerne har vi skabt projektet ’Læseforældre’ hvor der er samlet læsetips og inspirationsmateriale, som måske kan hjælpe forældre godt på vej til at skabe gode læsevaner. Det kan man se mere om på www.allelæser.dk som bibliotekerne har lavet til alle jer forældre, der synes det er svært at få ungerne til at læse af lyst.
Og så er det jo altså altid fedt at dykke ned i en god bog, uanset om det er en bestemt genre, et bestemt emne eller en specifik forfatter du er ude efter. Mulighederne er nærmest uendelige, så hvorfor ikke gå på jagt efter noget du ikke har læst før – til glæde for både viden og horisont!
I disse tider, hvor alt helt naturligt handler om corona, karantæne og sygdom, er det oplagt at søge nye indsigter i litteraturens verden, og det kan være starten på dialogen i hele familien eller den refleksion i vores eget liv, som vi alle søger i sådan en situation.
Der er masser af bøger der skaber fordybelse, dialog og indsigt, så en situation som denne, hvor mange af os ufrivilligt får en karantæneperiode foræret og hvor kalenderen ikke er fyldt, er det måske chancen for at komme i gang med at læse igen. Og en fantastisk mulighed for at læse og opleve sammen med vores børn.
Så kig ind på det digitale bibliotek, vi holder åbent 24/7 på ereolen.dk
Læsning og digitale medier. En guide til forældre En del påstår at skærme gør skolebørn til dårligere læsere, det ved vi faktisk ikke ret meget om, men vi ved det er bedre at læse end lade være og hvis den digitale bog er den eneste mulighed så tag fat i den. Vi giver gode råd til, hvordan forældre kan forholde sig til børns skærmvaner og læsefærdigheder.
I stedet for at udråbe skærmen, elektronikken og de digitale medier som en skurk, der truer børns læsefærdigheder, bør vi se på børns skærmvaner og potentialet i de digitale medier.
Derfor giver bibliotekerne i denne lille film en peptalk til, hvordan forældre håndterer denne udfordring og skaber øget læseglæde og læsetræning.
Digte kan noget med at skabe stemning. Poesien kan give os en emotionel indsigt i os selv, i andre og i hele verden.
Det viste Politiken os ved at bringe dette digt af dette digt af Mariangela Gualtieri, som fra sin egen isolation, efter at Italien var blevet lukket ned af på grund af coronavirussen.
Niende marts to tusinde og tyve af Mariangela Gualtieri
Det vil jeg sige dig: Vi skulle være standset op. Vi vidste det. Vi kunne alle mærke, at vi var for hektiske i vores fremfærd. Inde i tingene. Helt ude af os selv. Ryste hver en ting – udnytte den.
Vi skulle være standset op, og vi kunne ikke. Vi skulle have gjort det sammen. Sætte farten ned. Men vi kunne ikke. Det var ikke menneskeligt muligt at holde os tilbage.
Og da dette var et fælles, uudtalt ønske, som en ubevidst vilje, har vores art måske givet efter for det, løsnet de lænker som skærmer vores æt. Åbnet de hemmeligste sprækker og ladet det komme ind. Det er måske grunden til, at det sprang fra art til art – fra flagermusen til os. Noget i os ville lukke helt op. Måske, jeg ved ikke.
Nu er vi hjemme.
Der er noget forunderligt i det, der sker. Og jeg tror, denne mærkelige tid rummer en rigdom. Måske er den en gave. Noget dyrebart. Hvis vi hjælper hinanden. Der lyder et stærkt kald fra arten nu, og til arten skal enhver henregne sig. Et skæbnefællesskab holder os her. Vi vidste det. Men ikke godt nok. Enten alle eller ingen.
Jorden er mægtig. I sandhed levende. Jeg mærker den gøre sig tanker, vi ikke kender. Og det der sker? Vi må overveje, om det er den, der bevæger alting. Om den lov, der styrer universet, om alt, hvad der sker, er indbegrebet af den lov, vi selv er underlagt – ganske som hver stjerne – hver partikel i kosmos.
Hvad om mørkt stof var denne altings sammenhæng i en livsglød, med dødens natmand, som kommer at bringe hver art i ligevægt. Holde den inden for dens grænser, på plads, styre den. Det er ikke os, der har skabt himlen.
En vældig, ordløs stemme byder os nu at blive hjemme, som de børn, der er gået over stregen uden selv at forstå det og nu hverken får kys eller kram. Enhver midt i en opbremsning, som fører os tilbage, måske til den sendrægtighed, der tilhørte vores formødre og mødre.
Kigge mere op i himlen, smøre en afdød ind i okker. For første gang bage et brød. Nøje udforske et ansigt. Synge et barn ganske stille i søvn. For første gang holde en andens hånd i sin, tydeligt mærke pagten. At vi er sammen. En eneste organisme. Vi bærer hele arten i os. I os selv frelser vi den.
Vi vil vende tilbage til denne berøring, den ene hånd mod den anden, den simple handling, der nu er os forbudt, med en skærpet indsigt. Mere opmærksomme, tror jeg. Med mere nænsomme hænder vil vi tage fat på livet. Nu ved vi, hvor trist det er at holde en meters afstand til hinanden.
“Mor har altid ret” sagde Rasmus Bjerg til Szhirley i DR fantastiske julekalender “Julestjerner”.
“Det er lige som her hjemme” sagde den ydmyg fader i farsunivers, til den 7årige som sad i sofaen med øjnene hypnotisk klistret til skærmen.
“Naaahhhhh” sagde den syvårige med gammelklog eftertænksomhed “hun HAR altså ikke altid ret….. men hun får altid ret og der er altså en forskel”
Tjaaa tænkte den gamle helt med tøflerne, mens han kiggede på sin søn og følte at forskellen vist er det samme.
Han lagde så armen om sin søn og klemte ham ind til sig, mens de begge skrålede højt med på Souljul af deres lungers fulde kraft og ikke tænkte mere over, hvem der har mest ret….
