FarsUnivers

“Hvis vi skal have hund, så skal det være en rigtig hund og ikke en lille tæppetisser der ligner en kat” sagde den velovervejede far, hvortil den impulsive Mor svarede “NÅR….” og kiggede så overbevisende på ham, som kun en ægteviv med egen indtægt og stemmeret kan.

Et juleeventyr om en moden mand og genvordighederne med at blive hundeejer

3. dec.

Det skete i december engang, at far tænkte tilbage på de sommerdage i Provence, hvor han blev voksen og følsom nok til hund. Da Far først havde sagt JA til hund og mor havde scannet hele internettet efter én, kom den næste udfordring…..

• Læs også
• Det havde nok været nemmere at få det fjerde barn – 2.dec #Farsunivers #NuMedHund
• Det havde nok været nemmere at få det fjerde barn – 1.dec #Farsunivers #NuMedHund

Hvad skulle det være for en slags hund?
Den samtale, som udviklede sig til lidt længere meningsudveksling, blev påbegyndt over frokosten i Ferme le Pavillon af den beregnende mor, som vidste at hende mand var mild og god, når maden var det samme.

Det var så her Far lidt bastant kom til at udtrykke “Hvis vi skal have hund, så skal det være en rigtig hund og ikke en lille tæppetisser der ligner en kat” hvortil den impulsive Mor svarede “Når….”

Så var positionerne ligesom slået fast, og der var ikke andet at gøre for den tvivlrådige Far end at understrede sit argument om at den tilkomne hund burde have en vis størrelse. Han fik hjælp af mindstemanden, der endnu engang tumlede rundt med de to hunde som var hjemmehørende i paradiset 4 ha store have i Provence. Og faktisk var det jo nok netop den samhørighed Far havde set mellem knægt og hunde, der sammen med rosévinen havde formildet ham til at sige JA til hunn. Samt sin egen revisionistiske erindring om at vokse op sammen med en Collie.

Derfor var far ret stålfast i at det skulle være en stor hund og i hvert fald ikke så lille en hund som en Cocker Spaniel, som han var overbevist om at Mor havde et falsk og romantisk billede af bare fordi hun havde haft sådan en som barn. En argumentation som far så overbevisende toppende ved at fremhæve, at de lugtede forfærdeligt, da deres ører langsomt rådner.

Nu vidste Far jo egentlig godt, at man ikke skal sige noget negativt om andres hunde, specielt ikke de afdøde, ligesom man ikke skal opdrage på andres børn. Det fik han så også understreget af denne samtale, hvor det helt tydeligt blev understreget af Moderen, at det var en familiehund de var ved at erhverve sig, som primært skulle være inde i huset og som de i fælleskab skulle gå tur med og også motionere.

Med en så overbevisende argumentationsrække faldt Fars krav til hund med omkring 10-20 kg og Mor kunne så endnu engang (helt undtagelsesvis) tage sin mobiltelefon frem og vise de muligheder, som hun allerede dagen før havde scannet internettet for – og de blev hurtigt helt enige om at det helst skulle være en blandingsrace, fordi de ofte har en bedre temperament som Mor understregede, mens far tænkte “YES og er betydelig billigere” hvilket han klogelig holdt for sig selv, der var jo godt tid til de kom hjem og skulle have pengene op af lommen, så meget kunne ske inden.

“Men der er rift om hunde her i Coronatiden” sagde Mor og forsatte så hurtigt at der ikke var mulighed for at afbryde “der er allerede solgt flere af dem jeg havde budt på i går, så vi skal handle hurtig” sagde Mor så hvilket abrupt afbrød fars adstadige tankestrøm.

Men det er en ganske anden historie…

“Det havde nok været nemmere at få barn nummer fire” tænkte Far, mens han satte det tredje babygitter op og hørte Mor snakke om kalender, for at finde ud af hvem, der skulle blive hjemme hos den lille ny……
…hund i farsunivers.

Et juleeventyr om en moden mand, og genvordighederne med at blive hundeejer
2. dec.

I går drømte Far sig tilbage til den romantiske sommer i Provence, hvor han havde sagt JA til sit livs udkårne – men hvordan var han havnet i den situation så pludselig?

En ting var, at Far var blevet fanget af sit berusende JA i rosé Provencesidyllen  og sit konfirmerende JA til mindstemanden dagen derpå, en helt anden ting var om det betød, at der var flyttet én ind i hans hus allerede inden han igen havde sat benene på dansk jord?

Det fornemmede den 8årige da også, så allerede da familien bænkede sig om frokostbordet i den idylliske have dagen efter det fatale ja, kom han løbende sammen med en dansk legekammerat og råbte “Faaar, hvor længe går der fra man har bestemt man skal have hund til man får det?” til stor moro for de omkringsiddende. Far svarede hurtig, at der godt kunne gå mange måneder…. men havde glemt en ubekendt men afgørende faktor, nemlig MOR.

For selvom Mor og Far have aftalt at ferien i fællesskabet skulle være skærmfri,  mens de var på besøg i paradisets have (ud fra devisen at de ikke kunne forvente af ungerne, at de lagde mobiler og Ipads fra sig, hvis forældrene selv sad med næsen i skærmen. Ud over det mentale boost, der ligger i at være off og ikke hele tiden af føle sig så uundværlig, at man konstant må tjekke beskeder.)

Men Mor var af den klare overbevisning (og når hun har en overbevisning, betyder det OVERBEVISNING Red.) at der var indtrådt en undtagelsestilstand, når han havde sagt JA til hund, så skulle hun handle hund instant.  (Og der var lidt for meget hun(d) i den sætning, til at Far helt kunne overskue konsekvensen. )

Det gik hurtigt op for Far, at det var åbenbart i helt bogstaveligt forstand, at der skulle handles øjeblikkeligt, da Mor lagde sig ved swimmingpoolen og diskret skruede op for lyset i sin mobiltelefon. Hvorefter hun lod som om hun intenst stirrede ind i sit håndklæde, mens hun i virkeligheden scannede hele internettet for at finde et passende rovdyr til salg.

Da Far lidt undrende opdagede, hvad den proces indehold og forsigtigt spurgte om hun nu også fandt det strengt nødvendigt, at sidde ved swimmingpoolen og bruge fælleskabet tid på at søge efter hund, forklarede hun så tålmodigt som kun en ægteviv kan, at der var rift om hunde, fordi det ikke kun var Far der var faldet i under Coronanedlukningen og havde givet efter for hang til husdyr. Det var hele familien Danmark, så der var rift om husdyrene, derfor var det nødvendig med øjeblikkelig digital handling.

Familien Danmark synes åbenbart det virkede overkommeligt at anskaffe sig hund (kat, skildpadder, fisk, fugle, krokodiller ….) når nu de alligevel arbejder  hjemme.  Det vil Far så iøvrigt gerne advare imod, for selvom det der Corona trækker ud, så ende det nok med at de fleste af os begynder at gå på arbejde igen og så opstår hundelivet. Far fandt da også kilder der underbyggede hans opfattelse i håb om at have fundet en redningsplanke, for når selv fødevarestyrelsen bakkede det maskuline familieoverhoved op, så….

Men det er en ganske anden historie…..

Det skete i de dage i juli engang, at en romantisk rejse satte hundeønsket i gang dernede i Provence. Eller faktisk begyndte det for 6 år siden, da Far blev enig om at man ikke skulle have flere børn, end de tre der hørte til i #farsunivers. Det betød til gengæld at der blev skabt en alliance mellem Mor og den mindste om dagligt at plage om at få en hund, når nu ikke der kom en lillebror/søster/LGBT+.

Men Far er et principfast menneske, så han stod imod. Selvom der var lige ved at opstå et kompromis mellem Far og knægten om indkøb af en ged, da far kunne se en nytteværdi i en ged, som hjælp til græsplænen indtil Mor bestemt sagde “tror I nogen siden I kan få nogen til at passe en ged når vi skal ud?” og så var det lige som uddebatteret.

Nå men tilbage til Provence, sommer og rosé. Her landede den lille familie i Ferme le Pavillon, som vel nærmest var at betegne som paradiset have i en ellers corona-aflyst sommer. Her åbnede der sig pludselig et vindue for at den booking og de flybilletter Mor indkøbte sidste år, alligevel kunne finde anvendelse. Så på med mundbindet, op i flyet og ud at køre med den lejede bil i Provences bjerge.

Hele familien var begejstret. Far toppede nok begejstringen da paradiset have var beboet af en fantastisk kok, som oven ikøbet havde et flot vinsamling. Det kan vist også ses af den anmeldelse som Far åbenbart fandt nødvendig at dele på nettet midt i sin ellers skærmfri sommerferie.

Anmeldelsen slutter med “Familien bag består af faderen som sørger for maden, moderen som hygger og styrer slagets gang, samt et par børn på 5 og 10 år som er åbne og klar til leg. Til at fuldende idyllen er et par rolige og velopdragne hunde som lunder omkring og hygger om gæsterne.”

Her afslørede Far for den uindviede verden, at han var til falds for hunde i et øjebliks fred og idyl.

Om det var manipulation, vedholdenhed eller rendyrket momentan idioti er Far stadig i tvivl om. Men på aften nummer to i paridiset have, fyldt op af god mad og rosévin i rigelige mængder plager den 8årige endnu engang om at få en hund, hvortil far grebet af stemningen, idyllen og de velopdragne hunde fik sagt JA.

Det blev der overraskende nok ikke taget særlig notits af, for familien var åbenbart så vant far siger NEJ, at de er bare lettede over at der kommer et svar, som ikke efterfølges af eder og forbandelser over om han ikke godt kan få fred for det evindelige plageri om en hund.

Men næste morgen da familien samles ved morgenbordet, kigger mindstemand på sin far og siger med store tvivlende øjne “Far ved du godt at du sagde ja til at få en hund i går”.

Far kigger på den lille uskyldige, mens mors øjne hviler tungt på ham (selvom hun ikke havde drukket helt så meget vin aftenen før) trækker Far vejret tungt ind og svare for anden gang på mindre end et døgn JA.

Men det er jo en ganske anden historie…..

Det er med bævende køn, hver gang vi i #farsunivers forsøger at hælde nuancer i den sort/hvide identitetsdebat, men vi vover at udvise lidt mandsmod og erklære os enige med samfunds- debattør Caroline Fourest, når hun siger at hvis vi måler alt med identitetspolitisk målestok, så går det galt.

Eller som Caroline Fourest udtrykker det i Politiken i dag “Ved at gøre alting til et spørgsmål om hudfarve, køn og religion svækker man den feministiske og antiracistiske kamp” i anledning af at hendes nye bog netop er udkommet på dansk.

»Man gør den antiracistiske kamp til et spørgsmål om privilegier. Jeg tror ikke, at fattige hvide i USA eller Europa føler sig specielt privilegerede. Nu rejser man folk mod hinanden, og i stedet for at tale om de reelle problemer som for eksempel social ulighed, skal de hvide undskylde, at de er hvide«.

Caroline Fourest advarer mod disse holdninger.

»Man får aldrig racisterne til at ændre opfattelse med den retorik. Og hvis man begynder at give folk dårlig samvittighed over at være hvid, så er jeg bange for, at vi her i Europa får en bevægelse som den amerikanskewhite supremacy . Og det har vi ikke brug for«.

I Farsunivers diskuterer vi også ofte identitetspolitiske emner, specielt med den 18 årige kulturradikale, den 20 årige liberalist og den gamle feminist, og selvfølgelig skal vi have #MeTo på bordet, men hvis diskussionerne bliver for dogmatiske og ikke sættes i et større samfundsperspektiv, så ender det altid med at vi alle føler os forurettede og går fra bordet uden andet perspektiv, end at de andre er nogle idioter. Når vi derimod forsøger at tage vores historiske erfaringer med os til at perspektiverer vores holdninger, så lykkedes det at snakke om både Halfdans negerdukker på identitetspolitikens alter eller Hvad en neger er? eller at Kvinder kan man ikke li’ brænder af eller om “hottentotterne” skal sendes på revisionismes mødding eller vi skal snakke om dem?

(de grimme og identitetsproblematiske udtryk er ikke ord, vi bruger men henvisninger til andre blogs du kan klikke på RED.)

Før du reagerer med automatdebatørpiloten, så læs protrættet i Politiken eller endnu bedre, køb Caroline Fourest bog ’Generation Krænket – fra sprogpoliti til tankepoliti’ og så skal vi måske snakke sammen om hudfarve, køn og religion og en hel masse andet som også er vigtigt…?

Forleden stod der at læse i den Københavnske lokalavis Politiken:
“Farmer’s market
I USA er det meget almindeligt, at lokale landmænd med jævne mellemrum indtager den centrale plads i en by for at sælge grøntsager fra små boder direkte til forbrugerne. Farmer’s market, kalder amerikanerne det.

Den slags er imidlertid ikke for alvor slået igennem her i Danmark. I hvert fald ikke endnu.”

Øhhh tænkte jeg, har I aldrig hørt om torvedage, som vi kalder det i mange provinsbyer?
Man skal ikke så langt ud over Valby Bakke for at opleve dem, fantisk kun til Valby, hvor enekelte landmænd sælger deres afgrøder, og som er i cykelafstand af redaktionslokalerne på Rådhuspladsen. Eller til Køge som vel har et af de største af slagsen hver lørdag og som kan nås med hovedstadens S-tog.

Det kan være lidt trættende at læse en avis med en sådan hovedstadslingo, med et udgangspunkt som udelukker at der sker noget andre steder end der hvor de står.

Som en madanmeldelse i samme avis skrev, da de havde forvildet sig helt til Hundested for et stykke tid siden
“Der kan være langt mellem de gastronomiske lyspunkter i provinssommerlandet. Kortere og kortere, men dog stadig”

Ja der kan være langt mellem den mellemfolkelige forståelse i et begrænset journalistisk udsyn på Rådhuspladsen. Det sker, men dog stadig.

Eller som en tidligere journalist på bladet engang selvironisk sagde til mig, da vi en sen aften, let overrislede, stod i den yderste ende af vesterbrogade, lige inden den bliver til Roskildevej og man kan se Zoologisk Have på toppen “Nååå det er der den ligger, den berømte Valby Bakke, hvad mon der ligger på den anden side af den?” 😉 en ironisk selvdistance der kunne være redaktionelt klædelig.

Det er i hvert fald svært at give sine børn udsyn, hvis det er sådanne aviser der ligger på bordet. I forvejen er vi udfordret i #farsunivers, da den 8årige ofte gentager at han er den eneste københavner, og med en overlegen mine opremser, hvor resten af husstanden er født i et toneleje, der mere end antyder at vi er nogle bonderøve. Hvor mon han får det fra…..

Eksempler

https://politiken.dk/ibyen/anmeldelser/Restaurantanmeldelser/art7824626/Der-kan-v%C3%A6re-langt-mellem-de-gastronomiske-lyspunkter-i-sommerlandet.-Men-her-er-et-hit

https://politiken.dk/ibyen/art7829810/Her-er-7-ting-du-skal-spise-drikke-og-opleve-i-august

Synes I virkelig det er politisk korrekt med en symbolsk afbrænding af en kvinde til Sankt Hans i #farsunivers?

Nej, men vi synes det er vigtigt at være sig historien bevidst og vi bruger så anledningen til at  tale om hvor tåbeligt man bar sig ad når den kristne kirke  dømte kvinder til afbrænding på bålet indtil 1693.

Sådan gør vi i #farsunivers på samme vis som når vi ser symboler på magthavere der har haft slaver eller læser børnebøger, hvor undertrykkende ord som vi ikke selv bruger mere optræder, som f.eks. NEGER. Så snakker vi om hvorfor vi ikke bruger det mere.

Så til vores mini #SanktHans i aften brænder vi ikke hverken en kvinde eller en heks, men symbolet på hvor dumme mennesker er når de undertrykker andre, hvis mening eller væremåde de ikke kan lide.

Læs også: Halfdans negerdukker på identitetspolitikens alter

I #Farsunivers har vi i dag været ude på farmors plejehjem og fejre 81 års fødselsdag. Familien stod i haven og fødselaren i 3 meter afstand på terrassen.

En super dag, men støtte fra en personale på afstand og fra hele #farsunivers skal lyde en indtrængende appel til beslutningstagerne. Vil I ikke godt lade være at åbne for besøg på vores plejecentre, for de gamle og svage dør af det og vi finder nok veje til at være sammen med vore kære, på forsvarlig afstand.

I farsunivers bruger vi noget så gammeldags som at tale telefon og personalet er også behjælpelig, så vi kan sende billeder mellem far og personale på mail, som de så kan vise den gamle farmor.

Og så kan vi altså også give luftkrammer fra haven på plejehjemmet, men det er jo en positiv historie, som er svær at spinde politisk populisme på, så den historie forbliver nok vores helt egen.

Altså i #farsunivers siger vi IKKE at det er kønsbestemt at hamstre, men vi synes det er bemærkelsværdigt at det kortidsholdbare produkt MÆLK blev udsolgt mange steder på dag ét i corona karantæne, mens det langtidsholdbare produkt ØL næsten ikke blev rørt!

“Far, hvorfor køber folk så meget toiletpapir?” spurgte den 7 årige, og her måtte den ellers alvidende fader give op (og undlod at bemærke, at hustruen i går havde spurgt selvsamme fader, om hvofor han igen havde købet 12 ruller toiletpapir, når der lå 12 i skabet i forvejen)

I det hele taget er det mærkværdigt at velnærede danskere i et velorganiseret velfærdssamfund myldre ud og hamstre, samtidig med myndighederne forsikre om rigelig med forsyninger. men måske ligger det dybt i vores sociale identitet.

Jeg faldt over filosoffen Slavoj Žižeks anekdoter om socialitet, der i de seneste uger har fået en aktuel betydning i dansk kontekst, fordi den handler om hamstring af toiletpapir og som åbenbart overgik mælk som danskernes yndlingshamstringsartikel.

Žižek kalder det et »grundlæggende mirakel ved det sociale« om at der kan eksistere overbevisninger uden at nogen egentlig tror på dem.

Som eksempel på denne påstand fortæller han om en hændelse i det tidligere Jugoslavien, hvor der på et tidspunkt opstod et rygte om, at butikkerne var ved at løbe tør for toiletpapir. Det var ikke, fordi folk egentlig troede på rygtet, for de havde faktisk tillid til, at myndighederne havde styr på det. Alligevel endte det med en storm mod toiletpapirshylderne.

»Folk troede faktisk på, at der var nok toiletpapir, men de ræsonnerede således: Hvad nu hvis der er nogle idioter, der virkelig tror, at der ikke er nok toiletpapir og derfor begynder at købe det som vanvittige. Så vil der faktisk muligvis alligevel blive mangel. Derfor er det bedst, at jeg med det samme skynder mig ned og køber en masse toiletpapir.«

Det er svært at finde en bedre forklaring på det hysteri, der greb forbrugere, ikke bare i Danmark, men i mange lande rundtomkring i verden, da coronasmitten for alvor begyndte at brede sig.

Tidligere hamstring

Det er dog ikke første gang, vi er gået i panik over toiletpapir. På videnskab.dk er de også dykket lidt ned i modene hamstrinkthistorie.

Her skriver de om hvad der sket i USA i 1973, hvor hylderne med toiletpapir  blev ryddet i en måned på grundlag af rygter, frygt og en joke i en hel måned. Amerikanerne var på daværende tidspunkt bekymrede over den begrænsede forsyning af produkter som benzin, elektricitet og løg.

Regeringens pressemeddelse, der advarerede om en potentiel mangel på toiletpapir, fik ganske vist megen spalteplads, men førte ikke til direkte hamstring, før værten på det populære amerikanske tv-program ‘The Tonight Show’ Johnny Carson jokede om det i sin åbningsmonolog.

Men folk grinede ikke. De tog joken alvorligt, og så var hamstringen af toiletpapir ellers skudt i gang.

Det har Seinfeld udlagt i en mere humoristisk form i The Stall – Can’t spare a square.