“Mor har altid ret” sagde Rasmus Bjerg til Szhirley i DR fantastiske julekalender “Julestjerner”.
“Det er lige som her hjemme” sagde den ydmyg fader i farsunivers, til den 7årige som sad i sofaen med øjnene hypnotisk klistret til skærmen.
“Naaahhhhh” sagde den syvårige med gammelklog eftertænksomhed “hun HAR altså ikke altid ret….. men hun får altid ret og der er altså en forskel”
Tjaaa tænkte den gamle helt med tøflerne, mens han kiggede på sin søn og følte at forskellen vist er det samme.
Han lagde så armen om sin søn og klemte ham ind til sig, mens de begge skrålede højt med på Souljul af deres lungers fulde kraft og ikke tænkte mere over, hvem der har mest ret….
Så det jul igen, og den travle far til tre knokler for at få overskud til at skulle over til svigermor, der er af anden etnisk herkomst end dansk, for at fejre jul. Det kræver sin mand, så inspireret af de sidste ugers debat om velbjerges familiers ret til billig asiatisk hushjælp, har Far udtænkt et forslag om en kulturel udveksling, hvor unge jyske piger (m/k) kan komme på kulturel udveksling hos familier i hovedstaden, og forsøde midaldrende hovedstadsspeltmænd med lidt jysk forberedelsesjulestemning, mens de unge piger (m/k) samtidig sysler med lidt huslige pligter. Forslaget er udelukkende stillet for at skabe en større ligestilling, da fædre med familiære bånd til eksiljyder ellers ikke har tid til den nødvendige omstilling til jysk svigerjul, og det er altså et samfundsmæssig problem.
Det står nemlig alt for sløjt til med ligestillingen i Danmark, lyder det nu også fra uventet kant. Nationalbankens direktør, Lars Rohde, mener, at det står så slemt til, at der er behov for at tage »radikale« midler som tvungen barsel til mænd i brug – og måske snart kvindekvoter siger han til Berlingske, og når sådanne forslag kommer fra samfundets top plejer der at ske noget, men sjovt nok nævner han slet ikke au pair som en ligestillingsinstrumemt.
Når vores kloge nationalbankdirektør siger det, så er vi nok ikke helt i mål med den der ligestilling, og når han bruger fædrebarsel som et væsentligt incitament i kampen, er det nok fordi det er effektivt.
Altså vand på møllen i #farsunivers, som var afsættet for hele univers da vi startede #farsbarsel og #farsunivers. Vi har tidligere beskrevet de samfundsmæssige fordele her men den gang var det primært Far, der kunne fordelene ved fædrebarsel, bakket op af andre feminister, og selvom nogle af dem sad på tinge, så var magten vist også dengang centreret et andet sted.
Man kan dog frygte, at de ideer nationalbanksdirektørens luftede i Berlingske, i samme avis optik bliver til et argument for, at man skal have endnu flere au pair piger. For på chefredaktionsgangen er logikke tilsyneladende, at man ikke må pille ved et system, hvor det er lovligt at bruge filippinske au pair som tjenestepiger. For uden underbetalte sydøstasiatiske au pairs kan danske kvinder umuligt komme til tops i erhvervslivet.
Chefredaktør og alenemor til to små børn Mette Østergaard skrev i Berlingske at det ikke er en uvæsentlig historie, at Mattias Tesfaye vil ændre eller udfase au pair-ordningen allerede fra næste år, fordi han ikke bryder sig om, at filippinerne kommer til at Danmark for at hjælpe pressede børnefamilier. Og skriver “hvis ikke hendes au pair hjalp med alt det praktiske derhjemme, måtte jeg enten vinke farvel til at være nærværende over for mine børn, når jeg er hjemme, eller farvel til mine karriereambitioner.”
Nu er au pair ordningen jo egentlig skabt for at skabe en kulturel udveksling. Men I en moderne individuel argumentationsform, behøver man ikke bruge sådanne argumenter for at begrunde ordninger, der opfylder egne behov. Hvis det kniber kan man eventuelt påklistre nogle identitetspolitiske problematikker. Som f.eks. når en justitsminister hævder at masseovervågning skaber tryghed!!!
Berlingskes massive sammenkædning af au pairs og ligestilling, fik dog en anden debatør Susanne Sayers til at gå i rette med de højtlønnede kvinders ligestillingsargument og skrev i Berlingske “Jeg er ikke i tvivl om, at chefredaktør Mette Østergaards au pair løser et væsentligt problem for hende. Men at gøre en au pair-pige til en forudsætning for flere kvindelige topledere? Ahr, vel?”
Det er også baggrunden for at vi i #Farsunivers har udviklet et forslag om en helt ny au pair ordning, sådan at jyske piger (m/k) får mulighed for at komme på kulturel udveksling i den sydlige del af udkantskøbenhavn eller lige deromkring, hvor Fars behov er (man er vel sig selv nærmest, når man udvælger sine argumenter) og på den vis kan skabe kulturel forståelse for jyske skikke og traditioner, blandt de mange sjællandske mænd, der skal henslæbe julen hos svigerfamilier i jyske indrejsecentre.
Hvis vi ser lidt på den gældende au pair ordning så boede 41 procent af alle au pairer i 2019 i de nordsjællandske kommuner Rudersdal, Hørsholm og Gentofte i følge Politiken. Derfor vil Fars forslag også skabe en større geografisk ligestilling og sammenhængskraft i Danmark, uden at skulle ty til statslige udflytningsplaner.
På den anden side så er Far jo direktør og tjener næste halvt så meget som en chefredaktør, så han kunne nu egentlig nok selv få råd at betale en jyske julestemningspige en rigtig løn eller også kunne han gifte sig med en af dem 😉 ………..og således blev det atter jul i Farsunivers.
P.s. For udenforstående og for ikke at komme i politisk (u) korrekt karambolage med folkestemningen, skal bemærkes at Far har giftet sig med en kvinde af jysk herkomst, hvilket naturligt nok har medført en række integrationsmæssige konsekvenser, samt at Far synes godt om au pair ideen som kulturel udveksling.
I #farsunivers fejrer Far “Mændenes internationale kampdag” hos #UNESCO i Paris, mens svigermor passer ungerne, da fruen åbenbart heller ikke synes det er hendes opgave. (Og jeg er helt opmærksom på at denne bemærkning kan bringe mig på det identitetspolitiske alter, men ingen mandekamp uden humor eller som vi skrev på #KvindernesInternationaleKampdag “Ingen kvindekamp uden en husmor ” – for at adressere, at vi må have nogle fornuftige proportioner ind i de konstante identitetspolitiske diskussioner i den offentlige debat
“ja,
da Muren den faldt da var vi lige ved at tude nu bygger vi en ny, den er bare
lidt længere ude altså i overført forstand det er ikke som det var i
Østtyskland” sang vi med Sebastian for 29 år siden. Den kom Far til at
tænke på da han i morges skulle forklare den 7årige “hvafor en mur”
der var i avisen.
Det var årets efter den minderige dag, da de fleste af os var begejstrede over Das Mauerfall, at vi sang med på Sebastians sang. Et år og en lille smule refleksivt perspektiv.
Jeg
husker selv tydeligt den aften, hvor vi så billederne i TV af de glade
folkemasser, der strømmede ind i vest. Vi var et par unge begejstrede
demokratiske socialister, der gik op på den lokale Cafe Kurt i Ringsted for at
fejre….
Der sad en anden ung mand ved baren nedbøjet over en fadøl. Det var Gert, den lokale DKP formand. Som jeg husker det, sagde han slet ingenting den aften og det lagde faktisk både en dæmper på vores drilleri og humør. Det påvirkede også vores samtale, at se en af taberne og fik gang i refleksionerne over hvem der havde vundet hvilken sejer….det spørgsmål stiller MICHAEL JARLNER også i et essay Politiken også om i dag 30 år efter.
På
samme vis som Sebastian gjorde den gang.
Måske var der en større sandhed end i vi anede da vi sang med på Sabastians sang, den gang for 29 år siden, i dag er der nemlig flere end 60 grænsemure eller -hegn enten blevet opført eller er under opførelse i verden, påpegede magasinet New Statesman, nu bygges de bare mere for at holde nogen uden end inde og ikke i overført betydning.
“Ja,
velkommen til frihed, til den rette Union hvor pengene synes at være den eneste
vision hvor den synlige magt synes så ligeligt fordelt at ingen rigtig gider at
bekymre sig helt der er fuldstændig tjek på hver en kvinde og mand Big Brother
styres af folk med forstand af folk med forstand
Ja, velkommen til frihed og til demokrati du kan vælge mellem bingo og De Ti Vi Ka’ Li’ vi er fælles om alt og du er fri til at gå og sige skråt op med lortet som du ikke kan forstå vi behøver ikke mere gå i demonstration vi kan sidde hjemme i sofaen og måske vinde en million det er sgu da en chance, mand og den havde de ikke den havde de ikke i Østtyskland” som Sebastian sang den gang
“ja,
da Muren den faldt da var vi lige ved at tude nu bygger vi en ny, den er bare
lidt længere ude altså i overført forstand det er ikke som det var i
Østtyskland” sang vi med Sebastian for 29 år siden. Den kom Far til at
tænke på da han i morges skulle forklare den 7årige “hvafor en mur”
der var i avisen.
Det var årets efter den minderige dag, da de fleste af os var begejstrede over Das Mauerfall, at vi sang med på Sebastians sang. Et år og en lille smule refleksivt perspektiv.
Jeg
husker selv tydeligt den aften, hvor vi så billederne i TV af de glade
folkemasser, der strømmede ind i vest. Vi var et par unge begejstrede
demokratiske socialister, der gik op på den lokale Cafe Kurt i Ringsted for at
fejre….
Der sad en anden ung mand ved baren nedbøjet over en fadøl. Det var Gert, den lokale DKP formand. Som jeg husker det, sagde han slet ingenting den aften og det lagde faktisk både en dæmper på vores drilleri og humør. Det påvirkede også vores samtale, at se en af taberne og fik gang i refleksionerne over hvem der havde vundet hvilken sejer….det spørgsmål stiller MICHAEL JARLNER også i et essay Politiken også om i dag 30 år efter. https://politiken.dk/udland/art7484723/Berlinmuren-faldt-i-1989.-Men-sejrede-Vesten-virkeligt-Er-Muren-helt-v%C3%A6k
På
samme vis som Sebastian gjorde den gang.
Måske var der en større sandhed end i vi anede da vi sang med på Sabastians sang, den gang for 29 år siden, i dag er der nemlig flere end 60 grænsemure eller -hegn enten blevet opført eller er under opførelse i verden, påpegede magasinet New Statesman, nu bygges de bare mere for at holde nogen uden end inde og ikke i overført betydning.
“Ja,
velkommen til frihed, til den rette Union hvor pengene synes at være den eneste
vision hvor den synlige magt synes så ligeligt fordelt at ingen rigtig gider at
bekymre sig helt der er fuldstændig tjek på hver en kvinde og mand Big Brother
styres af folk med forstand af folk med forstand
Ja, velkommen til frihed og til demokrati du kan vælge mellem bingo og De Ti Vi Ka’ Li’ vi er fælles om alt og du er fri til at gå og sige skråt op med lortet som du ikke kan forstå vi behøver ikke mere gå i demonstration vi kan sidde hjemme i sofaen og måske vinde en million det er sgu da en chance, mand og den havde de ikke den havde de ikke i Østtyskland” som Sebastian sang den gang
I Farsunivers har der de seneste år hersket en vis uenighed om hvor meget man skal gå op i de der traditionsbundne højtider, hvor man gør en masse fordi det er noget andre forventer, frem for hvad man har lyst til. Men nu er der grøde og en vis harmoni er ved at opstå ud af fars glæde ved at skræmme små børn.
Måske de traditionsbundne genvordigheder i farsunivers mest har bundet i den julekoleriske mors ubetingede begejstring for alt der lugter af gran og andesovs overfor en juleskeptisk fars naturlige velovervejde frygt for en kommercialiseret jul i svigermors skød.
Men sådan er det ikke mere. I farsunivers han man nemlig fået fordelt højtiderne, således at Mor tager sig af jul, pinse og påske, mens Far søger for den største og mest hellige af dem alle Allehelgen eller som det er kommet til at hede på moderne dansk Halloween.
Så i år var det allerede omkring 1. Oktober at den 7årige og Far begyndte at planlægge, hvordan de skulle overgå den 2 meter lange kiste de sidste år havde lavet ud af den kasse de havde fået køkkenelementer hjem, som blev peppet op med lidt blåt lys, en hånd stikkende op og kirkegårsuhygheligmusik, der understregde stemningen fra røgmaskine nede i den sortmalede kasse.
Desværre havde den lokale Bauhause i år allerede pyntet op til det der jul, så igen i år måtte Far og søn selv i værkstedet og være krea.
Ideen der blev undfanget af den 7årige i år var en uhyggelig heks, med hekselatter, en gryde i kog med røg og blåt lys, samt lysende øjne. Så det har den ældste og yngste maskulinum i valbyhjemmet arbejdet lidt på. Far har suppleret med lidt gravsten og en græstørv, der er blevet løftet lidt så en hånd kommer op ad jorden, bare for hyggens skyld. Men gryden kommer ført i kog i morgen, for alle deltaljerne skal jo ikke afsløres ellers er det ikke noget til at skræmmer alle ungerne i morgen aften. Den der allehelgens skik er nemlig i vækst og der er derfor en vis præstationsangst forbundet med eventen for den aldrende mand, sidste år lykkedes det nemlig at få kø af unger stående uden for haven. Far mente det var fordi hans Allerhelgenspynt var populært, mens Mor mente, at det var fordi ungerne ikke turde gå ind.
Det er så også det tilbageværende konfliktpunkt når højtiderne nærmer sig. Hvor meget skal man gå op i højtiden og traditionen?
Men også her trækker fruen det længste strå, Far er faktisk blevet overbevist om at når nu der er en højtidelig tradition, skal man også holde den i hævd og at skræmme ungerne til Halloween på seriøs vis.
Det var da også årsagen til at der allerede for en uge siden blev hængt skelet ude på huset, så naboerne kunne vende sig til højtiden, helt på linje med når Mor tvinger Far til at sætte julefestlige lyskæder i alle havens uskyldige træer. På samme vis blev edderkopperne sat i vinduerne og på havelågen sammen med lidt andre højtideligheder, så der også var lidt til avisbud og postmanden (som er af maskulint observans og vi derfor tør kalde sådan)
Så selvom vi ikke helt er færdige med opbygningen turde Far godt skrive på kvarterets facebookgruppe “vi er også ved at være klar til noget Halloween i #farsunivers på Søndervangs alle….selvom mor siger noget om, at vi skal huske noget med at det er små børn 😉 men tænker der nok er en mor eller to der holder i hånden og der venter belønning for enden af uhyggen ;-)”
Det er kan nemlig være nødvendigt med sådan en disclaimer, når speltmødrene i kvarteret vælger at starte deres rundtur i flok allerede i skumringen kl. 17 så de små børn ikke bliver alt for skræmte af mørket eller trætte eller opstemte eller hvad det nu er de ikke må blive 😉
Far morer sig i hvert fald stadig over den mor der stod uden for døren for et par år siden, da Far langsomt åbnede døren med en højttaler forstærkede knirkelyd, hvor hun råbte “der er små børn herude, der er små børn herude” hvilket jo var helt overraskende på sådan en halloween aften 😉 og far måtte lade maske falde.
Videodisclaimer som Far i år lagde på facebook kan du se her.
Jeg har lige oplevet en event på litteraturfestivallen nORD i Helsingør, som hed “Byen i litteraturen” hvor
Lars Saabye Christensen og Søren Ulrik Thomsen fortalte om deres by og betydningen for deres litteratur. Det fik mig til at tænke på, hvordan litteraturen ikke kun har ændret mit forhold til byen men hele mig liv og faktisk fik mig gift. Første kapitel i den fortælling er her.
Da jeg for knap 10 år siden blev præsenteret for min kone til en konference kunne jeg godt mærke, at her var et helt særligt menneske. En interesse som åbenbart var gengældt, for i aftenens løb til en festlig middag, kom hendes kollage og sagde “skulle hilse og sige Marlene hun drikker Strawberry Daiquiri”. Jeg var på i midlertid på arbejde og hun var angsprovokerende smuk, så jeg fik aldrig budt hende op til dans eller tilbudt hende en cocktail og pludselig var aftenen slut og alle gået hjem.
Her kunne historien være sluttet, men min interesse var tændt, så dagen efter slog jeg hende op på nettet og mailede til hende, at jeg vist skyldte en dans og Strawberry Daiquiri. Hun svarede hurtigt at det gjorde jeg vist næste gang vi sås. Her kunne historien også være sluttet, for hun boede i Kolding og jeg i det centrale København, et par gader væk fra Søren Ulrik Thomsens.
Om det var det der fik mig til at svare med et citat fra hans seneste digtsamling eller blot fordi jeg var optaget af “Rystet spejl” ved jeg ikke. Men det virkede, for hun var nemlig ved at læse samme digtsamling og så havde vi jo noget at snakke om. Det har vi så haft lige siden. Og hurtigt derefter flyttede hun ind i lejligheden et par gader væk fra Søren Ulrik Thomsen. Så jeg skylder vist ham SUT en lille en ved lejlighed.
Far har ferie og har lovet sig selv og hele familien at der skal bruges mere tid på snak, leg, læsning, sol og mad end på at opleve og dele nuet gennem filtre sociale medier. Så Far vil holde ferie fra mail og SoMe, i hvert fald når familien er samlet…
Det betyder, at vi skal bruge mere tid på at krybe helt ind under skallen på de dyr der nu måtte være i middelhavet, end på..
facebook, og Instagram, (men selvfølgelig bliver Far nødt til at være på snapchat, ellers kan han jo ikke få kontakt med de store teenagere, men det er jo en anden historie om moderne kommunikationsformer)
…….Far er i hvert fald blevet bedre til at holde fri fra sin mail og SoMe når der skal holdes ferie, men har selvfølgelig sagt på arbejdet at de bare kan ringe, hvis nu at de må erkende at han er uundværlig. (Det sker ikke Red.)
I Farsunivers diskuterer vi meget digital dannelse, og som i så mange familier bliver det ofte (og misforstået) målt i skærmtid, i stedet for at forholde sig til hvad man bruger skærmen til. Det er også umiddelbart forståelig for både Mor og den 7årige, når man kan måle i minutter.
Men dannelse handler vel om at gøre det enkelte menneske i stand til at forholde sig og til at handle, både på egne vegne og for at få en bedre verden, om det så er digitalt eller ej. Så Mor og far har købt og lånt en masse fysiske bøger, så vi sammen med ungerne kan bekræfte hinanden i at vi læser udviklende litteratur i stedet for at spilde tiden på sociale medier. Så må Far læse i sine e-bøger på telefonen, når de andre er gået i seng, for ikke at forvirre den 7åriges milmeterdemokratiske opfattelse, af hvor meget skærmtid den enkelte bruger.
Men det kan vi jo så snakke om i familien i de næste 14 dage, hvor vi skal være sammen, og hvem ved måske andre kan læse om det i #Farsunivers 😉
Men denne gadgets behøver vi så ikke indkøbe i Farsunivers, selvom en IPAD-SCREEN-SHADE-COVER virker ret smart….synes Far
Så nu skal der så bare RO PÅ og det kan ikke gå for hurtigt.
..få i øvrigt selv gode råd til hvordan du får dine unger til at læse
Far tog i dag sig selv i en altmodisch bedrevidenhedstristesse. Det startede alt sammen efter han forleden havde pippet dette tweet, som kun en midaldrende mand (m/k) der har livserfaring nok til at give en opvoksende gereration gode råd, kan tillade sig.
Den samme midaldrende Far sad derfor fra morgenstunden og nikkede hovedet for kort, da han i dagens Politiken læste en anden fra sin generation harcelere over at Roskilde Festivallen tillader at deres gæster “opfører sig som de værste miljøsvin, i en tid hvor klima er på alles læber”
Mens det midaldrende familieoverhoved i Farsunivers tænkte tilbage på diskussionen et par uger tidligere, med den 16årige som ville købe nyt telt til 199 kr. i stedet for at låne Fars tomands kvalitetstelt til campen på Roskilde. Den klimabevidste unge dame ville ikke på noget tidspunkt indrømme, at det var for at efterlade discountudgaven på en mark i Roskilde, hun ville investere i nyt telt, så hun endte i fars genbrugstelt.
Det var derfor en selvtilfreds far, der synes hans opdragelse var lykkedes rimeligt. At budskabet om, at godt nok er det vigtigste at lægge politisk pres for at skabe en bedre verden, men man kan ikke bare stemme på nogen, der vil noget godt med klimaet, og tro det er nok, man skal også selv gøre noget.
Således bekræftet læste Far videre i sin papiravis, men slog lige et slag forbi facebook profilen på læserbrevsskribenten fra dagens avis, som han i dag var så enig med.
På hendes profil læste han et af hendes opslag om, at hun havde biletter til salg til en Dior-udstilling i London dagen efter. Lige der følte den klimabevidste far sig ramt, og ikke et ondt ord om Dior, London eller læserbrevsskribenten, for Far eftertænksomhed var helt i hans egen lille verden. Han blev ramt er en genkendelse af, at det netop sådan man lever i fars kreativeklasseverden. Lige at overveje en udstilling, en flyrejse væk, når nu det kan give en oplevelsesrig indsigt, der kan være med at skabe en bedre verden. Mens han peger fingre at de som smider plastiksugerøret på stranden, og forarget fortæller om skildpadder med McD sugerør i næsen.
Det vil Far i hvert fald tænke over og snakke med familien i eftermiddag, når de sidder i flyet mod deres sommerferiemål, som er en strand under sydens sol….alt det tænkte han over mens han satirisk blev ramt.
I #farsunivers kæmper man som i så mange andre universer med at være åbne for nye indtryk, herunder også med mad og det at prøve noget nyt. Det kalder vi madmodige og det går ikke altid lige godt, som I kan se…..
Hvem det første menneske der fandt på at spise østers fortaber sig i historien. Men det har krævet mod at samle denne stenlignende genstand op, for så at knække den og slupre den lille snotklat med smag af saltvand i sig. At den rent faktisk kunne indtages, har nok også vakt forundring og kan måske spores i at dens latiske navn edulis betyder “spiselig”.
I farsunivers elsker familieoverhovedet østers og hans ægteviv har annekteret denne passionen, omend elskoven ikke så oftes udleves, som lysten egentlig tilsiger. Men sådan er det at have børn, for så bruges tiden og pengene til meget andet. Over tid har den madglade far også forsøgt sig med alverdens tilberedninger af det lille skaldyr for at få afkommet til at indtage den lille snotklat i blendet, grillet, dybtstegt og gratineret tilstand, uden det store held.
Derfor griber ægteparret altid muligheden for denne skaldyrselskov når lejligheden byder sig. Således også da den 19årige som alternativ til studenterfest ønskede sig en frokost på Nimp med den nærmest familie.
Så både Mor og Far fik mulighed for at dyrke den dyre kærlighed på denne studitikose dag.
Det blev alligevel for meget udenomskærlighed for den ellers stadigt mere kræsne 7årige, så han måtte også forsøge sig, som man kan se på videoen herunder og hmmmmm tjaaa bum bum, mon det var en god ide?
Far er lidt bekymret over om det madmod, som man ellers arbejder så målrettet med i Farsunivers, blev til en engangs forestilling. Bedøm selv..
Det sidste billede i denne blog er primært med for at vise hvor nænsomt og kærligt Far holder om sin svigermor efter 6 østers og et par glas vin. Men så ved hun ligesom hvad der skal til
I disse dage strømmer de sociale medier over med stolte forældre der deler deres afkoms studenterhuer. Det vil Far ikke stå tilbage for, omend det er en mere genital deling der præger farsunivers………historien om hvordan tekst blev til sex da teenageren var til studentereksamen…….
“Jeg har skrevet INTERTEKSTUALITET i min danske stil til eksamen i dag” råbte den 19årige 3.G’er, da han stakåndet kom hjem i #Farsunivers. En stolt far svarede “Fint min dreng, alene det ord, kan trække karakteren én op, hvis du altså bruger det rigtigt”
Senere på dagen kom han for at læse sin danske stil højt for sit stedfaderlige ophav. En fin analyse af den satiriske klimafilm “Polen Smelter” med Nikolai Lie Kaas, Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen, der netop bruger deres karakterer fra andre roller i satiren og på den vis et glimrende eksempel intellektualitet, men en kærlig hilsen til Søvndals “The poles are melting”
Historien fortsætter under filmen
Den modne teenager læste højt for den stolte fader, indtil knægten pludselig og meget højt råbte:
“FUCKKKKK …stavekontrollen har rettet til interSEKSUALITET i stedet for interTEKSTualitet“. Så måtte den bedrevidende Far besk bemærke “Flot min dreng, det er jeg sikker på er nok til at trække mindst én karakter ned” men da kendte den ironiske fader heller ikke årsagen til den seksuelle smutter.
Nogle timer efter kom den eftersommme unge mand ud i køkkenet til Far, som på bedste maskuline vis gik og lavede mad. Teenageren havde reflekteret over, om det var den automatiske tekstkontrol eller den indre ubevidste autotekst, som havde lagt de seksuelle undertoner ind i hans danske stil. Han havde også fundet svaret.
“øhhh far……eksamens-vagter skal hedder Grethe eller Irene og være tæt på 100 år gamle, ikk?” var det første han sagde til faderen i kødgryderne. “Hvorfor siger du det?”
“Det er fordi …. hmmm er der ikke noget med at eksamens-vagter skal være neutrale og ikke må være forstyrende?” spurgte han eftertænksomt “Jo da, hvorfor”
“fordi de eksamens-vagter der gik rundt til vores dansk eksamen, var så unge og så så godt ud, at vi hele tiden kiggede på dem, og jeg tror måske det var derfor jeg kom til at skrive interSEXualitet, i stedet for interTEKSTualitet ”
Ja min dreng, der er en forklaring på alt, verden er foranderlig, udfordrende og fuld af autotekstuelle hormoner.
Se bare dette jobopslag
Men heldigvis bestod knægten på trods og fik huen på til både lillesøster og Mors udelte begejstring
