I #Farsunivers forsøger vi at opdrage vore efterkommere til at gøre sig umage i alle livet forhold. Således også når det kommer til indtag af fødevarer. Derfor har vi også udviklet et dogme om man ikke må sige ad til mad, når noget har gjort sig umage med at tilberede det (hidtil har eneste uenighed været i forhold til McDonalds som Far, i modsætning til Mor, godt mener man må sige ad til, fordi de ikke lever op til dogmet)
Derfor var det noget af en overraskelse da Far ved middagstid på denne solrige søndag, modtog en SMS fra sin ægteviede med teksten ” Fy for helvede” om den ret som den 5årige havde gjort sig rigtig umagen med at tilberede helt fra bunden og lige havde sendt et foto af til hende.
Den maskuline og fotogene ret, hun på den måde nedgjorde, havde den ældste og yngste i familien brugt hele formiddagen på at tilberede. Startende med at male hvede og spelt til mel, sådan som man nu engang gør i den vesterbrokreative del af sydhavnen.
Det blandede de så med vand og salt, det formede de så til et godt dansk fladbrød, hvorefter de brændte det over bål, sådan som man nu bager brød i en storby, når man skal være i et med sig selv og naturen.
Og så var drengende klar til at møde Bug Amok og smøre hjemmelavet tomatsalsa og rå løg på, inden de ristede melorme og græshopper toppede retten.
Det var så her Mors noget desillusionerende SMS gjorde sit indtog, for selvfølgelig delte de glade drenge deres anstrengelser med Mor, når nu de havde gjort sig umagen.
Spørgsmålet er nu om det har sat så store ar i sjælen hos knægten, at han har mistet lysten til at lave mad med Far eller endnu være, opgivet at gøre sig umagen.
Den 5årige i Farsunivers har fået DR’s stremningstjeneste ind under huden. Den er jo også nem, intuitiv og teknisk tilgængelig, sådan som man kan forvente af en public service station, ikke for at sige noget positivt om DR, da vi er helt opmærksomme på det er politisk ukorrekt.
I Farsunivers kan vi blot konstatere at det har den konsekvens, at den 5årige i weekenden når han må se “skærm”, lister sig tidligt ned og streamer sit nye yndlings program “Nak og æd” med Nicolaj Kirk.
Heldigvis skulle Far ikke på alligatorjagt, men blot ud og plukke brombær til de pandekager Nicolaj havde lært mindstemand at lave via TV. Far fik dog overtalt knægten til at gøre det på komfuret i stedet for over bål, med argumentet at de så kunne få pandekager hurtigere.
Men lige et øjeblik, denne tidlige lørdag morgen, kunne den søvnige gamle mand pludselig forstå modstanden mod frit tilgængelig public service, som både inspirerer, lærer og giver virkelyst til selv at deltage for selv de mindste.
Knægten kunne så ikke lide det færdige resultat, men det gled dog ned med masser af Nutella som han har lært at kende på de reklamefinansierede kanaler…..
“Far, håber ikke bilerne bliver billigere” sagde den 5årige eftertænksomt, mens han spiste morgenmad med sit fædrene ophav forleden morgen, mens P1 morgen underholdt med finanslovsforslag på livet løs.
“Hvorfor dog ikke?” spurgte den gamle miljøforkæmper forventningsfuldt. “Fordi så skal du arbejde endnu mere” svarede den 5årige gammelklogt, mens han lagde ansigtet i sørgmodige folder og klippede videre på dages opfindelse.
Men hvor fanden kom den mærkværdige logik fra, tænkte den uopmærksomme fader, som ikke helt havde hørt, hvad radioen kværnede om spinddoktorenes udlægning af fortræffelighederderne ved deres egne forslag.
Men ved en skærpet opmærksomhed og lidt avislæsning gik det op for Far, at knægten bare havde udlagt moderne politik, som betyder at hvis man sænker afgiften på luksusbiler, så vil folk arbejde mere.
Far forsikrede den 5årige om at de ikke skulle have ny bil og at han absolut heller ikke ville arbejde længere af at bilerne blev billigere, måske tværtimod, mens han tænkte det var godt, han ikke også skulle forklare den femårige om at “Når spindoktorenes cherrypicking ikke virker peger de fingre af de kritiske medier” som han skulle fortælle om i arbejdssammenhæng til de voksne senere på dagen
“Altså kl 9 om aftenen, i et kapel på en kirkegård? Men sagde I ikke at var en tur i teatret?” Spurgte den 15årige med et forundret og lidende udtryk i ansigtet.
“Jo det er jo det vi siger” var de dannede forældres vedholdende påstand.
Ok, det er måske en lidt alternativ opsætning, og det er måske lidt sent på en skoledag, men hvad gør man ikke for at vise en anden virkelighed end den på Youtube.
Håber så ikke virkeligheden skræmmer den 15årige alt for meget, omend hendes ansigtsudtryk kunne antyde noget andet. (Nej det kan ikke dokumenteres for “DU FOTOGRAFERER MIG BARE IKKE OG DU TAGGER MIG BARE ALDRIG” er et uomgængeligt mantra i Farsunivers)
Stykket er godt nok i et kapel på Vestrekirkegård, men tilgengæld er det den nemt tilgængelige
MARIA STUART
Hvor publikum er indkaldt som tribunal i denne radikale nyfortolkning af Schillers drama: alle kneb gælder i kampen mellem Elizabeth I og Maria Stuart, og gennem improviseret jazz gør hver dronnings musikalske spejlbillede deres for at påvirke aftenens udfald. Hvem får din stemme?
Så nu er den lille valbyfamilie på vej i teatret eller natkirke eller domstol eller bare familiehygge. Når nu de der teenagere så gerne vil ha en på opleveren…..
Er det fra Mor? Spurgte den 5årige i #Farsunivers da Far bekendtgjorde brevet var fra Skat.
Så den modne samfundsstøtte måtte fortælle, at brevet var til den 15årige som nu også skulle betale til fællesskabet, så vi ikke behøver betale, hver gang vi skulle i børnehave og låne bøger og sådan at de der ikke havde råd også kunne.
Er det ikke smart?
“Øv nej, for så er jeg jo den eneste der ikke betaler skat” var den velopdragne knægts kommentar.
Hvad den 15årige så siger når hun kommer hjem fra arbejde, er en helt anden sag.
I nat kom familien hjem i Farsunivers fra en oplevelsesrig og afslappende sommerferie på den franske riviera. Allerede ved 8 tiden var der liv i den 17årige som råbte “de har lige ringet fra arbejdet og spurgt om jeg kunne komme på arbejde, er det ok?”
Forældrene kiggede indforstået på hinanden og signalerede en vis stolthed over, at den 17årige lagde så arbejdsomt ud, mens knægten fortsatte sin talestrøm om at “lederen har ringet og sagt de er så pressede, men det er godt nok underligt hun ved vi er hjemme, for egentlig er jeg jo først klar mandag når jeg kommer hjem fra Jylland, men der kan selvfølgelig være nogen der har set min snap fra lufthavnen og fortalt….Nå men er det ok, jeg ikke pakker ud og sorterer vasketøj?”
Mor kiggede kærligt på sin søn og sagde “selvfølgelig skat, Mor skal nok ordne det, når bare det er arbejde, så er det ok”
Knægten sagde storsmilende og usædvanlig morgenfrisk “tak” og gik ombord i morgenmaden.
Far lod roen indfinde sig og spurgte så indsmigrende “Skaaat, jeg bliver nok nødt til at arbejde nogle timer i formiddag, er det ok jeg ikke lige er med at pakke ud, købe ind og gøre rent?”
Det gav et ryk i Mor da hun kiggede op fra avisen med sit mest intense blik og åbnede munden, mens Far meget hurtigt forlod stuen, løb oven på og gik i gang med at pakke ud og sortere vasketøj og var glad for han ikke rigtig kunne skelne ordende Mors talestrøm, som summede i stuen.
“Far, hvorfor har du ikke lukket døren?” Spurgte den 5årige denne tidlige råkolde morgen. Det har jeg da også, svarede den søvndrukne fader, der efter det fælles camping-morgen-toilette, med andre mænd i camping habit og strømper i badesandaler, havde puttet sig under dynen, hvor temperaturen nåede over frysepunktet og den danske sommers gennemsnits-temperatur. “MEN hvorfor kan jeg så høre hvad alle de andre siger udenfor” svarede den 5årige, der er lige så uvant og famlende, som sit fædrende ophav, over for det campingliv som den etnisk jyske moder havde lokket de urbane drenge med på.
Mor vågnede da også med et overbærende smil, af Fars udbrud “for fanden hvor er du dum knægt, vi sover jo i telt, så væggen er lavet af det der tøj.” (Far plejer ellers hverken at bande eller kalde sit afkom for uintelligent, men det pludselige miljøskifte kan medføre en vis ustabilitet. Red.)
Helt sluppet de tillagte storbyvaner har Mor dog ikke og har således købt mælk med fra speltdistriktet eller mælk er det selvsagt ikke, for da Far er af landlig æt ved han mælk oprindeligt kommer ud af en ko, men Mor påstår, at det kan holde sig betydelig længere når man malker en Soja, og knægtens smagsløg har taget så meget skade af sin moders madvaner, at han synes det smager ligeså godt som mad fra McDonalds.
Far havde endnu engang fortrængt den rene kvindelogik, da han glad og ferieklar råbte “så er bilen pakket skat og jeg er klar” hvorpå Mor anstrængt med lav og meget tydelig diktion sagde “men vi skal jo lige have gjort rent”
Så Far fattede lige så stille støvsugeren, mens han tænkte på hvor stor pris naboen ville sætte på de rene gulve, når de skulle vande blomster og at han nok skulle støvsuge igen når de kom hjem og havde pakket ud.
Fish and chips var klart den største nyskabelse i Cirkus Summarum for madørene i #Farsunivers. I forestillingen lagde de fantastisk ud med Milles fortælling om at kærlighedskraften dog er den største og alle skulle kramme, men hun blev brat afbrudt af direktøren og bedt om at stoppe sin “politisk korrekthed og venstreorienteret hippiepis” og så var vi ligesom i gang med Public Service når det et bedst.
I Farsunivers er vi vilde med ramasjang og alle deres politisk ukorrekte karakterer som på den mest upædagogiske vis sætter vore værdier i relief, så vi lærer at sætte pris på dem uanset alder. Alle de figurer som også optræder i Cirkus Summarum, når det bliver sommer til alle de totalt udsolgte cirkusforestillinger. Og JA det er en konkurrent til det traditionelle cirkus, men der er nik en grund til at den professionelle helhed hos Summarum får ungerne til at vælge netop det cirkus til.
Vi har tidligere skrevet om universet og det at DR endnu engang skabt helhed i vores børns liv, og skabt et fælles referencepunkt for en generation, som vi ellers har dømt ude fordi de er digitalt indfødte. Men ungerne har en fællesshed og kan snakke MGP eller Cirkus Summarum når de mødes, på samme vis som Løkke og hans generation taler om Matador. Og selvom vores Statsministers fortrukne tv underholdning tilsyneladende stadig er den udmærkede danske serie , så er der jo andre der har opdaget, at der har en vis udvikling i mediebilledet og vores medievaner siden sidst i 70’erne, hvor den løb over skærmen første gang.
Det er det DR har fanget, når de skaber et univers som danner vore børn, sådan som de har gjort med Ramasjang og Cirkus Summarum. Men Ramasjang er meget mere end blot en broadcast kanal, som skaber kvalitets underholdning og identifikations på TV. Det er også en app, med masser af spil og læringselementer, en hel del fysiske bøger og spil, en del arrangementer med de kendte værter rund om i landet, en cirkusforestilling og en site på nettet. Men ud over det, så er det altså alt det som de sætter i gang hos ungerne i fællesskabet, når de er off og leger sammen i deres egne fællesskab.
For det er vel det, som public service handler om. At skabe den fælles fortælling, som fører til engagement og deltagelse. Det fælles der samler i et stadigt mere splittet samfund mellem dem der har, kan og vil og dem der ikke har, kan eller vil det samme.
Så tak til DR for endnu en fantastisk oplevelse, hvor den 5årige stadig hopper dansende rundt og fortæller om de abstrakte bobler som var temaet i årets cirkusforestilling. Den oplevelse af, at befinde sig i en generthedboble eller en surhedsboble og hvor vigtigt det et bryde ud af boblerne og det gør man bedst ved at tage del i fælleskabet.
Det er jo også hele temaet for Cirkus Summarum “Det er sjovt når alle er med” hvilket vel også kan betragtes som politisk ukorrekt i dagligdags politik. Men det kræver mod at lave Public Service hvis det skal favne fællesskabet.
I #Farsunivers har Mor været i køkkenet (og det er hun ganske ferm til, det er bare sjældent Far gir hende plads). Anledningen var at den 17årige skulle til Roskilde Festival og så skulle der jo laves mad så det lille pus kunne få fast føde med. Derfor forlod Far køkkenregionerne med bemærkning om curlingmødre og “når knægten kan finde ud af at drikke bajere i en uge, så kan han vel også selv sørge for mad, dengang Far var ung og på Roskilde da….”
Den moderne moder ved at der er betydelig forskel på at tage til fremmede lande for at købe billig sprut og øl i forhold til den uoverstigelige opgave det er for en teenager, selv at skulle sørge for indtag af fast føde, så her er Mors sunde mad til en uge på Roskilde
Men den forstandige Mor lod Fars minder og manglende omsorg for den lille teenagedreng overhørig, mens hun hjalp med indkøb, pakning og catering til hele ugen, inden hun satte bilen i gear så hun kunne hente og bringe knægt, kammerater og den vældige oppakning ud på dyreskuepladsen og tilbage igen, når det begyndte at regne eller de unge mennesker lige skulle hjem i bad eller have varmen under den moderlige vinge.
Far har i ugens løb til gengæld fået vabler på tungen i indæt sammenbidthed for ikke at løber over med fordomme om ungdommen i dag, men har dog fundet meningsfælder fra andre modne roskildefarere uden for hjemmets trygge curlingbane.
Men måske forveksler Far naturlig moderlig omsorg, med fordommene om overbeskyttende curlingforæædre skabt af en mediehype i de sociale mediers ekkokamre.
Som Information konkluderer i dag så har folkestemningen hele ugen (endnu en gang) “bandet og svovlet over curlingforældre. Sagen handler denne gange om Roskilde Festival, der har modtaget en håndfuld vrede Facebook-beskeder fra forældre, der klager over, at festivallogistikken og det våde vejr er for hårdt for deres børn. »De er våde og frysende, og det er bare ikke i orden!,« skrev en. Og så brød helvede løs.”
I den kontekst må den aldrende patriark i Farsunivers, jo også erkende, at hans ægteviv trods alt har været noget længere nede i behovspyramiden end de (FIRE!!! eller i hvert fald ret få, som det vist efterfølgende viste sig) mødre der havde skrevet om teltpladsernes manglende orden på Roskilde Festivalens Facebookside.
Folkekirkens Nødhjælp udsendte en ironisk video, der opfordrede alle til at donere penge til ’ofrene’ ved at sende en SMS med ‘Curling’ til 1911 – videoen er blevet set knap to millioner gange.
Så det var ikke kun Far, men hele Danmark, der buhede af de dumme curlingforældre, men som Information videre skriver, så forsøgte professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Dion Sommer samtidig at mane til besindighed.
»Der er intet empirisk belæg for det,« sagde han til Jyllands-Posten. »Jeg har undersøgt 4.500 danske forældre med børn og spurgt til deres opdragelsespraksis og omsorg, og andelen af overbeskyttende curlingforældre var nede i promiller. Så det er et fantom.«
Men ingen lyttede. De havde alt for travlt med at vise verden, hvor afslappet de selv tog forældrerollen – det gøres nemlig bedst ved at skælde ud på noget, som slet ikke findes: curlingforældrefantomet.
Men folkestemningen retter sin forargelse imod det forkerte. Den største udfordring for den moderne børneopdragelse kommer nemlig ikke fra overpylrede forældre – den kommer fra det konkurrenceprægede præstationssamfund.
»Samfundet er blevet mere krævende, barskt og råt i forhold til vores små børn,« sagde Dion Sommer til Jyllands-Posten. »Alle kommuner har en agenda om tidlig læringsstyring og test fra småbarnsalderen, og så har vi en testskole, som man aldrig har set lignende.«
Så som alt andet handler det måske om, at verden ikke er helt så sort-hvid som den ofte fremstilles i medierne og forstærkes på de sociale medier (og i Farsunivers), proportionerne er at der findes curlingforældre og de unge måske ikke er så hårdføre som da Far var ung, men de unge klarer sig jo ude i virkeligheden, selvom Mor giver dem mad med. I #farsunivers landede det hele også på lykkeligste vis ved at den 17 årige ringende efter sin Mor, da det hele var ved at regne væk om fredagen, så Mors bekymring om det lille pus skulle overleve kunne få ro, den 17årige havde fået en på opleveren og Far undlod at fortælle om at den gang han tog på festival, så blev han der altså til musikken stoppede om søndagen, også selvom det regnede (eller måske kom han til at nævne det en enkelt gang, men han var jo heller ikke taget afsted en uge i forvejen for at ligge i kø, for at komme til at stå i kø)
For som den 17 årige på et tidligt stadie af forberedelserne med at lave lister, arkitektegne lejeren og planlægge logistik af de store mængder flyttegods der skulle med sagde så “kan jeg nok ikke bruge dine råd til så meget, for jeg tror du tog til Ros for at høre musik”
Det var så her Mors noget desillusionerende SMS gjorde sit indtog, for selvfølgelig delte de glade drenge deres anstrengelser med Mor, når nu de havde gjort sig umagen.
