Fakta, selvironi og humor er ikke velsete redskaber i den politiske debat, hvor selvhøjtidelige synsninger synes at være den gangbare valuta. Specielt ikke når man leger med sit eget køn og gerne vil have kvindernes internationale kampdag til også at handle om mænd og deres børn – eller rettere hvordan vi ved at erkende den lille vidunderlige forskel på mænd og kvinder kan skabe større ligestilling.
Mon ikke #KvindernesInternationaleKampdag er en passende lejlighed til lige at slå et slag for en af de største hindringer for ligestilling – mænds manglende ret til barselsorlov. Det kan ikke gentages for tit, for det går den forkerte vej.
Se også Farsbarsel 30 – Vil mænd bare ikke være sammen med deres små børn?
Tilbage i efteråret 2012 startede jeg #Farsbarsel. Årsagen var at jeg som mand tog tre måneders barselsorlov og det gør man jo ikke ustraffet. Man bliver som mand udsat for fordomme som “kan du godt det, som mand i din stilling” som en fagforeningsforkvinde bemærkede og “hvad skal du dog får tiden til at gå med derhjemme med en baby” som en del mænd forundret spurgte om, men jeg holdt fast i mine 3 måneder (min kone tog 8, men hun er jo også en kvinde). Selvom det var hårdt fordi man(d) også bliver udfordret på sin maskuline identitet, da det ikke er normen i samfundet, at mænd bruger så meget tid på deres afkom, før de kan tale eller spille fodbold.
Men nu er jeg jo en mand så derfor opstod der naturligvis et behov for at delagtiggøre hele verden i, at jeg havde taget barselsorlov, men godt kunne bevare en smule maskulinitet alligevel. Så #Farsbarsel opstod også i et kønspolitisk lys, for at sætte fokus på at meget få mænd valgte at bruge tid sammen med deres små børn. Faktisk afholdes under 10 procent af barselsorloven af mænd.
Det var i en anden tid med en anden politisk dagsorden. F.eks. havde vi en regering der havde øremærket barsel til mænd på programmet. En sag de dog hurtig droppede, da en sådan sag ikke passede ind i den fremherskende politiske dagsorden om at hvis vi bare lader stå til så løser det sig nok alt sammen. I hvert fald hvis det handler om ligestilling.
Det er da også primært er forskere og utopister som Far her, der stadig mener at øremærket barsel er en god ide. Den manglende politiske fokus på betydningen af barselsorlov til mænd står da også i skærende kontrast til de fleste videnskabelige analyser. En af de der har forsket mest i betydningen er Professor Nina Smith som vurderer, at hvis mænd og kvinder i højere grad deles om barsel, børn og karriere, vil samfundet undgå, at en stor del af det, vi har investeret i uddannelse, ikke bliver udnyttet. En mere ligelig fordeling af barselsorlov vil give en betydeligt mere kvalificeret og effektiv arbejdsstyrke og beskæftigelse og dermed større skatteprovenu. Altså hvis man måler på den samfundsøkonomiske bundlinje, som ellers nok plejer at være et argument der også lyttes efter på de bonede gulve.
Men jeg synes nu ikke kun en øremærkning af barselsorlov til mænd skal ske af hensyn til kvinderne, selvom fordelene oplagte, som f.eks. at mødrene aflastes, kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet og indhenter lidt af løngabet.
Øremærkningen skal ske af hensyn til fædrenes ellers krampagtige forsøg på at genvinde en selvfølelse af mandighed over for deres børn og give dem et nuanceret syn på familien. Men ikke mindst at tre af de første måneder i et barns spæde år vigtigere end de øvrige 936 måneder, som en gennemsnitlig mand lever her i Danmark.
Jeg kender mange arbejdsgivere (mig selv inklusiv) der vil tænke sig om to gange, hvis man skal vælge mellem to lige kvalificerede jobansøgere på 30 år og familieforøgelse i horisonten. At kvinden i gennemsnit vil have 90 % længere barselsorlov kan få en del arbejdsgivere til at fravælge kvinder, og derfor svække deres karriererudvikling.
Men #farsbarsel kunne ikke leve op til sine flotte utopi og svigtede sit mål om at få flere mænd til at tage ansvar for deres afkom og tage en del af barselsorloven. Det fokus vi havde på at vi som samfund ville få stor værdi ud af at mænd tog deres del af barslen. I dag er det stadig under 10% af barselsorloven der holdes af mænd.
Mine redskaber var med fakta at vise hvorfor det ville føre til en positiv samfundsudvikling på de fleste parameter undtagen kvinders naturgivne ret til at tage størstedelen af de huslige pligter.
Læs også Skal vi overlade barsel til kvinder, de er jo vandt til det huslige
Det andet redskab var en ironisk distance til fastlåste kønsidentiteter og stigmatiserede kønsdebat. At forsøge at bryde op på den traditionelle ligestillingskamp og nedbryde positionerne med en sarkastisk selvironi. At nuancere det gamle venstrefløjs slogan “ingen kvindekamp uden klassekamp” til “ingen kønskamp uden humor”
Men hverken traditionelle rødstrømper, blå feminister eller andre mandschauvinister bryder sig om at blive korrigeret i deres positioner og da slet ikke ved at blive udstillet i et humoristiske skær. På samme vis som man oplever at fakta ikke rigtig tæller i en politisk debat.
Da bølgerne om øremærket barsel til mænd gik højest på #Farsbarsel, med de afledte debatter i folketinget, var der rigtig mange der gav deres besyv med positive såvel som negative. Fælles for modstandernes argumenter var desværre, at de udelukkende argumentere imod fordi de synes det er et indgreb i den individuelle frihed, men INGEN argumenterer IMOD at det faktisk ikke er gavnligt for ligestilling, familien og arbejdsmarkedet at mænd også tager barsel. Og slet ingen af modstanderne havde noget der ligner henvisning til undersøgelser eller anden form for empiri, der kunne vise det ikke var gavnligt. Det synes jeg er lidt ærgerligt for i #farsbarsel var der fundet ret mange undersøgelser som påviste den positive effekt.
Det er desværre ret symptomatisk for køns og ligestillingsdebatten at det mest bygger på nedarvede holdninger frem for undersøgelser af faktiske forhold. Det kan som udgangspunkt være fint, at diskutterer på baggrund af holdninger, men det er vitaminfyldt og fremadrettet at diskutere, hvis modparten har argumenter, der byggede på andet end egne oplevelse og tro.
Generelt kan jeg håbe at mange flere vil finde ind i en debatkultur, hvor meninger brydes med baggrund i fakta og holdninger om hvilket samfund vi gerne vil udvikle, specielt til noget så essentielt som køn og vores børn. Altså noget af det som er helt grundlæggende menneskes liv og for demokratiet, den demokratiske samtale.
Alt det kom jeg til at tænke over da jeg vågnede op på denne Kvindernes Internationale Kampdag og i Information kunne læse
