I år er det 50 års jubilæum for den måske mest epokegørende begivenhed i nyere tid 68 – hvor vores samfund for alvor blev forandret og de smukke unge mennesker fik mulighed for en anden verden – et øjeblik.
Det har Far og hans kusine tænkt sig at festliggøre og har inviteret de 100 nærmeste til party på landet. Eller faktisk har de disruptet et gartneri, som de har omskabt til at fejre netop den epokegørende begivenhed som de begge er børn af.
Egentlig var Far temmelig forbeholdende overfor at fejre netop det og godt nok er han et sært enebarn, men én kvinde har haft stor indflydelse, nemlig hans kusine som han har delt det meste med, siden de mødte hinanden, da hun var 14 dage og han 4 måneder gammel i 1968. Siden da, har de fulgtes og haft deres øjeblikke sammen, omend deres liv har gået i forskellige retninger. Men det har været i fast fællesskab, og det skal så fejres.
Så der har været gang i forberedelserne for at udtrykke fællesskabets festlige forskellighed. Om det er lykkedes er jo op til deltagerne at bedømme, men det har i hvert fald været sjovt at udvikle og ikke mindst prøvesmage de cocktails, som de har udviklet til fejringen og som skal udtrykke deres faglige forskellige fra frisør- og biblioteksverdenen.
Og ikke andet synes både den elskelige kusine og den spraglede midaldrende mand at de smagte fantastisk, og vi tror jo på at alt det man deler bliver man rigere af, så derfor deler vi også glad og gerne af vores cocktailopskrifter.