Nu ved vi, hvor trist det er at holde en meters afstand til hinanden #Corona #covid19

Digte kan noget med at skabe stemning. Poesien kan give os en emotionel indsigt i os selv, i andre og i hele verden.

Det viste Politiken os ved at bringe dette digt af dette digt af Mariangela Gualtieri, som fra sin egen isolation, efter at Italien var blevet lukket ned af  på grund af coronavirussen. 

Læs også: Det digitale bibliotek har åbent for børn og voksne – helt uden #Corona #covid19

Niende marts to tusinde og tyve
af Mariangela Gualtieri 

Det vil jeg sige dig: Vi skulle være standset op. Vi vidste det. Vi kunne alle mærke, at vi var for hektiske i vores fremfærd. Inde i tingene. Helt ude af os selv. Ryste hver en ting – udnytte den. 

Vi skulle være standset op, og vi kunne ikke. Vi skulle have gjort det sammen. Sætte farten ned. Men vi kunne ikke. Det var ikke menneskeligt muligt at holde os tilbage. 

Og da dette var et fælles, uudtalt ønske, som en ubevidst vilje, har vores art måske givet efter for det, løsnet de lænker som skærmer vores æt. Åbnet de hemmeligste sprækker og ladet det komme ind. Det er måske grunden til, at det sprang fra art til art – fra flagermusen til os. Noget i os ville lukke helt op. Måske, jeg ved ikke. 

Nu er vi hjemme. 

Der er noget forunderligt i det, der sker. Og jeg tror, denne mærkelige tid rummer en rigdom. Måske er den en gave. Noget dyrebart. Hvis vi hjælper hinanden. Der lyder et stærkt kald fra arten nu, og til arten skal enhver henregne sig. Et skæbnefællesskab holder os her. Vi vidste det. Men ikke godt nok. Enten alle eller ingen. 

Jorden er mægtig. I sandhed levende. Jeg mærker den gøre sig tanker, vi ikke kender. Og det der sker? Vi må overveje, om det er den, der bevæger alting. Om den lov, der styrer universet, om alt, hvad der sker, er indbegrebet af den lov, vi selv er underlagt – ganske som hver stjerne – hver partikel i kosmos. 

Hvad om mørkt stof var denne altings sammenhæng i en livsglød, med dødens natmand, som kommer at bringe hver art i ligevægt. Holde den inden for dens grænser, på plads, styre den. Det er ikke os, der har skabt himlen. 

En vældig, ordløs stemme byder os nu at blive hjemme, som de børn, der er gået over stregen uden selv at forstå det og nu hverken får kys eller kram. Enhver midt i en opbremsning, som fører os tilbage, måske til den sendrægtighed, der tilhørte vores formødre og mødre. 

Kigge mere op i himlen, smøre en afdød ind i okker. For første gang bage et brød. Nøje udforske et ansigt. Synge et barn ganske stille i søvn. For første gang holde en andens hånd i sin, tydeligt mærke pagten. At vi er sammen. En eneste organisme. Vi bærer hele arten i os. I os selv frelser vi den. 

Vi vil vende tilbage til denne berøring, den ene hånd mod den anden, den simple handling, der nu er os forbudt, med en skærpet indsigt. Mere opmærksomme, tror jeg. Med mere nænsomme hænder vil vi tage fat på livet. Nu ved vi, hvor trist det er at holde en meters afstand til hinanden.

Bragt i Politiken 13. Marts med tilladelse fra digteren og tidsskriftet Doppiozero Oversættelse: Lorens Juul Madsen og Nikolaj Heltoft – du kan læse mere i Politiken

Læs også

Om saintmichels

www.facebook.com/saintmichels
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *