Kvinder tilhører vist ikke den mest rationelle race

20130928_101749

Far, se en vandrestav, tror du så ikke jeg kan gå på vandet?

Sommerens sidste dag, faldt på en lørdag. Det var den sidste lørdag i september, så det var en sen sidste sommerdag, men til gengæld en fantastisk en af slagsen. Den 1½ årige og Far brugte den til at gå på vandet. Knægten er nemlig så glad for den nyvundne frihed det giver ham selv at kunne gå, så det skal udnyttes til fulde.

Vi var på besøg hos Mormor og Morfar på sommerens sidste dag og Mor brugte dagen på arbejde, så Far måtte finde på for at slippe ud af svigermors klør. Da septembers himmel var så blå, var det oplagt med en tur ned til fjorden. Så vi kyssede Mormor farvel og drog af med barnevognen. Et fantastisk syn mødtes os snart, da vi så ud over en solfyldt Kolding Fjord, så der gik ikke lang tid for knægten hoppede ud af barnevognen (Og for at berolige speltsegmentet. Jo, han var spændt fast med barnevognssele, som Far løsnede før han hjalp knægten forsigtigt ned, det er bare et udtryk for en frisk udtryksmåde Red) og satte i løb hen over stranden for at soppe i vandkanten og forsøge at fylde fjorden op med sand.

20130928_104313

Far, hvis du du havde rettet mere opmærksomhed mod min færden end i dit kamera, tror du så ikke jeg havde undgået overbalance og dukkert?

Det var fantastisk at se den lille vandforskrækkede knægt løbe rundt i vandkanten, tage håndfulde af sand og grinende smide dem ud i fjorden. Det var heller ikke helt nemt at styre, hvor stranden stoppede og vandet begyndte, så mors nyindkøbte sko var lidt udsatte. Mens Far filmede og tog foto, tænkte han på at det da var godt han havde fået imprægneret skoende og at det egentlig var sjovt, at det med sko behandling var blevet en maskulin pligt. Han spekulerende også lidt over at det nok var meget godt at Mor ikke var med, for hun havde nok ikke helt samme tiltro til at fars evner ud i at skabe vandtætte lædersko, der ville sikre Vitus tørre tæer.

Mens alle disse overvejelser fyldte Fars hoved tog knægten et stor skridt ud i oceanet, for straks at opdagede det var vådt og koldt, så han vendte resolut om på hælen, mistede balancen og var så pludselig ude at svømme rygsvømning på dybt vand.

Far nåede lige at tænke “satans også, at jeg slukkede videokameraet” og registrerede en ung kreativspeltoverklasse kernefamilie stå med deres pyntede unger og kigge forfærdet (foraget over at man på den måde kunne lade sin søn udsætte sig selv for så voldsom fare og være flere halve meter væk Red) på knægten som pjaskende i vandkanten, inden Far trådte et skridt ud i vandet og fisskede den nu grædende knægt op af vandet.

Vi kom hurtigt op i barnevognen og fik noget af det våde tøj af og var glade for at Mor havde insisteret på at vi skulle have regnbukser med (hun havde sagt  Red.) så der trods alt var noget tørt tøj at have på. Så iklædt regnbukser og fars jakke gik det nu i raske fjed gennem skoven og hjem til mormor og morfars veldækkede frokostbord, som vi vidste ventede. Far tænkte at han hellere måtte meddele sig til Mor, så hun kunne vende sig til tanken om at hendes lille søn havde være på vilde vover, måske frygtede han også lidt en reaktion om uansvarlighed, over at knægten bare fik lov at gå ud i det iskolde vand.

Men Mor lagde alt sin kvindelogik i sit sms-svar da hun skrev “Og så kommer der lige en mor-kommentar…hvad skete der lige med regnbukserne???”

Knægten og jeg kiggede opgivende på hinanden og tænkte “som om ….det havde hjulpet, når man nu dykker helt ned under” og blev enige om, at der bare er så stor forskel på mænd og kvinders rationale og var glade for vi ikke havde hørt efter Mor, for ellers havde vi jo ikke haft nogle tørre bukser at tage på efter vandgangen.

“Far, tak fordi du trods alt stoppede med at filme, før jeg faldt i, så du  kunne redde mig op, for jeg bryder mig ikke om koldt havvand.”

Om saintmichels

www.facebook.com/saintmichels
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *