“Jeg kører ikke to timer for at se på døde grise” svarede fruen bestemt, da den kunstsultne far forslog en smut til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland nu hvor ungerne var fløjet momentant fra reden, men stemningen ændrede sig markant da han forsatte “jeg havde ellers tænkt en overnatning på den nærliggende Fuglsang Herregård….og her må man have HUND med” hvilket fik fruen til at lyse op i et smil og sige “nej hvor dejlig, det vil jeg gerne”
Fuglsang Kunstmuseum med Allan Otte landskabsmaleri og en tilfældig fornuftig påklædt gæst
Så var der lagt i ovnen til en tur til sydhavsøerne, med far ved roret og uden de store forventningsafstemninger til aktivitet, fouragering og påklædning. Men da ægteviven som de fleste andre københavnerfruer fra den urbane kreative klasse, som regl var iklædt vatteret Jumpsuit med tilhørende vandrestøvler så snart de er mere end 10 meter fra bopælen og ofte med hund, fandt det maskuline familieoverhoved det ikke nødvendigt med direktiver om påklædning.
Men det skulle han måske have gjort, for københavnerfruen havde klædt sig pænt på, når nu de skulle på landet.
Men trods mudrede sko, fik #farsunivers uden børn en fantastisk kunstoplevelse og var klar til en lækker middag, på Fuglsang Herregård, mens den lille hund fik lov at hygge sig alene på værelset i annekset.
Så mens Mor og Far nød middagen i de herskabelige omgivelser, så den lille hund også sin chance for at sætte gang i forbruget efter Coronakrisen, så den havde sørget for at vi fra #farsuniversNuMedHund også skulle erstatte en designer fodskammel. Det klarede den ganske godt, for det forøgede regningen med nogle hundrede procent og hvem vil ikke gerne støtte godt svensk Laminodesign, det danske handelsliv og sikkert også københavnske butikker der sælger rene hvide sko.
Således opløftet af, at have bidraget til at der igen kommer gang i hjulene i det danske samfund, drog familien hjemover med et enkelt pitstop på Dodekalitten som kunne modstå selv de skarpeste hvalpetænder.
Men tjek lige selv ham der Allan Otte og hans moderne tolkning af landskabsmaleriet ud, det er så tankevækkende. Allan Otte vil ikke skønmaleriet. Han, som selv er opvokset på en gård, vil vise os naturen, som vi virkeligt omgås den og virkeligt anvender den, og han gør det med sit altid køligt, registrerende blik. Det er dybt foruroligende og påfaldende smukt og grimt på samme tid.
