Efter at have oplevet min søns omgang med kendiser fra TV, har jeg overvejet om TV i virkeligheden har en tendens til at gøre vores børn til kannibaler?
DR kan altså noget med det der børne TV. I det lille Valbyhjem har DR slet ikke nogen konkurrence fra himlens skraldespande af Disney-Nickelodeon-masseproduceret-crap kanaler, for mindstemand har valgt og vil kun se Kaj og Andrea (eller Bamse). Det kan Far godt forstå, for allerede den gang da han var lille var DR helt fremme i skoende, og det var alle børns foretrukne TV kanal. Eller den gang var det måske mere oplagt, da det var den eneste kanal man kunne se (bortset fra få avantgardister som havde tysklandsantenne (det hed det rent faktisk) og som kunne se Sesamstrasse)
Ja denne her stammer fra Sesamstrasse og ikke fra MuppetShow!
Den gang da Far var knægt, var hans absolutte favorit Kaj og Andrea, så måske er det noget genetisk at knægten har valgt samme favorit eller måske er det bare et udtryk for kvalitetssans. I hvert fald er han helt stille og fordybet, når Kaj og Andrea glider ind på skærmen. Han har da også fået både flere DVD er og en masse merchandise hvor der både er dukker, popcorn, kopper og tallerkener og meget meget mere.
Det nyder han og her i juleferie, hvor sukkerindtaget jo helst skal over et kg pr dag udvidede mor repertoiret med en Kaj kage. Det blev mødt med en vis skepsis fra Far, som mente det var en usædvanlig stor kage til så lille en dreng og som også mente det ville være traumatisk at spise den figur fra TV man holdt allermest af. Indvendinger som mor fejede af bordet med et smil og bemærkning om at han jo nok ikke ville spise det hele.
Så begejstret tog knægten sin Kaj kagen fra sin Kaj og Andrea overpriced DR tallerkenen og satte tænderne i sin yngling.
Nu er det jo ucharmerende at spille bagklog, så Far sagde ikke noget da knægten efter 4 minutter så ned på sin tomme tallerkenen, hvor der nu kun var et foto tilbage af hans helt Kaj og stak i et ulykkeligt hyl.
Om det var fordi kagen var spist eller om den fulde konsekvens af den kanibalisme der ligger i at spise sin helt gik op for ham, kan Far kun gisne om, men det holder han helt for sig selv fordi vi også skal have lidt nytårsfred i det lille hjem, men det er såment nok Far der kommer til at betale psykologregningen, når den tid kommer.
Nyårsaften satte vi så prikken over i’et for den lille Vitus, da vi drak bobler som var navngivet så man følte sig hensat til en Twilight vampyrverden.
Men ind i det nye år kom vi, med både blod og alkohol i årene og uden at spise andet en høns fra ageren og dagen derpå er det nu dejligt at have en stor børneflok