Jul rimer på sul og det gør, at alle tilsyneladende taler om kur i årets begyndelse eller i hvert fald den feminine del af befolkningen. Således også på min arbejdsplads, hvor nogle af kvinderne har sat sig for at gennemføre en kur, som italesættes ret højlydt fordi der skal deles opskrifter og skabes moralsk opbakning (kontrol!). Det taler så til deres fordel, at det er en proteinkur, for så er der da i det mindste kød på bordet, også i frokostpausen.
Så der tales en del om det hen over frokostbordet og som mand forholder jeg mig tavst til både årsag, virkning og løsning eller tavs er jeg jo nok aldrig helt, men så forbeholdent, med en vis ironisk distance. Og de kan jo ikke vide, at jeg sidder ved frokostbordet og tænker “åhhh jeg burde også tabe mig, jeg tror jeg har taget rigtig meget på i julen, og mon ikke også jeg har fået mave og måske skal jeg et nummer op i buksestørrelse, måske burde jeg helt holde op med at spise gris og drikke vin….”. Det siger jeg selvfølgelig ikke noget om, for det er altså lidt for følagtigt at gå på kur, hvis man som man skal bevare en maskulin selvrespekt.
I morges stod jeg kun iført underbukser og strøg en skjorte med udsigt til dobbeltsengen, hvor Mor lå og talte med den 11 årige. De lå og småsnakkede, mens jeg stod i egne tanker og forsøgte at lade være at kigge i det store spejl, som udgør den ene låge i klædeskabet. Måske som en del af den maskuline selvfortrængning af kurbehov. Pludselig spidsede jeg øre, da den 11 årige spurgte Mor “ham der James Bond, er han ikke lidt tyk?” hvortil Mor med undren i stemmen spurgte “Daniel Craig?” “Ja” sagde den 11 årige “Er han ikke lidt tyk på samme måde som Michel?”
Far rettede sig op, kiggede i spejlet og pludselig var al behov for kur ophørt, mens han fascineret stirrede på sit spejlbillede…
