Far har lige været på forretningsrejse i Riga. Faderen var der kun 36 timer og da der var fuldt program, fik han desværre ikke set ret meget af byen, men man kan alligevel nå mange andre svinske ting på 36 timer. Som den trofaste betragter af Farsunivers vil vide, så er det præget af en vis kullenarisk nygerrighed. Så da konferencens offecielle program sluttede på førstedagen kl. 20.00 bevægede den modne fader sig ud for at udforske den lettiske gastronomi, og mødte et objekt som bragte mindelser til om hans barndom; griseører.
Griseører er efterhånden en sjældenhed på de danske spiseborde – i Farsunivers synes vi det er synd. Derfor gik den appetitlige fader straks i gang med at sprede det glade budskab i de sociale medier, og spørgsmålet er så om dette svinske måltid, har fået større opmærksomhed fra de nærmeste end det store faglige og politiske udbytte han eller har fortalt så flittigt om på blogs Digital Single Market and the libraries #Eblida2015 og Twitter
Røgede griseører fra Sankt Peters (et husbryggeri i Riga)
Det fik så en af de andre deltagere til at skrive dette på Facebook
Den gode Mikkel opnåede straks en del kommentarer af spids og munter karakter ala “Det er fredag…. Men lille Lars fra Græsted er misundelig ” og at det da var godt han havde noget at lave når han var på forretningsrejse og flere kommentarer til øllens størrelse (Den var da også af betragtelig størrelse og den asketiske Faderblogger her ønsker at pointere, at han selvfølgelig ikke indtog øl af den størrelse, selvom det var på udebane, i fri tid og for egen regning – i fald hans kone skulle læse med Red.)
Det fik Mikkel til at komme med følgende tankevækkende kommentar “… jeg skal måske supplere med, at min finske kollega og jeg jokede med, at vi altid sender flotte udsigter, festmåltider o.a. Vi sender aldrig billeder af de 9 timer lange møder (“And now to national updates from all 23 countries. Please don’t use more than 20 minutes each. Spasiba.”) fulgt af taler fra røvkedelige institutionschefer og ministersekretærer og officielle middage, hvor man altid bliver sat mellem den 90 år gamle litauer og den serbiske kvinde, der ikke taler engelsk …”
Det satte gang i tankerne i Farsunivers. For det er jo den virkelighed man rejser i, når man rejser rundt til eksotiske steder som Riga i embeds medfør. Det er arbejde, det er mørke konferencecentre, man sætter ikke selv dagsorden eller bestemmer selskabet. Man deler heller ikke fotos fra de evindelige trætte buffeter med grå kødstykker, der konkurrerer med de udkogte grøntsager om at være ældst, fordi man ikke ønsker at udstille værterne.
I Faderens lille Valbyhjem er der næste altid en kuffert der står fremme. Enten fordi den er ved at blive pakket eller ved at blive pakket ud, fordi Mor og Far har de job som de har. De har selv valgt det og er glade for livet, men hvis Far sådan helt privat blev spurgt, så er det nok ikke lige den aktivitet, han synes er det mest spændende ved sit job. Det holder han nu helt for sig selv, for ingen ville tro på, at det ikke er fantastisk at få lov at rejse rundt i den store verden og opleve.
Inderst inde synes den modne Fader nu egentlig også det er fedt at rejse, og glæder sig da også til sommerferien, hvor han selv har valgt destinationen, rejseformen og hotellet, samt at han skal rejse sammen med sin egen familie. Han får også selv lov at bestemme menuen (Han bliver nok klogere på hvilke familiære kompromisser der skal indgår på den front McD Red.), som han sikkert også vil fotograferer flittigt og dele på sin instagram – men med garanti vil det medfører helt andre kommentarer, end hvis han delte griseøre og store øl fra en friaften på en forretningsrejse.
For er det ikke sådan vi mennesker er, uanset om vi er sammen fysisk eller i sociale medier. Vi deler det der har gjort indtryk og det er heldigvis ofte det gode, det smukke og det smagfulde, eller det der gør indtryk fordi det smerter eller forarger, men aldrig det kedelige.
Nå tilbage til grisen og det maskuline. I Riga var det kun de rigtige mænd der turde bevæge sig ud i grisens ører.
At faderen begejstret fik mindelser til sin barndom skyltes, hans farmor og farfar serverede grisens øre, haler og tæer for ham fra han var helt lille. Han boede tæt på dem, og fra barnsben sneg han sig gerne op til dem omkring middagstid, hvor de spiste varm mad i modsætning til hans egne forældre som fik det om aftenen. På den vis fik han varm mad to gange dagligt, tilgængæld måtte han spise hvad der kom på bordet hos farmor, og det har givet Far en vis appetit på livet. Han mindes specielt én gang hvor han sad og spiste farmors varme middagsmad bestående af kogte griseører og grøntkål, hans mor kom og skulle hente ham, men stoppede i døren og betragtede scenariet, blev bleg, vendte sig i døren og forsvandt uden et ord. Senere fortalte hun, at synet af hendes lille søn, der sad og gnavede i et griseøre havde fået det til at vende sig i hende, da hun hørte den knasende lyd og det gik op for hende at han spise både fedt og brusk.
Det var aldrig noget hun sagde til sin svigermor, for det skyltes nemlig klasseforskel og det talte man ikke om der hvor hun kom fra. Hun var nemlig fra et gårdmandshjem, hvor man ikke kunne finde på at spise sådanne affaldsprodukter. Farfar var til gengæld arbejder og som yngre hjælp har ofte bønderne når der skulle slagtes, som betaling fik han lov at tage griseører og tæer med hjem, til de 6 sultne unger.
Farfaderen havde vendet sig så meget til kosten, at han hele livet indtog sådanne retter med velbehag, på samme vis som man i dag gør det i Farsunivers.
P.S.
De to foto faderen ville vælger at dele ud over de grisede (hvis han altså turde og ikke var underlaggt en social kontrol), ville nok fra udsigten i den kolos af et national bibliotek de var spærret inde i (Letland har formandsskabet i EU, så man var spærret inde, da biblioteket udgjorde rammen for alle de Europæiske aktiviteter)
At de så kun var i udsigtsplatformen i 2 af de 16 timer han deltog i konferencen er en anden sag, men de mørke mødelokaler var ikke så fotogene.
På det personlige plan, er netop de to foto også betydningsfulde , fordi Far frygtede at hans højdeskræk ville forhindre ham i at nå udsigtsplatformen – man han gjorde det sgu. Men det er jo absolut heller ikke noget man fortæller om.
Det er nemlig vigtigt at kende koderne for hvad man dele med andre.
