Mister man evnen til at leve når man blir forældre?

Sad her til morgen og læste et københavnsk lokalblad, hvis læsere og ikke mindst skribenter er særdeles optaget af alle de genvordigheder som følger af at være familie (og som de åbenbart synes er så store at avisen skal fyldes med dem eller måske forventer de at andre skal løse deres udfordringer…. Samfundet?)

I dag var der så en dejlig livebekræftende historie om hvordan moderne unge er meget opmærksomme på det gode naboskab og det at hjælpe hinanden. Her i et konkret eksemple på et ungt par, som får leveret mad fra deres naboer de første 14 dage efter hun har født, og som de siger “vi havde nok spist pizza og pasta, hvis vi selv havde stået for maden”.

I Politikens dobbeltopslag er den søde nabofortælling fulgt op af en historisk artikel om den gode gamle skik om “barselspotte”. En historisk skik, hvor naboer kom med nærende suppe til den barslende kvinde når hun skulle ligge i barselsseng i 40 dage…

image

Altså en gammel skik hvor den barslende overklassekvinde er sengeliggende i 40 dage!

Prøv at lader den stå et øjeblik og tænk den ind i en moderne kontekst……

Den gennemsnitlige raske moderne barslende kvinde er ikke længere sengeliggende når hun har født. Den moderne fader har ret til 14 dages barselsorlov sammen med moderen efter barnet er født. Vi har altså her at gøre med to voksne raske mennesker som pludselig ikke er i stand til at lave mad selv. Årsag: De har fået et barn.

Hmmmm…..så er det Far her sidder og frygter den kommende uge i det københavnske dagblad. Frygter at det vil blive oversvømmet af indlæg om at barselsmad til de stakkels børnefamilier, på linie med pensionistmad (dog nok med højere speltindhold)

Men måske er det bare udtryk for endnu en tendens i tiden som Far ikke helt forstår.

Men også andre modne mænd har svært ved at følge med, som man f.eks. kunne læse i Information i den forløbne uge, hvor Sebastian Dorset skriver

Her er mit emotionelle navleuld

Jeg er sikker på, at der er er rigtig mange derude, der ikke anerkender min følsomhedsfølelse som et ægte problem – og det gør mig så trist så trist

Tak for denne lejlighed til at tale lidt om mine følelser. Jeg går nemlig og har det rigtig svært for tiden.

Sagen er, at jeg elsker avisernes debatsider og deres direkte blik ind i andres hoveder. Jeg læser af samme årsag Information bagfra og når derfor af tidsmæssige årsager sjældent frem til forsiden. Jeg har det på samme måde med Politiken, hvor jeg går direkte efter debatspalterne.

Men nu har den vane altså det sidste par år givet mig det helt enormt skidt med mig selv: Situationen er den triste, at jeg føler mig udenfor. Jeg er nemlig en af de få herhjemme, der endnu ikke har komponeret et læserindlæg om mine følelser: mine følelser ved at være en gammel mor, ung mor, enlig mor, mor til et barn, jeg har fået gennem kunstig befrugtning eller adoption. Jeg har endnu heller ikke indviet offentligheden i mine kvababbelser over at være for høj eller for lav, for tyk eller for tynd, og filosoferet over, hvordan folk mon går og ser på mig ude i samfundet af den grund. Jeg har ikke engang indviet den hungrende offentlighed i, hvordan jeg har det med, hvad folk måske tænker om mig, fordi jeg er bilist, fodgænger eller bare grim.

Men det kan I selv læse her

Posted from WordPress for Android

Om saintmichels

www.facebook.com/saintmichels
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *