Hellere side på biblioteket og tænke på kirken end……….

Endnu en jul hvor Far fik bekræftet at det ikke alting går som præsten prædiker, samt at ferie ikke altid er det samme som fri. Under julegudstjenesten sagde præsten bibliotek ikke mindre end 7 gange og priste det guddommelige i Aarhus nye bibliotek DOKK1.

Her er historien om hvordan det kunne gå så galt…..

Da Far var i kirke juleaften, havde han sat sig for at gøre det med lyst og åbent sind. Godt nok er det Mor der er det religiøse indslag i #Farsunivers, men selvom Far er ugudelig betyder det ikke, at han ikke kan udvise forståelse eller deltage i det rituelle og lejlighedsvise fællesskab i folkekirken. Alternativet til julegudstjenesten var iøvrigt, at forberede julenadveren sammen med svigermor og det lettede jo valget betragteligt.

Der er dog flere udfordringer når familien skal i kirken, specielt for Far, når han skal tage aktiv del i Mors og de 80% andre danskeres folkekirkelige gudommeligheder.

Selv synes han, at han er et stort og rummeligt menneske når han deltager i de kirkelige handlinger og det er vel blevet til 7- 10 deltagelser i år, hvis man tæller den 13åriges kammerkoncerter med.

Mor mener til gengæld han er usolidarisk, da han ikke betaler til den fælles kirke. Han har nemlig for år tilbage meldt sig ud af foreningen. Det er derfor et tilbagevendende tema når det satte ægtepar går i kirke. Far mener ellers han betaler rigeligt til den ikke statslige kirke, da han jo allerede over skatten betaler ypperpræsternes løn og i øvrigt også betaler til at ungerne undervises i kristendom i folkeskolen og………. men som altid når det kommer til religion er det et trosspørgsmål om man nu deltager på den rigtige måde. Far synes folkekirken mange steder gør et fortrindeligt arbejde for at styrke fællesskabet og skaber indhold i en del menneskers liv. Han anerkender at alle mennesker har behov for at tro på noget, men synes ikke det behøver at være en gud. Far møder nemlig også ofte den fordømmende gud i mange afskygninger og derfor ønsker han ikke at understøtte religiøse sekter i nogen afskygninger. Selvom det med alderen bliver stadigt vanskeligere at holde den ideologiske fane højt og blot afvise religion som opium for folket, når nu han er omgivet af mennesker som trives og vokser i det folkelige fællesskab.

Se også #farsbarsel 4 – Vær velkommen herren

En lang og standende debat som Far sad og tænkte på i kirken, mens julefreden indfandt sig sammen med feriestemningen juleaftens eftermiddag.

Da Mor var af svigermors slægt og hus var de draget op fra Valby og lod sig indskrive i Kolding i sognet der hed Sankt Nicolai og mens de var der kom tiden hvor de skulle i kirke. Far svøbte den 3årige i sin jakke og lagde ham i skødet, og nød den liflige snorken fra knægtens ny opererede næse til stor moro for de omkringsidende tre vise mænd (dog synes Far at kunne spore en vis irritation i Mors ansigt, en twist som ses i øjnene hos det religiøse menneske når andre ikke ser det samme lys som dem (og som de aldrig vil indrømme, så det vil far ikke konfrontere sin viv med))

sleepMidt mellem alle disse tanker og snorken kravlede præsten så til himmels og stillede sig på sin prædikestol (har var Far igen glad for knægten sov, så han ikke behøvede forklare hvorfor præsen må stå på stolen, når nu ikke den lille må)

Præsten begyndte at snakke lidt om Facebook og andre dagligdagsting, for ligesom at vise hun var en af os. Men så ændrede stemmen sig og man kunne mærke den religiøse patos strømme ud af hende, da hun italesatte det religiøse rum og det at være en del af hinandens liv, at være opmærksomme på alle de andre mennesker og være en del af fællesskabet. Far forventede at NU ville hun sige Gud og folkekirken, men i stedet sagde hun DOKK1 og folkebiblioteket. Så Far følte pludselige ikke han havde fri og som planlagt kunne sige prædiken ikke dur, så derfor får man sig en lur, sammen med knægten. Præsten hun fortsatte nemlig sin lange prædiken om bibliotekets velsignelse og sagde bibliotek 7 gange. Faktisk var hun fuldt ud lige så sekterisk, at høre på som når Far er på arbejde og forsøger at skabe den politiske fortælling om bibliotekernes nødvendighed.

wpid-wp-1451137300420.jpg

Baggrunden for den religiøse fortælling er at der på Aarhus fantastiske nye bibliotek DOKK1 bimler en gigantisk bronzeklokke hver gang der fødes en ny aarhusianer. Den kalder de Gongen. En syv en halv meter lang og næsten tre ton tung bronzeklokke, der er formet som et rør. Det er angiveligt verdens største klokke af slagsen og skabt af en kunstner Kirstine Roepstorff.

Måske ret passende, at  man i folkets fælles hus, biblioteket gøres opmærksom på at man er en del af fællesskabet og konstant gøres mindes om at nye mennesker kommer til.

I sådan en fortælling frygtede den gamle ateist et øjeblik, at han var ved at blive religiøs, men kom så til at tænke over at det måske er folkekirken der er blevet mere verslig.

Måske har man brug for noget guddommeligt for at finde fælleskabet, men er det egentlig ikke det som FOLKEintitutioner er sat i verden for, uanset om de så hedder -skolen, -kirke, eller som Far fortrækker det -bibliotek til efternavn. Noget skal jo favne det nødvendige fællesskab og skabe rammerne om at mennesker kan mødes på tværs af deres tilhørsforhold.

Under alle omstændigheder så må den standhaftige fader nok se at få læst den avisartikel som Mor siden den 23 december har haft lagt foran ham hverdag, men som har med store anstrengelser har over set – om ikke andet for husfredens skyld

Kultur? Det får du da i kirken

kirken

 

 

Posted from WordPress for Android

Om saintmichels

www.facebook.com/saintmichels
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>