Denne jomfruelige weekend i det nye år blev Far vækket ved firetiden af uro i klokkeværket som så mange andre fædre nok også har oplevet gennem tiden
Den først arbejdsuge i året var veloverstået for det adstadige familieoverhoved. En stille indgang, hvor Far havde fået ryddet op i både sin mailbox og på sit skrivebord. Det indefattede også, at der var ryddet ud i de efterhånden få fysiske julekort Far havde fået på sit arbejde. Den slags julekort, som man mindes, i modsætning til de der lå i mailboksen og som allerede ved modtagelsen var landet i glemslens cyberspace
Oprydningen var hurtig overstået med hjælp fra en papirkurv, men et kort adskildte sig makant ved også at have vedhæftet en lille messingklokke. I oprydningsrusen smed faderen klokken i tasken, med tanken på den treårige derhjemme, som elsker alverdens tingeltangel.
Dog blev faderen alligevel ganske overvældet over den lille mands helt ekstatiske glæde, da han om aftenen inden han blev lagt til ro, fik overbragt den lille klokke. Der blev både råbt juhuu, kysset og krammet.
Barneglæde er altid smittende, så selvom Far ikke helt forstod en så overvældendd glæde over en lille klokke lod han sig bare rive med og knægten fik lov at tage sin nuvundne skat med i seng.
Under putningen hørte han godt at knægten talte om at havde fået sit eget væggeur. Det tog den trætte Far dog helt roligt, for der var nemlig ikke noget urværk på klokken, så der ville ikke komme røg af den morgenklokke.
Men der tog Far fejl, for klokken ringede kl 04.03 lørdag morgen, da den himmelhenrygte knægt rystede sit klokkeværk i faderens ansigt.
Posted from WordPress for Android
