“Hvad er forskelle på en holdning og er standpunkt”
Det er et spørgsmål, der er blevet debatteret i det lille valbyhjem i ugens løb, og når man kigger ud over medierne er det vist ikke kun hos os den snak har fyldt.
Svaret hos os, var det samme som i medierne nemlig, at der er ingen forskel er. Dermed opstår en forklarende udfordring, for det var jo statsmanden Lars Løkke Rasmussen, der sagde det i TV, så har det en vis vægt hos de store unger. Det gør så stort indtryk når en mand, som han, udtrykker sig på den måde, at man ikke bare kan sige, at det er fordi han er fuld af politisk varmluft eller fordi han taler politisk nysprog opbygget efter Løkkelogik, som Heidigger villa have elsker, men forvirrer os andre. Så det er en udfordring, når toppolitikerne forsøger sig med sproglig manipulation, fordi de fordomsløse unger spidser ører og naturligt nok, vil vide hvorfor?
Vi fortæller ofte ungerne om at samtalen er udgangspunktet for demokratiet i det store og i det små. Herhjemme og ude i den store verden. Samtalen hvor man giver udtryk for sine holdninger og man så kan krydse klinge, men dem der har andre standpunkter. Det der bliver til politik. Hvordan kan man holde fast i den grundtese over for ungerne, når samtalen bliver tom, fordi politikerne forsøger sig med nysproglig manipulation af orwllske dimensioner?
SE Løkke holdning i TV2 News eller standpunkt
I ugen løb, havde den 10 årige i forvejen understreget sin kritiske tilgang til Far og Mors omgang med egne fordomsfulde politiske dagsordner. Vi sad over morgemmaden og snakkede om at Mor havde deltaget i en paneldebat med Clement Kjærsgaard som ordstyrer. Hvor blændende begavet manden er, med et dybt kar af paratviden han kan dykke ned i, selvom han er komplet uforberedt i mange af sine optrædner rund om i landet. At det måske derfor også ofte kommer til være Clement og kun Clement, der er i centrum. I den samtale siger Mor så, at hun havde hørt Clement, havde haft Mette Frederiksen i Debatten aftenen før, hvor hun havde været god og skabt sig plads til at komme igennem med budskabet, “men det så vi jo ikke fordi DU skulle se b-film” sluttede Mor sarkastisk med at sige til Far. Den 10 årige reddede mig fra at skulle finde på argumenter for den prioritering, da hun sagde:
“Jeg så godt Debatten i TV, da jeg var gået i seng i går”
“Var hun så god?” spørger Mor interesseret
“Mor jeg er 10 år gammel, det kan jeg altså ikke bedømme”
Så var vi ligesom sat på plads og erindret om, at der er forskel på at være 10 og 40 år. Det fik mig til at tænke over, hvad det er vores samtaler gør ved de stakkels unger, men også hvad det er overskrifter som Løkkes sprogmanipulation gør ved de unge menneskers opfattelse af den offentlige debat. For slet ikke at tale om DF-annoncerne der mistænkeliggør nye statsborgere for at være terrorister, men det har vi vist skrevet rigeligt om.
Det blev yderligere understreget, da vi lørdag morgen sattes os til morgenbordet, hvor Mor havde bagt pandekager, som er den 14 åriges ynlingsmorgenmad og denne weekend var han hos os. (Læg mærke til Fars åbentmundethed om hvem der bager pandekager, de der har fulgt Farsbarsel vil ellers nok fejlagtigt have det indtryk, at det kun er Far der er i køkkenet. Red)
Snakken gik om den forestående boksekamp med Mikkel Kessler. Ungerne belærer os om at Pia Kjærsgaard er venner med Mikkels mor og Pia til min overraskelse er boksefan. Det har de set i “Familien på Bryggen” hvor Kjærsgaard har besøgt Linses mor og er blevet veninde. Ungerne er ret velorientere i den dagsorden, selvom vi har fravalgt TV3 son en del af TV-pakken, men tilgengæld er vores unger jo konstant online, så de har indstalleret en TV3 app, så der kan føæles med i både divaerne i junglen og familien på bryggen. Så på den vis har de taget den dannede opgave helt i egen hånd.
Nå – lang snak om Kjærsgaard og familien Kessler. Mor og jeg kigger på hinanden og Mor siger “det er fandeme godt spin” og det kunne jeg jo kun være være enig i. Den 10 årige kigger med store øjne og siger, “hvad mener I?”
“Jo ser du, når Pia Kæsgaard pludselig deltager i et populært TV program, og bliver gode venner med en “kendt” og springer ud som boksefan, så kalder vi det spin, fordi hun forsøger at fange den type mennesker ind, som er boksefans og den type nobrains som ser “Familien på bryggen” for det er jo typisk sådan nogen der kunne finde på at stemme på Pia” forklarede vi hende. (Far ville også godt have set boksning, men turde ikke indrømmer det over for Mor. Red.)
Da blev den 10årige sgu sur, ikke så meget over, at vi kaldte hende nobrain fordi hun ser “Familien på Bryggen”, det ved hun jo godt vi synes. Nej hendes ophidselse skyltes, at i vi antydede at hun, når den tid kom, kunne blive påvirket til at stemme på Pia og efter DF-annoncerne der mistænkeliggør nye statsborgere for at være terrorister ligger det hende fjernt . Så sig ikke at børn ikke bliver påvirket af det miljø de vokser op i. Vi kalder det sunde værdier, andre vil sikkert kalde det miljøskade.
Men tilbage til Lars Løkkes retoriske udfordring for vores lille familie. Hvad er forskellen på at skifte holdning eller ændre standpunkt? Rent sprogligt er der ingen forskel, og hvordan forklarer man så de uskyldige unger hvorfor han påstår det? Kan man forklare, at det er fordi at han har brugt tiden siden valget, på at fortælle regeringen begår løftebrud, hver gang de gennemfører anden politik end der stod i deres valggrundlag og derfor ikke så godt selv kan indrømme, at han har skiftet holdning for at indgå i et flertal og få realpolitisk indflydelse. Han kom godt nok selv til at sige i interviewet i TV2 News, at det var afhængigt at den parlamentariske situation, hvad man kunne få flertal for, men valgte så at vende tilbage til det meningsløse og manipulatoriske argumentet, at der er forskel på holdning og standpunkt. Og gentage det til ukendelighed.
Jeg er helt sikke på, at Løkke ikke havde vores unger i tankerne, når han lægger sådan en logik for dagen, men jeg ville sådan ønske at politikerne ville tage deres ansvar lidt mere alvorligt, når det kommer til argumentation for deres handlinger. Eller generelt når de deltager i den samtale der udgør rygraden i vores demokrati. Vi kigger nemlig alle på dem og de bliver efterlignet af vores børn. Fint nok at være uenige og argumentere for både sit standpunkt og sin holdning, men lad være at manipulere. Specielt en sproglig manipulering kan sætte sig igennem over for vores børn, for vi formes jo gennem vores sprog, og netop fordi ungerne er forusætningsløse, kan det være vanskeligt at gennemskue for dem.
Ikke for at hænge Løkke Rasmussens ud, men når vi nu er ved hans sproglige logik, kan jeg ikke andet end trække på smilebåndet af et af hans tidligere forsøg hvor han forklarer sin liberale vision fra Folketingets talerstol. Det er altså også lidt forfriskende, når man på den vis forsøger at finde helt nye logikker for sin politik:
“Så har vi altså valgt at lave et system hvor man skal aflevere lidt mindre end man gjorde før. Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til [Løkke klør sig på kinden] at – øh – dem som tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja de afleverer så mere mindre end dem der tjener lidt mindre og afleverer mindre men altså så afleverer mindre-mindre.”
Den kan du selv se her: http://youtu.be/9ar0TF7J5f0
I sidste weekend var Margrethe Vestager ude med en anden sproglig spidsfindighed i bl.a. Kristeligt Dagblad Hun mener ikke politiske beslutninger kan begrundes af “det nødvendige”, for der er tale om et klart valg.
Men jeg synes hun har ret, for hvis man kun kan gøre det nødvendige, var politik jo ligegyldigt, for så var det kun ét valg.
Det er dermed et retorisk opgør med regeringens hidtidige begrundelse for deres økonomiske reformer, som fra Corydon & co. har været begrundet med “nødvendighed” og ikke politiske eller ideologiske årsager.
Jeg synes det ville være befriende med en ændring i retorikken, for politikerne har et valg ellers giver demokrati jo ikke mening. Også en regering, når det kommer til økonomiske politik.
Det kan så undre at Vestager og Corydon når frem til, at det var nødvendigt at skrive i deres regeringsgrundlag at »Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand,« for sådan et sætning ophæver vel i virkeligheden forskellen og erstatter den af “nødvendighed”.
Altså sådan rent sprogligt undrer det mig, for jeg betvivler ikke at det bygges på samme nødvendige noeliberale doktrin, men det er jo en helt anden sag og i Farsunivers er vi jo ikke partipolitiske, men snakker kun om hvad der undre Far og ungerne.