Man ku godt mærke at Thyra Frank var blevet ældreminister til julefrokosten på min mors plejehjem, der var nemlig kommet to flasker brændevin på bordet til julefrokosten. Sidste år var der kun én flaske, så det blev festlig dag og en enighed om at det var dejligt med politikere som virkelig har noget nyt at byde på.
I ugens løb har alle ellers elsket at hade den nye pige i klasse, fordi hun kom til at sige, at en minister ikke har indflydelse på hvordan kommunerne behandlede deres ældre. Stor ståhej, men kendsgerningen er vel, at hun har ret. I det her land er det kommunerne der sætter serviceniveauet på næsten alle områder, også for de ældre. Så heldigvis er det ikke den enkelte ministers IQ eller evner til at regere der afgør, hvad vi udsættes for på plejehjemmet.
Landets Statsminister bakkede da også Thyra op i at det er kommunerne, der gør forskellen og at regeringen ikke har indflydelse på hvordan vi behandler de ældre. Så en ældreministers opgave er åbenbart udelukkende, at sende signaler og lade kommunerne om ansvaret. Så tak til Ringsted kommune for snaps (Det bør indskydes at Far selv betalte sit glas – bare for det ikke skal blive til en forespørgselsdebat i folketinget. Red.).
Og tak til Thyra Frank for signalerne, så der kom mere snaps på bordet til julefrokosten. For det er jo sprut på plejehjemmet Lotte, som Thyra bedst huskes for, og det hun selv har fortalt mest om – se Thyra Frank fortalte om portvin på plejehjemmet
Måske kan man også huske hende for at bruge lidt flere skattekroner end de øvrige plejehjem på Frederiksberg. I hvert fald viste et notat fra Frederiksberg Kommune, at plejehjemmet Lotte var 25 procent dyrere i drift end kommunens øvrige plejehjem. Så ønsker man Thyra Franks model indført i hele landet, skal hun som ældreminister ud og finde 4,5 milliarder kroner ekstra (som man kan se her) men det kan jo hurtig hentes på lidt mere topskat.
Om ikke andet er det et fantastisk signal til plejehjemmene, hvordan det så harmonerer med Liberal Alliances skattepolitik og mantra om evige besparelser på den offentlige sektor er en ganske anden sag.
Så nu er jeg rigtig spændt på, hvad julefrokosten byder på næste år, for mere snaps kan vi vist ikke drikke. Men Thyra har helt ret, det er kommunerne og deres personale der gør forskellen. Så tusinde tak til det kommunale plejehjem Solbakken i Ringsted, hvor man kan mærke både varme hænder og hjerte. Tak for at I bruger vores skattekroner så fornuftigt og effektivt. Tak til personalet, fordi I gider hygge om og med os, samt ikke mindst vores pårørende.
(Og for at berolige nedskæringsløverne, så drak vi ikke begge flasker snaps 😉 så der er såmænd nok også en sjat til næste jul.)

Det mødrende ophav til Farsunivers i en festlig julefrokoststund på Solbakken – hvor menuen stod på veltillavet og velsmagende julefrokost fra det kommunale køkken – hvor vi kunne købe både en øl og snaps til.