Har haft den der smag af Boza i munden i rigtig lang tid. Det er en tyrkisk gærret drik, som jeg aldrig har smagt. Alligevel har jeg haft smagen på tungen og det er jo en helt forunderlig fornemmelse at kunne genkende en smag man aldrig har smagt. Det er den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk skyld. I hans seneste værk “Dette fremmede i mig” er hovedpersonen gadesælger som sælger youhurt og Boza. Det er også det som litteraturen kan; give os indsigt og forståelse for det vi måske ikke kender eller forstår.
Pamuk kan det der med at skabe stemninger med få ord og beskrive hele den tyrkiske kulturelle og politiske udvikling i de sidste 50 år på 600 sider. Men altså også skabe en ekspressionistisk fornemmelse i min mund om, at kunne smage noget jeg endnu ikke har smagt.
En aktuel historie, hvor man får Istandbul ind under huden og længes efter denne fantastiske by i terrorens og det truende diktaturs skygge.
I dag skriver Rune Lykkeberg om samme Pamuk og Tyrkiets demokratiske udvikling og konkluderer at det forekomme næsten uforståeligt, at tyrkerne nu har en præsident, Recep Tayyib Erdoğan, som taler imod Vesten, for islam, udrenser den offentlige sektor for anderledes tænkende, fængsler journalister og systemkritikere, forfølger minoriteter og bekæmper både forsamlings- og pressefriheden. Og han er demokratisk valgt. Han har et – i en eller anden forstand – folkeligt mandat til sit opgør med vestliggørelsen af Tyrkiet.
Men det er ikke uforståeligt, hvis man læser Pamuks forfatterskab. Han er selv tilhænger af ytringsfrihed, pressefrihed og det liberale demokrati, men hans bøger er skrevet på spændingen mellem det østlige og det vestlige som social konflikt, eksistentiel kamp og politisk kraftfelt.
Han skriver i et essay om, hvordan hans gamle slægtninge kysser og kærtegner hans barn, som man gjorde i det traditionelle Tyrkiet:
»Alle disse prægtige helte fra min barndoms helligdage så engang sig selv som vestlige, men nu er det, som om de har mistet troen på, at det overhovedet kan lade sig gøre at blive som dem i Vesten. Derfor erde vrede på Vesten.«
Men læs selv Rune Lykkerberg analyse som giver en forklaring på den tyrkiske udvikling, ud fra at man ikke bare kan tvangsdemokratiserer oppe fra eller endnu bedre dyk ned i Orhan Pamuks facinerende forfatterskab
