Et juleeventyr om en moden mand og genvordighederne med at blive hundeejer 22. dec.
I løbet af december, hvor Far har fortalt om udfordringerne ved at være blevet hundeejer er der en del som har antydet, at der helt grundlæggende ikke kan være så forskelligt syn på hvordan man opdrager en hund mand og kvinde i mellem.
Det har Far selvfølgelig overvejet, men er nået frem til at det nok ikke kun skyldes køn, men noget genetisk. Det kan måske bedst illustreres ved et familiært eksempel.
Mor har i sit tidligere liv, fra før hun indtrådte i #Farsunivers haft hund. Den erhvervede hun sig i sine tidlige ungdom og har således foretaget en dannelsesrejse med den lille cocker spaniel og det har sat sig spor i hele hendes etnisk jyske familie.
Den hund ville have haft fødselsdag i dag den 22. december, hvis ikke den var død for lille menneskealder siden. At man kan finde på at fejre en hunds fødselsdag kan måske forklares ud fra en feminin logik, altså mens den lever, men at man gør det efter den er død kan være vanskeligt at forstå for rationelt tænkende voksne mænd.
Men ikke i Mors familie. Hunden er nemlig kremeret, men er aldrig kommet i jorden og da Far ikke er til at have døde brændte dyr i krukker på reolerne i stuen, er den blevet i det jyske, hvor det vist er almindeligt at have døde dyr i stuen.
Således er Mors afdøde og kremerede hund stillet op på en reol, i stuen hos hendes dyreglade mor aka Fars SVIGERMOR. Da Mor altså er af den overbevisning at man fejrer dyrs fødselsdag og har gjort det hele hundes levetid, ved at binde et rødt silkebånd rundt om halsen på Andrea som hunden blev kaldt mindes hun stadig. Nu falder æblet jo sjældent langt fra stammen, så hendes mor aka Fars SVIGERMOR fortsætter denne skik over i det jyske.
Det skete således i de dage omkring 22. december at SVIGERMOR bandt en rød sløjfe rundt om hundeurnen der på reolen i stuen.
Som vanligt sendte hun sin datter et foto af det festlige syn af den afdøde og brændte hund med den røde sløjfe, for at de sammen kunne fejre. I år ville skæbnes ironi (og SVIGERMOR vil sikkert påstå at det var Fars overnaturlige sjællandske kræfter) at urnen væltede og den afdøde brændte hund dryssede ud over reolen.
Den noget mere prosaiske svigerfar løste dog hurtigt det problem og støvsugede den afdøde hund op.
Men dette er blot et illustrativt eksempel på, hvad det er Far er oppe i mod, og et svar til de mange der har antydet at Far måske et lidt nærtagende i forhold til hvor stort et problem en lille hund nu kan være i det levede liv.
