“Far, når de andre børn er syge er det altså mor’erne der er hjemme og så blir de forkælet i stedet for mig, der bare må ligge her, fordi du sidder og skriver hele tiden”
I dag arbejder jeg hjemme eller nej det gør jeg vist ikke, “barns første sygedag” hedder det. Men nu er jeg jo en mand så i min bevidsthed er det, at arbejde hjemme, for så kan min identitet bedre være i det.
Den gik ellers næsten, altså det med at sende knægten i vuggestue og komme afsted på arbejde med krydsede fingre for at de ikke opdagede han var lidt sløj. Man kender det jo godt fra sig selv, man føler sig lidt uoplagt og halvsløj, men når først man er kommet afsted, så går det jo godt nok.
I dag gik den så ikke, hans Mor synes han var varm, så jeg måtte tage hans temperatur og den var kun 37,5, så der var jo ingen grund til at holde ham hjemme og vi kunne gå igang med vores morgenritualer. Da vi havde spist morgenmad (Vitus spiste 4 gange, først grød med Far kl 6. Så cornflaks med storesøster lidt senere. Morfar overnattede her, så der kom lidt nybagte boller og lidt af Fars yoghurt med nyristet mysli i mavesækken, for vi måtte jo holde morfar med morgenmadsselskab) brækede knægten sig, men Far mente nu det var meget naturligt, når man æder så meget om morgnen. Så vi var klar til at gå i vuggestuen kl 7.30 og hvis ikke det lige var fordi den lille kastede op ud over sig selv, da vi passerede dørtrinet, så var den nok gået (eller hvis Mor ikke havde set det. Red)
Så derfor er Far altså hjemme med sønnike og må nok indrømme at Vitus er lidt sløj, så han får da sovet igennem og Far mulighed for at arbejde lidt. For jeg er jo en mand og vi er altså ikke skabt til at passe syge børn eller sådan er der i hvert fald mange, der ser på det.
For nogle år siden var jeg på en arbejdsplads med en del kvinder i den fødedygtige alder, så der blev holdt mange første sygedage. Ind imellem var ungerne så syge, at det påvirkede arbejdspladsen og gav problemer med vagtdækningen, så vi var opmærksomme på problemet og havde fokus på, og forklarede at det var en forhandlet rettighed til at blive hjemme og passe sit syge barn indtil anden pasning blev fundet. Det snakkede vi en del om i ledelsen og med medarbejderne.
En dag kom sekretariatsledere og fortalte, at en kvindelig medarbejder fra morgenstunden havde meddelt, at hun ikke kunne tage sin aftenvagt p.g.a. sygt barn. Nu var det en mindre arbejdsplads, hvor vi kendte hinanden og vores familiemæssige relationer, så derfor kunne jeg ringe til hende og spørge om hendes mand havde fået aftenarbejde, hvortil hun forbavset svarede nej og jeg så spurgte om ikke han så kunne passe det syge barn. Nå jo, sagde hun så og kom på arbejde.
Eller sådan husker jeg det, men pointen er ikke, at hun ville snyde, for de tænkte det på den måde, at når baby var syg, så var det mor der passede baby.
De er ikke de eneste der tænker sådan. I 2011 lavede YouGov en analyse blandt lønmodtagere med børn under 12 år, der viste at det især er kvinderne, der bliver hjemme og passer børnene, når feberen raser og sender poderne til sengs.
Hvor det er 51 procent af kvinderne, der tager barnets første sygedag, er det kun 17 procent af mændene.
SE også #Farsbarsel 61 - er kvinders børn mere syge end mænds?
Der er dog stor forskel på det private og det kommunale arbejdsmarked. Mens mænd ansat i den private sektor ikke så gode til at holde barns 1. sygedag som deres kvindelige kolleger, er mænd og kvinder ansat i kommunerne næsten lige gode om at blive hjemme, når et barn må blive i sengen. I følge tal fra FTF 2009.
Nu er Far jo privat ansat, så her var det altså hans tur til at holde “barns første sygedag” og derfor både have tid til at blogge og arbejde lidt, selvom det jo retteligt er den syge søn der skal passes. På trods af sygdom, så glæder vi os over at bo i et samfund, hvor det har været muligt at forhandle sig frem til så gode forhold, at man kan passe sit syge afkom, når nu ikke man har en familie eller netværk der kan tage over. 
Jeg har før citeret bogen Pæne piger kommer i himlen – kloge kvinder vælger selv og kom til at tænke på at jeg nu selv er faldet i deres fordom:
Og så alligevel ikke, for nu er det jo rent faktisk Far her der sidder og skriver om at være hjemme med sit syge barn. Så måske har de alligevel ikke ret, næste gang tror jeg at det er mig der vil anbefale han bliver hjemme, hvis han er lidt varm, men så er det også Mors tur til at blive hjemme at passe ham.
