En evig genkommen diskussion i #Farsunivers er hvor kristen man skal være. Mor har valgt hele pakken og sidder i meninghedsrådet og Far er ateist og har meldt sig ud af foreningen.
Så Mor var lidt overrasket da Far bestemt sagde “JA” da hun spurgte om han ville med i kirke onsdag aften.
Årsagen var at finde på kirkens hjemmeside, for som børnelærdommen siger: så er det bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen eller måske skal man bare være åben for verdens forskellighed. På Vesterbro sogns hjemmeside kunne man nemlig læse
A TRIBUTE TO TOM WAITS & EASTER
Træd nærmere, træd nærmere……..og hør musikalske fortællinger og teologiske refleksioner fra livets udkant, når Sct. Matthæus kirke onsdag før påske omdannes til et trashy værtshus kl 20.00, hvor der serveres whiskey & øl i baren i det tilrøgede dunkle og stemningsfulde kirkerum. Med kombinationen af så forskellige genrer som beskidt blues over skrøbelig jazz til kirkegårdstango fortolker bandet Die Reeperbahn Waits musikalske univers imens påskens eksistentielle vitaminer bliver strøet ud i filosofiske dryp. Aftenen bliver i selskab med Die Reeperbahn og sognepræst Birgitte Kragh Engholm både skramlet og følsom, støvet og skæv, lidt underlig og ganske enestående.
Læs også