Det havde nok været nemmere at få det fjerde barn – 3.dec #Farsunivers #NuMedHund

“Hvis vi skal have hund, så skal det være en rigtig hund og ikke en lille tæppetisser der ligner en kat” sagde den velovervejede far, hvortil den impulsive Mor svarede “NÅR….” og kiggede så overbevisende på ham, som kun en ægteviv med egen indtægt og stemmeret kan.

Et juleeventyr om en moden mand og genvordighederne med at blive hundeejer

3. dec.

Det skete i december engang, at far tænkte tilbage på de sommerdage i Provence, hvor han blev voksen og følsom nok til hund. Da Far først havde sagt JA til hund og mor havde scannet hele internettet efter én, kom den næste udfordring…..

Hvad skulle det være for en slags hund?
Den samtale, som udviklede sig til lidt længere meningsudveksling, blev påbegyndt over frokosten i Ferme le Pavillon af den beregnende mor, som vidste at hende mand var mild og god, når maden var det samme.

Det var så her Far lidt bastant kom til at udtrykke “Hvis vi skal have hund, så skal det være en rigtig hund og ikke en lille tæppetisser der ligner en kat” hvortil den impulsive Mor svarede “Når….”

Så var positionerne ligesom slået fast, og der var ikke andet at gøre for den tvivlrådige Far end at understrede sit argument om at den tilkomne hund burde have en vis størrelse. Han fik hjælp af mindstemanden, der endnu engang tumlede rundt med de to hunde som var hjemmehørende i paradiset 4 ha store have i Provence. Og faktisk var det jo nok netop den samhørighed Far havde set mellem knægt og hunde, der sammen med rosévinen havde formildet ham til at sige JA til hunn. Samt sin egen revisionistiske erindring om at vokse op sammen med en Collie.

Knægten med den store Labrador og den endnu større Berner Sennen i den 4 ha store provencalske idyl, som dannede udgangspunkt for fars vrangforestilling om at have hund i den lille villa med den endnu mindre have i Valby

Derfor var far ret stålfast i at det skulle være en stor hund og i hvert fald ikke så lille en hund som en Cocker Spaniel, som han var overbevist om at Mor havde et falsk og romantisk billede af bare fordi hun havde haft sådan en som barn. En argumentation som far så overbevisende toppende ved at fremhæve, at de lugtede forfærdeligt, da deres ører langsomt rådner.

Nu vidste Far jo egentlig godt, at man ikke skal sige noget negativt om andres hunde, specielt ikke de afdøde, ligesom man ikke skal opdrage på andres børn. Det fik han så også understreget af denne samtale, hvor det helt tydeligt blev understreget af Moderen, at det var en familiehund de var ved at erhverve sig, som primært skulle være inde i huset og som de i fælleskab skulle gå tur med og også motionere.

Med en så overbevisende argumentationsrække faldt Fars krav til hund med omkring 10-20 kg og Mor kunne så endnu engang (helt undtagelsesvis) tage sin mobiltelefon frem og vise de muligheder, som hun allerede dagen før havde scannet internettet for – og de blev hurtigt helt enige om at det helst skulle være en blandingsrace, fordi de ofte har en bedre temperament som Mor understregede, mens far tænkte “YES og er betydelig billigere” hvilket han klogelig holdt for sig selv, der var jo godt tid til de kom hjem og skulle have pengene op af lommen, så meget kunne ske inden.

“Men der er rift om hunde her i Coronatiden” sagde Mor og forsatte så hurtigt at der ikke var mulighed for at afbryde “der er allerede solgt flere af dem jeg havde budt på i går, så vi skal handle hurtig” sagde Mor så hvilket abrupt afbrød fars adstadige tankestrøm.

Men det er en ganske anden historie…

Om saintmichels

www.facebook.com/saintmichels
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *