Efter en længere disput om størrelsens betydning var Far og Mor nu på vej mod ……….
Et juleeventyr om en moden mand og genvordighederne med at blive hundeejer 4. dec.
På familiens sommerferie, havde Far gjort det klart, at hvis (NÅR red.) de skulle have hund, så skulle den have en størrelse der kunne mærkes.
Det tænkte Far over i bilen, morgenen efter de fløjet hjem fra det paradisiske sommerferie, hvor far efter mange års modstandskamp havde strukket våben og sagt ja til hund. Mor, Far og den 8årige sad spændt i deres gode gamle bil, med blikket stift rettet mod fjerne horisonter på den anden side af Storebæltsbroen. Mor havde via det franske mobilnet aftenen forinden flyrejsen hjem, klikket på indbetal depositum på et for Far ukendt beløb.
På en ubeset hund. Eller ubeset var den jo ikke, Mor havde fremvist utallige fotos af en hvalpeflok fra en villavej i Middelfart på de sidste dage af familiens (forholdsvis) skærmfrie ferie i Provence. Far synes godt nok hvalpene så temmelig små ud, men det kunne jo skyldes skærmes størrelse og Mor havde med overbevisning i blik, stemme og krop gjort klart, at det nok var den eneste mulighed for at købe hund i Danmark resten af året, fordi der var så stor efterspørgsel efter sådanne kræ i Coronatiden.
Far tænkte eftertænksomt på, at så kunne man måske vente til næste år, men tav, da han fornemmede på mor og søn, at det måske ikke var et forslag som kunne vinde den helt store opbakning lige der.
- Læs også
- Det havde nok været nemmere at få det fjerde barn – 2.dec #Farsunivers #NuMedHund
- Det havde nok været nemmere at få det fjerde barn – 3.dec #Farsunivers #NuMedHund
I bilen have der sænket sig en andægtig tavshed, da Lillebæltsbroen dukkede op og man nærmede sig villavejen, hvor den tilkomne hund boede. Om tavsheden skyldtes forventningsfuldhed eller at alle var trætte fordi Mor havde planlagt lidt stramt oven på aftenens feriehjemkomst var svært at bedømme, men det var nok ikke fordi familien delte faderens eksistentielle erkendelse af at være fanget i et forpligtende ejerskab af et dyr, hvor depositummet var trukket og fælden klappet.
Så bilen blev parkeret. Far mandede sig op, og gik forrest op ad havegangen mod den velholdte villa. Bankede hårdt og bestemt på, helt som han havde lært man skulle da han gik til præst ude på landet, hvor præsten ikke havde så meget andet at byde på end hårde knoer.
Døren blev åbnet af en familie i deres fineste skrud, en mor i festlig kjole og far med sine tre drenge i jakkesæt og slips. Valbyfaderen hilste og præsenterede sig lidt forsigtigt som kommende ejer af en af deres hundehvalpe, mens han tænkte på at det ikke virkede som om det var Middelfartfamilien, der havde presset på for at de skulle komme komme så tidligt en lørdag morgen lige efter de var landet i Kastrup. Var det virkelig hans ægteviv der havde presset på for at handle, mens jernet var varmt eller i dette tilfælde var det jo ikke jernet der var varmt, mens fars rygrad som var smeltet.
Mens de tanker fløj gennem hovedet på Far smilede han til den fysnske hundefamilie og sagde “undskyld, det passer måske ikke så godt….I er måske på vej til fest” mens han overvejde om der stadig var en mulighed for at køre hjem med uforrettet hundesag. Men den smilende hundefar rettede på slipset og sagde “Nej da” på syngende fynsk “vi er på vej til stævne, men kom bare ud i haven og se hvalpene de er så søeee” (her manglede et “d” som vist er faldet ud af det fynske sprog)
Valbyfar så lidt skæptisk på hundefar og sagde “det ser ud til at været et festligt stævne I skal til, så flot som i er klædt på” hvortil den jakkeklædte mand smilende sagde “nåååå nej, vi er Jehovas Vidner så det er en en lidt anden slags stævne”
Åh Åh tænkte far, jeg skal ikke kun have en hund ind i min husstand, men oven i købet et fanatisk rovdyr, mens han kiggede anklagende på sin religiøse kone, som imidlertid kun havde øje for sin søn og det der skete ude i haven.
Men det er en ganske anden historie….
