“Du skal lige huske, at vi har lavet en legeaftale med Molly, bare så du ikke lader lågen stå åben” sagde Mor en eftermiddag “øhhhh hvem Molly” spurgte den aldrende Far som havde svært ved navne og det kunne vel for fanden ikke have noget med en hund at gøre
Et juleeventyr om en moden mand og genvordighederne med at blive hundeejer 14. dec.
Da sommeren gik på held stod Mor i haven, da den trætte og svendende Far kom cyklende hjem fra arbejde. Hun mødte ham med et smil og sin allermest indsmigrende lyse stemme, som hun ellers primært brugte overfor babyer (og på det seneste dyr), mens hun sagde “Du skal lige huske, at vi har lavet en legeaftale med Molly, bare så du ikke lader lågen stå åben”
Far erindrede ikke at han kendte nogen der hed Molly, men på den anden side var det jo ikke første gang, at han havde glemt navnet på en af ungernes veninder.
Men tænkte alligevel, at det var lidt mærkeligt at han skulle lukke lågen, så ungerne ikke løb ud, da de hjemmeboende var henholdsvis 8 og 18 år. Så han dristede sig alligevel til at spørge “Hvem er Molly?”
“Nå ja det har jeg nok glemt at fortælle dig, men det er Krumme (hunden i #FarsUnivers #NuMedHund red.) som har en aftale med en hunhund om at de skal lege i vores have i eftermiddag, han skal jo socialiseres”
Far trak vejret dybt ind, og tænkte at der var sgu nok klimakteriedamerne med efternølerhundene, hvor det moderne-curling-mødre-instinkt havde taget overhånd og forældrederteminismen var projekteret over på hundene, mens livet passerede revy og han tænkte på sin egen barndom, hvor hans forældre aldrig havde arrangeret legeaftaler for ham og en hund var et dyr. Den gang hvor ens forældre ikke altid vidste hvor man var om eftermiddagen eller hvor man kunne være til et voksenarrangerment, uden andet at lave end at kede sig.
Noget som et moderne barn aldrig oplever, fordi hvis ikke de er beskæftiget i den institutionaliserede verden er de i hænderne på MOR, som har planlagt resten af deres liv, i en stadig mere matriarkalsk verden – i hvert fald når det kommer til børn og som Sara Alfort rammende har beskrevet i sin lille bog “Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid’
Den tendens havde nu åbenbart også ramt hunde og deres ejerinder. Far havde faktisk godt set, at der var facebookgrupper for “Hunde legeaftaler” men troede ærligt talt det var forbeholdt Nordsjællandske ghettoer og ikke et almindeligt villakvarter syd for København
Alt det tænkte Far over, mens han lidt stakåndet efter cykelturen forsagt og langsomt sagde “Hunde-Lege-Aftale???” og trak vejret ind for at siger noget mere, men blev i det samme afbrudt af fruen, som kiggede bestemt på ham og i et lidt dybere toneleje sagde “Han har det bedst med tæver, der er lidt større end ham selv og som kan sætte ham på plads, så derfor…”
Far rettede sig lidt op på tå, for ligesom at være i øjenhøjde med sin kone, men stak så alligevel halen mellem benene og luntede langsomt ind i huset, mens han tænkte over hvem HAN var….
Men det er en ganske anden historie. ….