Skal man skærme sine børn fra politisk debat, hvis man vil vise dem en mangfoldig verden? Sandheden om #1864

Oven på de seneste ugers politiske debat om en dramaserie på DR er jeg blevet i tvivl om, man bør skærme sine børn fra politiske debat, for at gøre dem til deltagende demokratiske borgere, der kan …hmmm…deltage i den politiske debat?

NEJ bare rolig de skal nok blive fyldt med alt mulig vrøvl i den offentlige debat- jeg vil ikke tage patent på sandheden og det er jeg yderligere blevet bekræftet i, af en historiebog, som er kommet i denne uge og som giver håb om at verden er mere nuanceret end som så – hvordan det hænger sammen har vi brugt dagen på at beskrive. Skal ikke udelukke, at det spiller ind, at jeg er historiker, men først og fremmeste betragter jeg mig som demokrat.

1864

Morgenbordet i Valbyhjemmet var søndag præget af konflikt, da den nuancerede 1864 udlægning Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg” kom til at ligge oven på Politikkens artikel om “Kultur er højrefløjens talerstol” Da den 2årige så det, pegede han på billedet af Pia Kjærsgaard og Alex Arendtsen og råbte MORMOR og MORFAR men det vil jeg ikke skrive for det tror jeg ikke de vil bryde sig om.

Forleden sad vi i det lille Valbyhjem og talte om hvad den rigtige historie, om det der 1864 nu egentlig er. Vores unger gad ikke rigtig deltage i snakken, selvom de deltog ivrigt i vores snak om det nationale spørgsmål, da vi besøgte Skåne i sidste uge. Ungerne gider heller ikke se DR dramaserien om 1864, på trods af den meget omtale serien har fået, specielt i forhold til om den nu også er historisk korrekt og om det er den RIGTIGE politiske holdning der præger den fiktive dramaserie. Jeg kan ikke lade være at tænke, at det måske netop på grund af netop den debat, vores unger finder den uinteressant.

Det kan jeg egentlig godt forstå, for når debat om en TV serie bliver så skinger og absurd politisk, så må man som 12 og 15 årig tage sig til hovedet og tænke, at hvis man oven i, at skulle se en tv dramatisering af en bog om en 150 år gammel krig også skal forholde sig til om Pia Kjærsgaard ikke synes, der var sigøjnere i Danmark i 1864, så så er det nok svært at finde interessen.

Jeg synes det er ærgerligt, for selvom jeg kan være skeptisk overfor politiske særbevillinger til særlige politisk bestemte kulturprojekter, som var baggrunden for dramaserien, så medgiver jeg at krigen 1864 spiller en helt speciel rolle for den danske mentalitet og udviklingen af vores nationalfølelse. Det synes jeg er vigtigt, at vore børn også forholder sig til og det var vel egentlig også sigtet med særbevillingen, og det at få en dramaserie med udgangspunkt i slaget ved Dybbøl. Sjovt nok er det så de samme politikere, der ødelægger det sigte når de får den politiske samtale om en vigtig begivenhed i vores fælles historie til at blive til et skænderi om ligegyldige detaljer, som skræmmer dem væk som havde allermest brug for den bevidsthed.

Historien har altid båret præg af tolkninger og er en kampplads for politiske udlægninger, det viser blot historiens vigtighed for den nutidige udvikling og sådan skal det være. Problemet opstår først når det ikke længere er en debat, men politikere der står i hver deres minaret og råber til hinanden uden at ville indgå i demokratisk samtale eller blive klogere.  Oven i er der i det konkrete tilfælde, tale om en kunstnerisk dramaserie – det synes jeg så gør debatten absurd, for i dansk kontekst har der altid været lagt vægt på en politiske armslængde.

I ugens løb beskrev en forfatter Ib Michael Kritikken af ‘1864’ er en pærevælling af patetisk vrøvl og han havde nogle ret præcise pointer. Men dem kan du selv se her

marlene politiken

I dag var der en større artikel i Politiken om “Kultur er højrefløjens talerstol” med udgangspunkt i hvor detaljeret politikerne skal blande sig i de kunstneriske udtryk. I den noterede vi en intelligent bemærkning fra en politiker vi ellers heller ikke altid er enig med “Hvis man går i rette med en dramaserie på DR og går helt ned i enkelte scener – hvis det er det, der skal til, så vinder de.”

Jeg sidder blot tilbage med en grundlæggende angst for hvad det er for et samfund der kan udvikle sig, hvis politikere mener, at de skal bestemme, hvad der skal komme til udtryk i hver enkelt scene i offentligt finansierede dramaserier. En sådan form for holdningskontrol hører normalt helt andre samfund til, end et pluralistisk demokrati som det danske. Det, som for mange kan synes som en bagatel om detaljer i en TV serie om en gammel krig, kan faktisk være et udtryk for en samfundsudvikling, som vi bør være på vagt over for, uanset hvem eller hvilke politiske holdninger der ligger bag, så skal vi tage afstand hvis politikere mener de har patent på den sandhed, der skal udtrykkes – også i noget så ufarligt som dramaserier.

Så var det jeg et kort øjeblik tænkte, om jeg skulle skærme mine børn fra at opleve politiske debatter i det hele taget. Men kun et kort øjeblik, for de skal nok kunne vælge deres syn på verden selv, når blot vi lader dem se at verden er magfoldig, at der ikke kun findes én sandhed.

Det blev jeg yderligere bestyrket i denne uge, da der kom en fantastisk hjælp til det, nemlig en historiebog ”Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg” der viser hvor forskellige oplevelse af sandhende man kan have på den ene og anden side af frontlinien. En sandruelig beskrivelse af en mangfoldig verden og det forskellige synd man kan have ud fra hvor man står – de beskriver nemlig de samme slag og begivenheder set fra henholdsvis dansk og tysk side – og det kommer der helt forskellige historier ud af.

I krig er sandheden det første offer og sådan forholder det sig vist også i den krig som Pia Kjærsgaard og trosfæller er ude i med korstoget mod den kunstneriske udlægning af krigen i 1864 som Ole Bornedal og DR står bag, derfor har jeg et fromt ønske om at de vil læse ”Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg” som Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek i Kiel og Museum Sønderjylland i Sønderborg står bag.

Politiken anmeldte bogen i ugens løb og havde et fantastisk eksempel på bogens metode.

“2. april – to måneder efter den danske hærs tilbagetog fra Dannevirke og godt to uger før dens nederlag ved Dybbøl – bombede preusserne Sønderborg. Hvorfor mon? Det var nemt at svare på for journalisten på Illustreret Tidende, 17. april: »Vi Danske skaane hvert enkelt Hus saa længe som muligt«, mens vore modstandere »ikke tage i Betænkning uden Varsel at spy Mord og Brand over en aaben, blomstrende Handelsby«.

Og det endda en by, de påstod, de ville befri for »det danske Aag«. Konklusionen er ligetil: »Sønderborgs rygende Tomter vil raabe til Himmelen om Hævn over de raa Voldsmænds onde Idræt«.

Den tyske offentlighed fik en anden besked, i lige så overbeviste vendinger.

»Nu er byens huse omdannet til kaserner, og i Sønderborg er der artilleripark, reservebatterier, ammunitionsmagasiner og andet krigsværktøj«, skrev Leipziger Illustrirte Zeitung 16. april. Det lyder som det, vi hørte i sommer, da israelerne smadrede skoler og hospitaler i Gaza: Vi bomber civile bygninger, men kun, fordi de er skalkeskjul for militæret.

Bomberne faldt altså, enten fordi tyskerne var bestialske, eller fordi danskerne var fupmagere. Begge dele kan ikke passe. Hvem skal man tro på?

Ingen af dem, siger den dansk-tyske historikerduo med én stemme. Preusserne havde en smart plan. De ville gå uden om Dybbøl og sætte over sundet til Als. Bomberegnen i Sønderborg skulle aflede danskernes opmærksomhed fra invasionen. Men det blev stormvejr og bagefter måneskin.

Omringningen måtte opgives til fordel for plan B, stormen på Dybbøl. Først tre måneder senere, da den tåbelige danske regering havde sagt nej til forliget i London, kom den preussiske armada over det smalle sund til dommedagen på Als.”

Verden er magfolding og det vil jeg stå fast på at vise mine børn, så de skal opleve både Bornedals udlægning af 1864 og Pia Kærsgaard fortælle om hendes verden. Ud fra det er jeg sikker på de selv vil være med til at skabe en demokratisk samtale, der er lidt mindre skinger og som levner plads til både kunstneriske udtryk og respekt for de der mener noget andet end dem. Jeg tror nemlig godt de er i stand til at vælge hvad de vil tro på, uden at politikere skal udlægge teksten for dem.

 

 

 

Om saintmichels

www.facebook.com/saintmichels
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *