Etnisk svigerfamilie truer julen

I #Farsunivers vil man gerne være en moderne storbyfamilie, så derfor har den metroseksuelle Far foreslået lidt moderniseringstiltag i julen. Det er ikke faldet i helt god jord hos familien af etnisk jysk herkomst. Hverken det med lave en vegansk afholds julemiddag eller det med at afskaffe gaveræset.

Det skete i november engang, at de første bemærkninger satte udfordringerne i gang. Far foreslog, at når nu han i år skulle stå for julemenuen, så blev anden erstattet af gås. Det medførte store protester fra de store teenagere i alliance med den 6-årige, som mente at der hørte både and og flæskesteg til juleaften, sådan som det plejer at være hos Mormor og Morfar. Far indledte tålmodigt en dialog (monolog Red.) om, at nu var “plejer” hos bedsteforældrene jo erstattet af at de hvert andet år holdt jul i det civiliserede Valby og hvert andet år i det mørke Jylland, og når det var i Valby så “plejede” Far kun at lave and, da det andet er noget kødfrås med både svin og fugl i samme servering og man skal passe på miljøet og at klimaet ikke får det bedre af, at vi laver juleorgier af mad i det priviligeret vestlige overflodsamfund  (mens han tænkte på at den gang han var barn, og fejrede jul hos sin mormor og morfar havde de altid fået and ) og at det i øvrigt også var derfor Far sidste år havde foreslået at der kun var én gave pr mand. Her afbrud Mor dialogen, kiggede truende på ham og sagde at det med gaverne vist var uddebatteret. Far tav og lod bemærkningen om at, hvis man skulle dømme efter Mors gavebjerg på loftet, var den dagsorden vist også mangedoblet, hvile på tungen.

Fars trumf over for ungernes julemiddagskonservatisme var, at han ikke mente  de kunne smage forskel på and og gås, ud over at gås ville være mere saftig og sprød. Det der gjorde det største indtryk var dog nok, at han ville lave alt det traditionelle tilbehør med hvide kartofler, sukker-kartofler (som de kalder brunede kartofler i Jylland) rødkål, franske kartofler (som slet ikke er franske, men lavet ude hos Kims i Taastrup) og sidst men ikke mindst SOVS.  (Denne brunlige klæbrige masse som er så afgørende i det etnisk jyske julekøkken – vi har tidligere skrevet om det i Sovs eller sauce – genetik eller social arv)

Så ungerne accepterede stiltiende fars GÅS, men de havde åbenbart klaget deres nød til Morfar, for pludselig indløb der en sms til Far fra Svigerfar, som står for vinindkøb til både Mænd og Kvinder (eller høns som man i en hemmelig maskulin SMS udveksling kan komme til at betegne dem, men den stigmatisering er der jo ingen der kan tage anstød af, fordi den netop er hemmelig)

Så nu er gåsen i ovnen og fonden ved at koge ind som grundlaget for en rigtig tyk brun sovs, mens bedsteforældrene er på vej over Storebælt med vin til mænd og gæs.

Læs også: At blive presset ind i et patrikalsk familiemønster af kvinder #MeToo lex #bilvask & #julesmåkagebagning

Læs også: Jeg så julemanden kysse svigermor – bristede illustrationer i #Farsunivers

Læs også Med lidt rettidig omhu er det nemt at gøre sine børn jule ulykkelige

Se mere om jul i farsunivers 

Om saintmichels

www.facebook.com/saintmichels
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *