FarsUnivers

Efter at have oplevet min søns omgang med kendiser fra TV, har jeg overvejet om TV  i virkeligheden har en tendens til at gøre vores børn til kannibaler?

DR kan altså noget med det der børne TV. I det lille Valbyhjem har DR slet ikke nogen konkurrence fra himlens skraldespande af Disney-Nickelodeon-masseproduceret-crap kanaler, for mindstemand har valgt og vil kun se Kaj og Andrea (eller Bamse). Det kan Far godt forstå, for allerede den gang da han var lille var DR helt fremme i skoende, og det var alle børns foretrukne TV kanal. Eller den gang var det måske mere oplagt, da det var den eneste kanal man kunne se (bortset fra få avantgardister som havde tysklandsantenne (det hed det rent faktisk) og som kunne se Sesamstrasse)

Ja denne her stammer fra Sesamstrasse og ikke fra MuppetShow!

Den gang da Far var knægt, var hans absolutte favorit Kaj og Andrea, så måske er det noget genetisk at knægten har valgt samme favorit eller måske er det bare et udtryk for kvalitetssans.  I hvert fald er han helt stille og fordybet, når Kaj og Andrea glider ind på skærmen. Han har da også fået både flere DVD er og en masse merchandise hvor der både er dukker, popcorn, kopper og tallerkener og meget meget mere.

Det nyder han og her i juleferie, hvor sukkerindtaget jo helst skal over et kg pr dag udvidede mor repertoiret med en Kaj kage. Det blev mødt med en vis skepsis fra Far, som mente det var en usædvanlig stor kage til så lille en dreng og som også mente det ville være traumatisk at spise den figur fra TV man holdt allermest af. Indvendinger som mor fejede af bordet med et smil og bemærkning om at han jo nok ikke ville spise det hele.

Så begejstret tog knægten sin Kaj kagen fra sin Kaj og Andrea overpriced DR tallerkenen og satte tænderne i sin yngling.

Nu er det jo ucharmerende at spille bagklog, så Far sagde ikke noget da knægten efter 4 minutter så ned på sin tomme tallerkenen, hvor der nu kun var et foto tilbage af hans helt Kaj og stak i et ulykkeligt hyl.

Om det var fordi kagen var spist eller om den fulde konsekvens af den kanibalisme der ligger i at spise sin helt gik op for ham, kan Far kun gisne om, men det holder han helt for sig selv fordi vi også skal have lidt nytårsfred i det lille hjem, men det er såment nok Far der kommer til at betale psykologregningen, når den tid kommer.

Nyårsaften satte vi så prikken over i’et for den lille Vitus, da vi drak bobler som var navngivet så man følte sig hensat til en Twilight vampyrverden.

Men ind i det nye år kom vi, med både blod og alkohol i årene og uden at spise andet en høns fra ageren og dagen derpå er det nu dejligt at have en stor børneflok

Om en dreng med julekuller, der hopper over hvor sengergærdet er højest, for at ramme gulvet med en lyd som når man taber en flæskesteg fra køkkenbordet.

2. juledag kunne man i en i TV avisen se en “ekspert” udtale, at man skulle spise julemad flere gange om året. Indslaget handlede så iøvrigt ikke så meget om sundhedsværdien i måltidet, som værdien i at være sammen og at sætte fokus på det og at nyde maden i fællesskab.

I nattens løb tænkte jeg en del over om det nu også er så sundt. Tanken tog sin begyndelse ved 20 tiden da den 1½ årige skulle i seng, hvilket normalt er ret uproblematisk. En tandbørstning, en højtlæsningsbog eller to, suppleret med lidt sange (Og hvis Mor er på banen også noget med gud og aftenbøn)

I går var det bare ikke spor uproblematisk, da knægten havde været udsat for lidt af hvert, mens vi var hos mormor og morfar. At være at centrum for hele familien, samtidig med han havde indtaget uendelige mængder af sukker og julesul, så der var masser af energi, som han så brugte til at skrige, som i virkelig SKRIGE. Højt og længe. Men alting har en ende og også hans skrig og skrål, så efter nogle timer og et par flyveturer i armene på Mor og Far rundt i huset, faldt han endelig i drømmesøvn om røget sild med flødeovertræk.

Da Mor og Far nogle timer efter selv drog samme konklusion om at for meget jul, sukker, alkohol og fedt gør en sløv, men søvnløs, mens de lå dobbeltsengen og stirrede ud i julenatten, fornemme knægten pludselig at han igen kunne få udelt opmærksomhed, hvilket han fejrede ved at stikke i et hyl som en stukket marcipangris. Så først forsøgte far at udfolde sine pædagogiske evner ud i at få små drenge til at ligge stille og sove i deres tremmesenge, hvorefter Mor forsøge at få den HØJT skrigende knægt gjort grydeklar. Ind i mellem lå Mor og Far i dobbeltsengen og lyttede til hans højlydte ulykkelighed, mens de hviskede om hvad der mon havde været den værste påvirkning? Alle gaverne, den lange rejse, formegen omgang med svigermor, for meget sukker eller at han havde sovet mellem sine forældre i de tre dage de var på julevisit i Jylland?

Efter nogle timer skrigeri forsøgte var sidste mulighed, at lade ham ligge eller det vil sige, han stod skrigende og ruskede i sine tremmer på sengen, som gudskelov var købt i en højde så de ikke lige kunne forceres. Der gik dog ikke mange minutter før både Mor og Far fór ud af sengen, da gråden pludselig blev afbrudt af en lyd, som når en 10 kg flæskesteg falder ned fra køkkenbordet og rammer gulvet.

Ja – det var knægten der havde taget turen ud over tremmerne, han overlevede og faldt hurtigt i søvn helt uden skræmmer og let udmattet af skrig, skrål og faldøvelser på sengehest.

Der er langt ned fra sådan en LillePer seng når man er 1½ år og forsøger at tage et hovedspring ud over.

Far faldt også på bedste maskuline vis i dyb og velfortjent drømmesøvn. Den drøm som overtog bevidstheden var også af mandig handlings-orienteret karakter, da Far straks ansatte en konsulent til at behandle symptomerne ved knægtens nye vane. Dog ikke at undgå, at knægten kravlede ud over tremmerne, men at finde ud af hvordan Far og Mor i sikkerhed kunne dyrke sex uden han faldt ud.

Det er forunderligt, hvorfor sådanne drømme opstår, men det kan jo skyldes Fars optagenhed af Lars Von Trier nye film, og linier tilbage til hans forrige film, som  netop startede så tragisk med barnet der faldt ud, mens forældrene dyrkede sex…..eller måske så drømmer Far bare sådan fordi han er en MAND.

I dag har vi snakket en del med knægten om hvordan vi undgår sådanne situationer i fremtiden. Vi har ikke et entydigt svar, men Far overvejer da klart om julen nu også er så sund som TV avisen fortalte i går. Men vi er meget åbne for gode råd, for det er da en anelse usikkert når ens enbårne søn vælger en tilværelse som tårnspringer.

Endelig hjemme fra jul hos svigermor i det sydjyske, hvor jeg har sat mig med fod under eget bord for i RO og mag at læse bunken af aviser. I Politiken fra i går kan jeg se, at det ikke kun i Farsunivers.dk vi har undret os over hvorfor vi fejrer jul

Men nu har Far fået nok af jul, helligånd, jylland og svin for i år, så om lidt skal jeg op på cyklen og hente sushi, mens mor åbner lyserøde bobler.

Så ikke flere julerier herfra.

Glædelig bagjul og en venlig tanke til svigermor for at lægge hus, gryder og ryg til julekvababelserne i farsunivers

Man må hyle med de klippede får man er i blandt og….

Jeg tror på julen og den overdådige julefrokost, med masser af kælderkold snaps, sild og julesylte. Og på at min enbårne søn, undfangen i en rus af lyserød champagne, født af mor Marlene, forkælet af mormor, nedfaren til svigermors rige med far og på trediedagen opstanden til endnu et bugnende julebord

…… For nu er vi nemlig klar til endnu en omgang svin i forskellig forklædning. Vi har sammen med svigermor lavet mad til 30 mennesker og det er jo nok meget passende for en dansk julefrokost, når nu vi bliver 12 i alt.

Svigermors julebord står det sydlige jylland, så der er kål i alle retter, og hvis man ikke kan klare lugten i bageriet må man jo finde andre kålbede, for jeg tror ikke gud mildner luften

Hos svigermor kan man også blive intellektuelt stimuleret, hvilket jeg blev af af en tom pose fra Sønderjysk Kål hvor de på bagsiden skrev, at kål også kan indgå i vegetarretter, og det er jo overraskende, så det er nok noget etnisk jysk, jeg er så bare lidt i tvivl om kålen er halalslagtet.

-et sandt juleopbyggeligt evnetyr, hvor Far udfordres af evangeliet og guds søn, mens han optræder som hedensk julemand

Forleden var der en der spurgte om Far helt var holdt op med at blogge, “for det er da ærgerligt, når der er så få mandebloggere og jeg synes altså farsunivers var sjov på en grov måde”
Jeg kunne jo kun sige, at Far har holdt lidt igen. Den ene grund er at den 1½ årige knægt gerne selv vil føre ordet og Far derfor ikke længere kan lægge ham ord i munden, den anden er at Mor synes Far ind i mellem er lidt for politisk ukorrekt. Så Far vurderede det var bedre at stikke piben lidt ind og pålægge sig selv lidt selvcensur, for at bevare julefreden. Så må kampen for ytringsfriheden henvises til Fars faglige profil.
Det hører jo nok til at blive en moden og kontrolleret mand (at blive far og ægtemand – Red.), at man vælger på den vis. Men helt at holde inde med at dele sine oplevelser i det maskuline univers kan han nu ikke, han har bare søgt efter en indre balance, men nu er den gal igen og han er ved at flyde over, så må vi håbe at han på vanlig diplomatisk vis formår at holde balancen til julefreden.

I optakten til julen har et af de store spørgsmål i det lille Valbyhjem været “må man lyve for sine børn” og det har bragt sindene i kog. Jeg kan ligeså godt afsløre med det samme, at Far også her har udviklet en pragmatisk accept af omverdenens trang til at fylde knægten med opdigtede historier om nisser, jomfrufødsler, julemænd og Jesus. Med til historien hører at Far da han var 20 år holdt op med at holde jul, som reaktion på overkommercialiseringen af julen, og en patroniserende mormor, som hvert år råbte ud over det bugnende julebord “åhhhh hvor vi hygger os” mens alle vogtede over hinanden og hvem der gav de dyreste gaver. Det gjorde vi så fire dage i træk, mens samme mere og mere forædte familieflok, kiggede trætte på hinanden og prøvede at ryste den forlorne og oppiskede julestemning af sig. Eller sådan oplevede Far det ihvertfald, så han valgte at holde julen alene i de år, og kun holde juletraditionen i hævd med sin lille porcelens afventskrans på bordet, hvorpå der stod “julen stinker af antikrist”, og melde sig ud af både gaveræs og folkekirke. Gudskelov er verden ikke statisk, for ærlig talt lyder det da lidt trist set i bakspejlet og man skal jo ikke kimse af udviklingen.

For det skete i de dage i august engang sidste år, at Far sagde til Mor, at det vist betød mere for hende, at Vitus fik herrens velsignelse i en kirke, end det betød for Far, at knægten selv skulle bestemme når tid kom. Det var den første befaling der udgik i Fars verden, som siden førte til at han lod sig indskrive til babysalmesang og det der var værre. Og fordi Mor er af Borst’es Hus og slægt, drog de til Kolding for at lade sig indskrive i den traditionelle historie om overfyldte kirker, hvor alle de lejlighedkriste har sat hinanden stævne inden de skal hjem til frås og overflod, alt sammen sat i scene af en kommerciel julemand, som igennem årene har skabt mangt et trame hos de små poder på juleaften.

<iframe width=”420″ height=”315″ src=”//www.youtube.com/embed/Y4VFTkcfDb4″ frameborder=”0″ allowfullscreen></iframe>

Så julen har i år, for Far, udvikle sig på den vis, at når han har været i kirke med familien, skal han hjem og hjælpe svigermor i køkkenet inden han skal iklæde sig julemandskostymet og skræmme de små børn med en historie om at de artige børn får gaver og pebernødder, mens de uartige skal ride til Betlehem på en ged og bo i en stald.

At det er Far, der endte i svigerfars julemandskostyme begrunede den kære svigermor med at Far har 20 kg bedre statur til at spille julemand, end familiens ældste, svigerfar, der er en rank, statelig og slank mand. Så nu står jeg her i julemandens tøj og julens flæsk i min bug, men uden pude på maven og svigerfars sæk over skulderen (det er fra forfatterens side ikke en bevidst brug af sæk, som synonym for svigermor. Red.)

I sækken er to pakker, en til hans egen knægt og en til hans jævnaldrende kusine. Pakkerne skal behandles nænsomt, for ved mindste berøring gnækker og griner de små djævle dukker vildt og smittende. Far synes de er vildt sjove og er sikker på de nok skal skræmme de små, men så kan de lære det.

Det er jul, det er cool, det er nu man hygger sig bedst

Og julemanden sagde til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele familien

Inde i julemanden griner Far stille i skægget, simpelhen fordi han er glad og synes det er dejligt, når man kan være sammen om juleglæden, med helt egne traditioner, omend han da vist alligevel er påvirkelig af sine omgivelser

“Far synes du ikke det er fortænkt med fortænkte samtaler med mig, når nu jeg har lært at tale?
Og tror du ikke også Mor og de andre politikere bliver sure når vi fortænker dem?
Far synes du egentlig ikke bare vi skal stoppe?”
(Knægtens er begyndt at tale og kan både sige Skål (mærkværdigvis han første ord) Tak, Ja og Far – Red.)

“Jo Vitus”

Da denne samtale fandt sted, så forside headeren sådan ud for at understregde at der var “En far og hans søns FORTÆNKTE samtaler…”

facebook.com/saintmichels 

Amerikansk reklamefoto der strutter af sundhed og etik. Her fra McNorthCarolina

Hvis man vil bevare sine fordomme, er den bedste metode, at lade være at udfordre dem og helst lade dem være helt i fred. På den vis er det lykkedes Far at at bevare alle sine fordomme om McDonals. Ved ikke at opsøge denne såkalde familierestaurant har Far et klart billede af en burgersnask der serverer lortemad, der er så usundt at man dør af det (hvilket han fik bekræftet i Super Size me filmen, for han opsøger gerne fordomsbekræftelse. red) og som smager af pap. Deres restauranter er et udtryk for øjnbæ-mortorvejs-drive-in-farstfood-kultur, som underminerer en sund dansk madtradition og så er det deres skyld regnskoven bliver fældet. Oven i købet dyrker de en usmagelige markedsføring, hvor de med små grimme plastiklegetøjsdyr lokker vores små uskyldige børn til at æde store frituresavlende menuer med det misvisende navn Happy Meal. Den eneste der bliver glad af dem er McDonald pengetank. (Man bør iøvrigt ikke udelukke, at far ved at anvende denne fraværdsmetode i forhold til objektet for dine idiosynkrasier oven i købet har fået forstærket sine synspunkter. En metode, der også benyttes af en del politikere. Red.)

Skraldespanden i det lille Valbyhjem bliver sjældent overfyldt, for det er jo ikke hver dag Far ikke er hjemme.

Selvom Far gør sit for at påvirke familien med sine holdninger lykkedes det ikke altid. Men han har dog indflydelse på, at der ikke bliver spist McDonals mad i det lille Valby hjem. I hvert fald ikke når han er hjemme. Han har måske engang i mellem undret sig over, at der har været poser i afaldsspanden med logoer af gyldne måger og har da også mere end en gang set lignende sammenkrøllede poser i mors bil, men man skal jo passe på ikke at være paranoid og iøvrigt tage sine kampe med omhu, så det er blot blevet til en undren i Fars sind.

“Far jeg synes altså ham Donald laver gode pommes frites og hans bøger er oss gode. Tror bare du er misundelige på han har så flotte farver på sine møbler og dine bare er sådan nogle hvide nogle fra barcelona”

Men i sidste uge blev Far så alligevel udfordret. Han havde ikke været hjemme en aften, så familien måtte finde alternative metoder til at få mad på bordet. Det var så blevet til en tur på McDrive i mors dyt, og så hjem for at nyde de glade måltider i det lille Valbyhjem. Det blev Far oplyst om over morgenbordet næsten morgen af en sin stolte familie. Det havde nemlig haft en kullinarisk oplevelse, hvor den 1 1/2 årige havde indtaget en kæmpe pakke  pommes frites og en hel pakke majonæse og udtrykt stor glæde, ja nærmet tegn på lyksalighed og så havde han også fået en ny ynlingsbog. De grimme plastikdyr i Happy Meals var nemlig blevet udskiftet med bøger, i en kampagne der sætter betydningen af højtlæsning på menuen i samarbejde med Nationalt Videnscenter for Læsning.

“Læs gode bøger, læs sammen, læs tit, læs højt” er nogle af de gode råd som McDonald giver og hmmm de er da faktisk rigtig gode.

“Øv” tænkte Far “det er godt nok en god ide de der har fået og passer som fod i hose med de budskaber Far arbejder med i kulturministerens kampagne Danmarks Læser hvor han sidder i følgegruppen. Her har han flere gangen plæderet at vi skal ud hvor folk mindst forventer det, hvis vi skal have de der ikke læser til at læse mere. Det nytter ikke at stå inde på biblioteket med kampagner for de der kommer der ind, for de ved jo godt hvor vigtig læsning er for både børn og voksne.

Se Ny forskning: Læs en god bog og bliv et bedre menneske

“Øv, Øv, Øv det er sgu en så fantastisk ide, at jeg bliver nødt til at indrømme, at Mcdonalds har lavet en god kampagne og nok også fremhæve den i både skrift og tale”. Men han vil stadig forsøge at påvirke sine børn til ikke at spise dårlig mad som ingen har gjort sig umagen med at lave uanset, hvor mange bøger de kaster efter os.

Deres velmenende kampagne tager udgangspunkt i en undersøgelser som viser, at børns læsekompetencer øges med det, der svarer til seks måneders ekstra skolegang, når deres forældre læser fast for dem, mens de er små. Derfor sætter McDonald’s i oktober måned fokus på den gode højtlæsning og børnelitteratur, når restaurantkæden for tredje år i træk deler mere end 450.000 gratis børnebøger ud med alle Happy Meals. Derudover har McDonald’s i samarbejde med Nationalt Videnscenter for Læsning – Professionshøjskolerne udarbejdet en række små film og gode råd, der gør højtlæsning mere motiverende for både børn og forældre.

Det er en fin og kvalitetsmæssig i orden kampagne de har lavet – håber det smitter af på deres mad 😉

(P.s. Far har faktisk været på McD med Mor for nylig, da bilens eneste stop på en jyllandstur var på Den Gyldne Måge og han nød da vist også McDrive nyeste sunde alternative gulerødder i sin stille forknythed, mens han skulede til familiens fritureorgie Red.)

“Far overvejede at denne bog jo ikke nødvendigvis er nødvendig at læse for hans søn, da den jo handler om stoppe med at bruge sut og det bruger knægten jo ikke, men så beskylder Mor ham nok for censur, så….”

Kom til at tænke på en novelle af Vita Andersen, hvor hun i titlen giver sit bud på, hvad søndagen er skabt til, da vi over morgenbordet snakkede om, hvad dagen skulle bruges til.

Hos os skulle søndagen nemlig pludselig bruges til at bage i, det synes den feminine del af familien i hvert fald i bedste kagebagedyst stil, og så rettede den maskuline del selvfølgelig ind. “Sådan er det jo” som Mor plejer at sige, når man ikke kun er mand, men også Far.

Mor havde fundet ud ud af, at vi skulle invitere farmor på stegt flæsk, meddelte hun midt i morgenbollerne. “Jaaaa” sagde den 11 årige “så vil jeg bage en kage, og den skal være fucking besværlig og overtrækkes med fondant og roser”  Mor korrigerede hende straks og belærte hende om at man ikke behøver at sige fucking i hver sætning og “om alle de andre i klassen også siger sådan?”.

“hvad tror du selv?” svarede Far ikke, mens han kigger lidt åndsfraværende ud i ingenting og tænkte videre over, hvor Mors sproglige virkelighedsfornemmelse blev skabt, for det kan da godt være de ikke bruger ordet på den talerstol, der står på Mors arbejde, men ellers er vi nu ikke så imponeret over Mor og kollegaernes sprog imellem.

Se også Far, hvad er forskelle på en holdning og er standpunkt?

Og herude i Valby på Kirsebærhavens Skole, står ungerne ikke tilbage for de kære politikere. Nå fuck det, tænker Far for han var pinlig bevidst om, at det i dag var ham der var hjemme med den 11 årige og den plan som var ved at udvikle sig, betød at han skulle have taget sin fondant-mødom. Fuck Mette Blomsterberg og den store kagebagedyst, bandende han indvendig, for han kunne se solen skinne udenfor, men han kunne også se frem til en backup-dag i køkkenet, med at tolke diverse opskrifter, rører i cremer og forme fondant, samt ikke mindst rydde op og gøre rent efter en 11årig som villle ha det skulle være fucking besværligt.

Men sådan blev det, for kvinderne havde jo sat sig for, at det var sådan det skulle være og Mor var vist også temmelig bevist om, at hun skulle på cafe med en veninde og så til gymnastik med knægte, som iøvrigt synes det var sjovt at Far og storesøster skulle bage hele dagen og han var sikker på det hele var til ære for ham.

Men når nu alt frygt for feminin blomsterbersk kagepynt bliver fortrængt, så er Far faktisk lidt stolt af sin og den 11 åriges første forsøg med fondant, og solen skinnede stadig lidt ned i haven efter 5 timer i køkkenet, så Far klagede ikke og var vel også lidt imponeret over at kunne præstere sådan et resultat uden manicure, læspen, lipgloss og blomsterberg.

Egentlig var han vel bare bare lykkelig og oven i købet kunne han nå et solstrejf inden han skulle igang med stegt flæsk til farmor, for det er søndagen jo også skabt til.

Far, se en vandrestav, tror du så ikke jeg kan gå på vandet?

Sommerens sidste dag, faldt på en lørdag. Det var den sidste lørdag i september, så det var en sen sidste sommerdag, men til gengæld en fantastisk en af slagsen. Den 1½ årige og Far brugte den til at gå på vandet. Knægten er nemlig så glad for den nyvundne frihed det giver ham selv at kunne gå, så det skal udnyttes til fulde.

Vi var på besøg hos Mormor og Morfar på sommerens sidste dag og Mor brugte dagen på arbejde, så Far måtte finde på for at slippe ud af svigermors klør. Da septembers himmel var så blå, var det oplagt med en tur ned til fjorden. Så vi kyssede Mormor farvel og drog af med barnevognen. Et fantastisk syn mødtes os snart, da vi så ud over en solfyldt Kolding Fjord, så der gik ikke lang tid for knægten hoppede ud af barnevognen (Og for at berolige speltsegmentet. Jo, han var spændt fast med barnevognssele, som Far løsnede før han hjalp knægten forsigtigt ned, det er bare et udtryk for en frisk udtryksmåde Red) og satte i løb hen over stranden for at soppe i vandkanten og forsøge at fylde fjorden op med sand.

Far, hvis du du havde rettet mere opmærksomhed mod min færden end i dit kamera, tror du så ikke jeg havde undgået overbalance og dukkert?

Det var fantastisk at se den lille vandforskrækkede knægt løbe rundt i vandkanten, tage håndfulde af sand og grinende smide dem ud i fjorden. Det var heller ikke helt nemt at styre, hvor stranden stoppede og vandet begyndte, så mors nyindkøbte sko var lidt udsatte. Mens Far filmede og tog foto, tænkte han på at det da var godt han havde fået imprægneret skoende og at det egentlig var sjovt, at det med sko behandling var blevet en maskulin pligt. Han spekulerende også lidt over at det nok var meget godt at Mor ikke var med, for hun havde nok ikke helt samme tiltro til at fars evner ud i at skabe vandtætte lædersko, der ville sikre Vitus tørre tæer.

Mens alle disse overvejelser fyldte Fars hoved tog knægten et stor skridt ud i oceanet, for straks at opdagede det var vådt og koldt, så han vendte resolut om på hælen, mistede balancen og var så pludselig ude at svømme rygsvømning på dybt vand.

Far nåede lige at tænke “satans også, at jeg slukkede videokameraet” og registrerede en ung kreativspeltoverklasse kernefamilie stå med deres pyntede unger og kigge forfærdet (foraget over at man på den måde kunne lade sin søn udsætte sig selv for så voldsom fare og være flere halve meter væk Red) på knægten som pjaskende i vandkanten, inden Far trådte et skridt ud i vandet og fisskede den nu grædende knægt op af vandet.

Vi kom hurtigt op i barnevognen og fik noget af det våde tøj af og var glade for at Mor havde insisteret på at vi skulle have regnbukser med (hun havde sagt på Red.) så der trods alt var noget tørt tøj at have på. Så iklædt regnbukser og fars jakke gik det nu i raske fjed gennem skoven og hjem til mormor og morfars veldækkede frokostbord, som vi vidste ventede. Far tænkte at han hellere måtte meddele sig til Mor, så hun kunne vende sig til tanken om at hendes lille søn havde være på vilde vover, måske frygtede han også lidt en reaktion om uansvarlighed, over at knægten bare fik lov at gå ud i det iskolde vand.

Men Mor lagde alt sin kvindelogik i sit sms-svar da hun skrev “Og så kommer der lige en mor-kommentar…hvad skete der lige med regnbukserne???”

Knægten og jeg kiggede opgivende på hinanden og tænkte “som om ….det havde hjulpet, når man nu dykker helt ned under” og blev enige om, at der bare er så stor forskel på mænd og kvinders rationale og var glade for vi ikke havde hørt efter Mor, for ellers havde vi jo ikke haft nogle tørre bukser at tage på efter vandgangen.

“Far, tak fordi du trods alt stoppede med at filme, før jeg faldt i, så du  kunne redde mig op, for jeg bryder mig ikke om koldt havvand.”

I farsunivers har vi ofte talt om hvorfor så mange fædre i vores verden står for familiens madlavning. I dag har den velnærede knægt og Far fundet et svar i Metroxpress 

Speltmødres børn er underernærede
Højtuddannede og kostbevidste forældre giver deres børn så fedtfattig mad, at de bliver underernærede skriver Metroxpress og uddyber det med et fristende menufoto fra et spelthverdag

En speltret som denne er ikke for børn. I hvert fald ikke,
hvis det er det, hverdagen altid byder på. 

 

Der er i øvrigt flere, der har spurgt os, hvad vi har mod spelt i farsunivers. Intet og der kan komme fantastiske produkter ud af det, men vi er på vagt over for al fanatisme

Speltbock og Speltboller med en skive høgelund sønderjysk blå, syltede grønne tomater og chili.