Forleden var den lille Valbyfamiien ude at spise. Det forgik hos Madklubben på Vesterbrogade, en dejlig lille restaurant, der har mad som passer alle i familien, et sødt og opmærksomt personale, så den mindste synes også det er sjovt at få så meget opmærksomhed.

Så der var lagt op til en dejlig aften. Udfordringen kom først da Far skulle på toiltetet. Da jeg kom op til dem, kunne jeg konstatere at der var en rød og en blå dør, men at der ikke stod hvilke der var til mænd eller kvinder.

Jeg valgte den røde, for jeg følte mig lidt rød og mild inden i, for det var 1 års bryllupsdag og kan man så andet end være glad.

Toilettet lignede nøjagtig det der var bag den blå dør og som Far have frekventeret sidste gang han var på besøg. Så alt var også her i sin skønne orden, indtil Far havde forrettet sin nødtørst og kom ud for at vaske hænder. Der stod en progressivt udseende V esterbro(spelt)kvinde, som målte Far i spejlet og vrængede “Du er vist gået forkert”. Nu kunne Far godt havde sagt noget om stereotype kønsopfattelser med baggrund i ensidig og reaktionær tolkning af  farvaskalaer og at Far her fandeme følte sig rød og let i sindet så han ville have lov at pisse bag rødt, men hvis hun ikke lukkede speltspalten så ville han se rødt.

“Oh, Oh … hvor går man hen hvis man er en Mand?”

Jeg smilede nu bare skælmsk og overskudsagtigt til hende og tænkte mit, vaskede mine hænder og gik ud til min familie som sad lige der for enden af regnbuen.

Så det endte med at blive en dejlig aften, men forleden var den gal igen. Da kom Far til at købe en bog, der kostede det gule ud af ørene.

Jeg synes normalt ikke jeg er den vilde impulskøber og faktisk plejer jeg heller ikke at købe bøger i et supermarken. Men torsdag aften var jeg lige forbi den lokale Superbest i ulvetimen, og skulle skynde mig hjem til den 11 årige, der passende den mindste.

Lige der lå BOGEN, en dejlig bog i tykt pap med billeder af alle de dyr som Vitus holder allermest af. Der var både heste, grise, kør og får, og så var den på tilbud, kunne jeg se på den gule prisseddel, så den røg i vognen.

“Far, der står impulse på prisen, ikke tilbud, så det er sgu da hel ok den koster det sammen som prismærket inden under, vær nu lidt moderne, det hedder markedsføring”

Det var først da jeg kom hjem, jeg fik øje på, at der ikke stod tilbud på den gule seddel, men impulse, men hvorfor de så havde klistret den gule siddel oven på en hvid, hvor der også stod 49,95 kr. ved jeg ikke eller måske gør jeg!

Så Far røg lige i den reaktionære farvekodning, hvor gul som bekendt betyder tilbud, så næste gang må jeg hellere gå ind ad den blå dør 😉

Men hvem ved, måske er det en sag for den såkaldte ligestillingsminister  Manu Sareen som tidligere har raset over lyserødt LEGO, for det er vist mere sådanne sager han går op i end de der virkelig kunne rykke ligestillingen når står fast på: Godt at droppe øremærket barsel 

I vores lille familie er Mor politiker. Det betyder at det er hende der sætter den politiske dagsorden ude i verden eller i hvert fald forsøger. Vi snakker tit om det mon ikke også er sådan herhjemme?

Far, tror du mor mener vi to gerne må være uenige med hende eller er det sådan noget politisk spin?

I denne weekend er Mor så til landsmøde i sit parti. Der skal de sikkert diskuttere mange interessante ting i forhold til hvad en regering kan gøre og hvad den rent faktisk gør. Aktuelt tror vi nok, at de skal diskuttere hvorfor det var der ikke blev indført øremærket fædrebarsel, når nu de havde skrevet det i regeringsgrundlaget.

En diskussion, som også har fyldt en del i Farsunivers, den ophedede kan du se her. Vi blev lidt overrasket da vi så at Regeringen dropper øremærket barsel til fædre og indfører i stedet en 100 kr bonus. Men kun lidt for vi har jo godt mærket den store modstand mod at hjælpe mændende til at få mere barsel.

LÆS: #Farsbarsel 30 – Vil mænd bare ikke være sammen med deres små børn?

Vi har også lavet sjov med at sådan en bonus ikke ville have effekt og måske endda modsat effekt, da den ville cementere forskellen mellem mænd og kvinder. I dag kan vi læse om i avisen, at nu er selv ministre kommet i tvivl om effekten.

Far, det er så hyggeligt du passer mig, når nu jeg har lidt feber som i dag. Ligesom da vi havde barsel og var sammen hele tiden. Bare mange fler farere gjorde det. Men måske skal vi bare sige lige som ude i samfundet “hvad rager det os, for vi har vores på det tørre”

For os er diskussionen derfor slut, og vil lade MOR og alle de andre om at være uenige. Om det er derfor Mor har fået lavet et banner med det enkle budskab “Du har ret til at være uenig” ved vi ikke eller om  det bare er en hyldest til demokratiet, hvor uenigheder udveksles og ideer udvikles gennem samtalen.

Dog er knægten og jeg  lidt usikre på om det også gælder for os herhjemme eller det også bare er ude i den store verden, hvor Mor sætter dagsorden. 

Det stod der faktisk på bilen “Lad ikke en kvinde klare en arbejdsmands opgave”. Kunne man forstille sig den modsatrettede tekst? Nej vel!

Knægten og jeg lod os i hvert fald provokere af denne bil, da vi var ude med barnevognen forleden. Vi snakkede lidt om hvordan det ville gå, hvis man i stedet skrev:

“Lad ikke en mand klare en husmoders opgave” og et billede af en mand midt i vasketøjet. I hvert fald ville der nok ikke gå længe, før en emsig speltkvinde havde overmalet bilen, for en sådan tekst ville jo være mandschauvinistisk.

Men måske er det et symptom på udviklingen af de moderne kønsroller. En kvinde kan med oprejst pande fortælle, at hun ikke kan lappe en cykel eller skruen en skrue i eller skifte hjul på bilen, mens en mand vil blive betragtet med en vis skepsis, hvis han siger at han ikke kan vaske tøj, lave mad eller sy en knap i. Forventningen til den moderne mand er nemlig, at han både kan klare det man i stigmatiserende kønsroller betragter som de mandlige og de kvindelige opgaver, mens kvinden godt må sige fra på en række maskuline opgaver. Eller sådan oplever jeg det ofte i omgangskredsen, men det er måske bare mig?

I går blev jeg ikke destomindre mindet om dilemmaet igen da en kvindelig ven på facebook skrev “Så sad man her på E47 med et smadret hjul. Har prøvet at skifte selv. Men kan sku ikke sådan noget pis. Pis pis pis” 

Kunne man forestille sig en mand skrive “mit tøj er beskidt, har prøvet at vaske selv, men kan sgu ikke sådan noget pis” uden at en del kvinder havde kommenteret, at han da var et sølle pjok?

For ikke at nævne Mor(ligestillingordføren), da hun for ikke længe siden sagde “I sådan en situation er jeg altså glad for mænd” da vi havde skiftet hjul på hendes bil. (Tror ikke jeg skulle ha hørt det, men er da glad for at blive sat pris på)

Jeg har tidligere skrevet om andre stereotype forstillinger og måske er der en større sammenhæng når vi spørger om;

Knægten og jeg har før været udsat for middag for mødregruppen, men i dag skal vi opleve middag med mødregruppen. Det vil sige, at Far for lov at være med ved bordet og det gør alle de andre fædre også. Vitus glæder sig, for når man er 1½ år, så er det sjovt at få besøg af de 5 andre rødder som man har kendt lige fra man blev født.

Konceptet er aftalt af mødrene, som synes det kunne være sjovt at involvere deres mænd. I konceptet ligger også at der skal laves mad……..af Far. Så nu er grillen i gang med 4 kg. Porchetta. Heldigvis har de aftalt, at de hver især skal have lidt tilbehør og en børneret med, så der bliver nok nok mad.  Far er lidt spændt på om han vil synes ligeså godt om at være i Mødregruppe som Mor synes og om de andre familier har samme arbejdsfordeling, så vi mænd kan dele opskrifter når vi skal bryde isen og finde en fælleshed.

Slaget fra et svin snøret med rosmarin, hvidløg og olivenolie. Jeg garnerer med lidt citron for at gi lidt syre. Efter nogle timer på grill er man tæt på himmeriget

Mor er lidt stresset eller DET ER HUN I HVERT FALD IKKE, siger hun lidt bestemt, og så skal man jo ikke stille spørgsmålstegn ved et. SOm hun siger, “det er jo helt afslappet og bare mødregruppen” og det betyder så, at vi bare lige skal have gjort rent, dækket bord til 12 voksne og 14 unger i forskellig størrelse, hentet blomster i haven og sat i vaser, lavet lidt forskellige appetizers, lave grøntsagsstænger til ungerne, lagt lidt bobler på køl, lavet raita med mynte, Romesco sauce og altså grillet lidt  Porchetta, som er Fars primære fokus.

Far, jeg er klar til gæsterne kommer. Hvorfor løber Mor egentlig rundt, for bordet er jo dækket?

Knægten og jeg tror nu nok vi når det hele også selvom Mor skæver lidt til Far, mens jeg sidder med computeren i skødet. Synes faktisk jeg fornemmer et uudtalt spørgsmål om det nu også er rettidig omhu at sidde og skive NU, når vi skal have huset fyldt af gæster om 1½ time. Men vi er klar og kernetemperaturen på  Porchettaen er nu 41 grader, så vi når nok de 71 inden de kommer og så er alt jo godt…..Mor

Forleden morgen sagde min kone “gud ved hvor mange småbørnsfamilier, der når at læse 5-7 romaner i sådan en sommerferie, vi er sgu da heldige”

Tjaaa tænkte jeg og faldt i staver for selvom jeg forsøger at holde arbejde og hjemlig morgenmad adskilt, kom jeg alligevel til at tænke på kulturministerens kampagne “Danmarks Læser” hvor jeg er med følgegruppe. I den handler det om at få flere til at læse skønlitteratur, men hvad er det egentlig der får os til at læse eller måske mere præcist hvad der får os til at lade være. I løbet at vores skoletid bliver vi alle udsat for at skulle læse en bog, men hvorfor bliver vi så ikke ved med det. Hvilke faktorer afgør, hvem der bliver litteraturlæsere og hvem der ikke bliver, som kulturministeren nok ville udtrykke det.

I år tog Mor billede af de bøger, der skulle med i feriekufferten og delte på Facebook, det kom der mange reaktioner på, hvor folk fortalte om deres favoritter og glædeligt nok, så var der for få bøger , så vi måtte ud at købe flere. – Kunne e-bøger ikke ha været løsningen? Nej, fordi det primært er mig der læser skønlitterære  e-bøger og lidt den 11 årige, men den 14 årige ville maks være i e-bogen 2 min. før han var hoppet til youtube og Mor vil ha papir når der skal lystlæses. Og så havde vi aftalt at vi holdt ferie fra skærme i 14 dage, mens vi var i Spanien sååå papir var det eneste saliggørende.

Nå men det var jo over morgenbordet og konen forventede et svar, så jeg sagde “Mmmmm”, men jeg videre tænke på at jeg heldigvis også læste en del når det ikke var ferie. Så jeg er glad for mit liv, og de muligheder jeg har. Men det handler jo ikke kun om de muligheder vi får, men også om bevidste valg og hvad vi inspireres til. 

For snart mange år siden bestemte jeg mig til, at hvis mit liv udviklede sig sådan, at jeg holdt op med at læse skønlitteratur p.g.a. arbejdet eller travlhed, så ville jeg lægge livet om og ha et andet arbejde.

Da jeg var studerende, fortalte mange af mine studiekammerater at de sandelig ikke havde tid til at læse skønlitteratur, fordi de prioriterede faglitteraturen. Det var stræberne som gjorde alle de rigtige ting, så den gang gik jeg lidt stille med at jeg faktisk læste meget af det der unødvendige pjat, som skønlitteratur blev betragtet som. Sjovt nok var det på et humanistisk studie som historie, men jeg var meget opmærksom på “dem med de rigtige studievaner” for jeg var jo bare en arbejderklasse dreng og vi havde jo ikke de akademiske traditioner. Derfor skulle jeg hele tiden lære at gøre det rigtige eller i hvert fald forholde mig til ikke at gøre det, for det var jo ikke kommet ind med modermælken. I dag er jeg glad for at jeg holdt fast i at prioritere det forkerte og blive ved at læse romanerne, for hold da op, hvor har det givet mig mange fantastisk oplevelser og vel også lidt vid og dannelse.

Da jeg startede på arbejdsmarkede mødte jeg også mange af de hårdtarbejdende som sandelig ikke havde tid til at læse romaner, fordi de skulle holde sig fagligt ajour, så også dér gik jeg i starten lidt stille med min hang til at læse de unyttige bøger.

Men en dag snakkede jeg med min skomager, og vi kom til at tale om bøger. Han fortalte at han egentlig havde læst litteraturhistorie, men efter et års tid tog han sig i stort set kun at læse Anders Andblade ud over faglitteraturen, fordi studiet og kravene havde taget glæden ved litteraturen fra ham. De store krav om faglig læsning havde taget så meget over at der ikke længere var plads til det der egentlig var hans drivkraft, nemlig oplevelsen ved at læse og indleve sig i den fiktive verden. Så han var holdt op på studiet, gået i lære og læste nu rigtig mange bøger.

Han indgød mig en trods og stolthed over min lyst til at læse det unyttige, så meget at jeg bestemte mig til at være helt ærlig over for “de ambitiøse” og ærligt fortælle at jeg læste mere opdigtet skønlitteratur, end faglig litteratur inden for mit fag. Det er ikke altid jeg oplever den store forståelse og nogle tænker sikkert “han har nok ikke så meget, at lave på arbejdet” eller “han følger vist ikke så meget med i den faglige udvikling”, men det må de nu om, for jeg synes egentlig det går meget godt;-)

Jeg tænker tit på skomageren og er ham tak skyldig, for at han fik mig til at holde så stædigt fast i at bruge tid på det “unyttige”.

Og ved I hvad, det smitter så i sommer har ikke kun Mor og Far læst mange romaner, men også den 11 årige pige og specielt den 14 årige knægt, som ellers har ramt den periode i livet, hvor der er betydelige mere spændende ting end bøger om ikke andet på nettet. Alligevel, har vi en del gange oplevet at vi måtte rive de bøgerne fra ham, fordi vi skulle spise. Han var måske skeptisk for doget af det anderledes litteratur vi havde købt, men blev alligevel suget ind og ville have mere.

Det er fedt at opleve og dejligt, at vores unger har opdaget at der ikke kun er én rigtig måde at leve livet på, men at man også skal give sig tid til det man har lyst(læsning)til.

Vi havde taget Jo Næsbøs “Doktor Proktor” med som højtlæsningsbog, og oplevede at ungerne  ikke kunne vente på vi læste højt, så de læste begge forud, men insisterede på at vi alligevel skulle læse den højt i fællesskabet. Så der kombinerede vi glæden ved hinanden og litteraturen.

Tak skomager fordi du lærte mig at man ikke bare skal blive ved sin læst.

Men kan det ikke være lige meget om vi læser bøger, det vil jeg lade kulturminister Marianne Jelved: “Dansk litteratur er med til at binde os sammen som nation. Vi bruger den til at forstå os selv og Danmark lige nu. Litteraturen giver plads til eftertænksomhed, nærvær og indlevelse, og den åbner for livsnerven i vores demokrati – samtale og dialog. Derfor er det vigtigt at styrke læsningen i Danmark, og derfor lancerer jeg nu en kampagne, som jeg kalder ‘ Danmark Læser‘” som hun udtrykte det i en kronik i Politiken.

Vi holder det første møde i følgegruppen i dag og jeg er spændt på om vi kan smitte flere med læselyst.

Faktisk bliver du til et bedre menneske. Det viser ny forskning, skriver videnskab.dk.

– Læser man bare 10-15 minutters god skønlitteratur, øges ens evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Noget som kan gøre os til mere empatiske og bedre fungerende mennesker, siger en af forskerne bag undersøgelsen, David Comer Kidd fra The New School for Social Research i New York, ifølge videnskab.dk

I farsunivers undrer vi os over hvorfor alle de store kulturinstitutioner har lukket om mandagen, når byen summer af liv og potentielle kunder – er vores hovedstad i virkeligheden temmelig provinsiel.

I sommerens løb har medierne igen fortalt historier om dyr mad og dårlig service i Hovedstaden og at udenlandske turister er trætte af Danmark.

Om det virkelig står så slemt til er vanskeligt at afgøre, men der går jo sjældent røg af en brand uden der er ild. Vi havde selv nogle venner på besøg fra Dubai. I mandags havde jeg aftalt en mandefrokost med min gamle ven. Vi skulle mødes, når de havde været ude at se på lidt kunst. Det blev ret tidligt for Statens Museum for Kunst, som de havde udset sig, havde lukket om mandagen. Da vi mødtes spurgte han naturligt nok, hvordan det kunne være, specielt i noget han opfattede som højsæson for turisme og om det kun var Statens Museum for Kunst eller der var normalt på de danske museer.

Jeg måtte med skam melde, at det desværre var normalen, også når hovedstaden var fyldt med turister og at det desværre ikke kun var museer der havde lukket, men også en del restauranter bl.a. den jeg havde udset mig til vores mandefrokost (og godt det ikke var en søndag, for så er det stort set umuligt at finde en ordentlig restaurant der har åben). Vi fandt nu et ganske udemærket alternativ på Maven midt i byen og 50 meter fra Strøget. Men langt nok til at der er en verden til forskel på kvaliteten fra den lange gade og heldigvis også på den positive side, da regningen kom. Men sådan er det jo i mange byer, at der hvor der er flet af de hurtige turister, er også den ringeste kvalitet til den højeste pris.

Til gengæld måtte jeg så erkende at jeg ikke havde nogen fornuftig forklaring på, at vore museer har lukket om mandagen og jeg måtte indrømme, at jeg også selv var gået forgæves på den danske kulturinstitutioner om mandagen i mine ferier.

Vi fandt ikke nogen gode forklaringer, andet end at fiskerne ikke fiskede om søndagen og ikke landede fisk, så derfor holder fiskehandlerne lukket om mandagen.  Det har selvfølgelig ikke noget med det at gøre, men forklarer at vi har haft en tradition for at nogle erhverv (bagere, frisører m.m.) har holdt lukket om mandagen, men der er ikke mange der har holdt fast i det andet end nogle restaurationer (specielt nogle små, hvor det handler om at personalet skal have en fridag i ny og næ) og altså de danske museer og også det helt store statsinstitutioner.

I den lille Valbyfamilie synes vi Frederecia Teater gør det fantastisk og er vi ikke i tvivl om, at man godt kan spille på hovedstadens store scener i sommerferien, det håber vi også går op for ledelsen i Det Kongelige Teater.

I vores snak kunne jeg så med stolthed fortælle, at nu var der kommet sommerteater i hovedstadens stolte Opera. Eller det er jo så et gæstespil fra provinsen, hvor Frederecia teater opfører Aladdin for Det kongelige Teater tror åbenbart ikke på at det er muligt at lave en forretning ud af at spille i sommerperionden, hvor hovedstanden jo bare er fyldt med turister. Det var derfor med stor begejstring jeg kunne fortælle om det storslåede show, som havde begejstret vores unger ud over alle grænser og selv den gamle Far måtte overgive sig til lampens ånd, på trods af sin skepsis over for musical som genre. Jeg kan også glæde mig over de flotte anmeldelser og at de tilsyneladende har solgt rigtig mange billetter. Fedt at et mindre provinsteater kan komme og vise det etablerede KONGELIGE TEATER, at det er dem der tænker provinsielt og ikke udnytter potentialet.

Min begejstring smittede at på min kammerat, som straks greb sin smartfon og forsøgte at bestille biletter til om aftenen, men desværre var det jo MANDAG, så der spillede de ikke!!!!

(I forhold til en teaterforestilling, kan forklaringen jo også være at skuespillerne har behov for en fridag, men det kan man vel organiserer sig ud af på et museum, hvor det ikke er de sammen personer der skal stå på scenen hver dag)

Måske er der noget om snakken, turisterne er trætte af Danmark.

Hele familien havde forleden en fantastisk oplevelse i den Københavnske Zoo. Vi synes den til stadighed udvikler sig i den positive retning og det seneste skud på stammen for bedre forhold for dyrene (og publikum) “Den arktiske ring” er lige i øjet.

Da vi stod og kiggede på pingviner stod et par indtørrede speltkvinder fra det nordlige København ved siden af os og vi spidse lige øre, da vi hørte følgende replik “hvor er det altså ærgerligt at de skal lugte sådan”

Far tror du heller ikke de to gamle speltkusser kan lide mig, for min røv lugter jo heller ikke altid ligefrem af roser?

Da kiggede knægten på mig og vi overvejede lige et kort sekund om de var ved at lave nye optagelser til “I Hegnet”, men vi ku ikke se noget optage udstyr og jeg ku se knægten tænkte “ja for satan spelthekse, dyr lugter både i den ene og anden ende, måske i bare sgu smutte en tur i Magasins parfumeafdeling”

Vi sagde ikke noget, men gav dem blikket og nød blot hinanden, dagen og lugten. Og da vi opdagede at ZOO havde opgraderet deres restaurant med grillbuffet til topkvalitet, blev det en fantastisk velduftende dag af paradisdimensioner og vi sendte en kærlig tanke til Fars kusine, da turen i Zoo var del nummer 11 af hendes fantasifulde barnedåbsgave.

Knægten og jeg har været på bilferie til Ærø med Mor. Nu er Danmark heldigvis ikke særlig stor og i særdeleshed ikke Ærø, for ellers kan det godt være en udfordring at køre rundt i en lille varm bil midt i hedebølgen. Specielt for en lille størrelse som Far.

Men knægten nød vist turen fulde drag. Fuld opmærksomhed fra både Mor og Far, samt fra alle de mennesker vi mødte fordi vi valgte at bo på Bed and Breakfast. Det kan iøvrigt anbefales, specielt Andelen i Ærøskøbing var et fantastisk sted. Prøv det for det er et fantastisk alternativ til hotellerne og gå så ned og spis på Fiskerestauranten på Cafe Aroma (men bestil bord for de har kun 6 borde)

Så det var bare en fantastisk tur, og knægtens forhold til biler er heldigvis mere positivt end faderens, ja måske er det ved at udvikle sig et kærlighedsforhold.

Far, hvis man har spist en halv vandmand, må man så ikke godt komme på Noma?

Selvom man ikke er så meget til vand, kan sådan en strand nu være meget rar

I dag kan man læse om at Danske mænd holder mindst barsel i Norden, men det vil vi ikke forholde os til, for vi har ferie og har vist skrevet så rigeligt om netop det.

Så har vi fået en på opleveren på Mallorca. Vi havde lovet ungerne at det var slapperdasebadestrandferie, men der blev dog plads til lidt kulturelt ud over det kulinariske.

“Far, selvom du er ateist og skeptisk over for katolske præster, må jeg så ikke godt lege med ham her, han ser da sød ud og han kan tydeligvis godt li børn, så hvordan har tager dem under sin kappe”

Eller nu var vi på den sydlige del af øen (Cala D’or) hvor man ikke bliver oversvømmet i kulturelle tilbud eller gode restauranter for den sags skyld, men de er der, hvis man leder lidt og lader være at søge efter de farvestrålende menu del dia skilte. Men de kulinariske oplevelser kan I læse om andet steds (tripadvisor)

En af de oplevelser vi pådrog os uden for baderessortet var da vi sejlede en tur til Port Colom, hvor der var både bibliotek, cafeer med “the locals” som snakkede spansk og hvor menukort søreme også var på spansk.

Ungerne slap for biblioteket, men måtte bare opleve kirken, hvor vi faldt over dette fantastisk tillidsvækkende ikon af en katolsk præst. (jeg ville nok overveje om det er ham her i den opstilling der skal være reklamen for det gode formål som caritas christi vist ellers står for)

“Far, hvorfor fanden er det altid noget med kirker jeg skal slæbes med til og ikke hurtige biler?”

Lidt om hvorfor vuggestuedagen er længere end heldagsskolen og om man kan have total individuel frihed, hvis man vil være en del af verden.

“Far, hvorfor kalder de det heldagsskolen, jeg er da i vuggestue længere hver dag og det blir nok ikke bedre i børnehaven, så jeg glæder mig til at starte i skole, så jeg kan komme tidligt hjem i stedet for først bliver hentet efter 3, for så er jeg så træt – skal du så på halvtid, så du kan hente mig fra skole?”

En af de store forandringer man oplever, når man som jeg i begyndelsen af 40’erne bliver far til sådan en lille størrelse som Vitus, er at man pludselig ikke selv bestemmer noget some helst mere (Nogle vil betegne en mand på 45 år som sidste i 40’erne, men Far har en tendens til underdrivelse Red.) Eller sådan er det jo at have børn og familie, der er ligesom noget der bliver vigtigere end en selv og sådan et forpligtende fællesskab er vel tæt på meningen med livet. Far har i de sidste uger været fyldt op af sådanne forpligtelser hvor alle har været en tur under dynen med forskellige former for sygdommer, så vi har været tæt på hinanden i den familiære pasning.

Det er så også gået lidt ud over vores fritidsblog, som FARSUNIVERS jo egentlig er, for knægten er jo i Vuggestue og Far på arbejde næsten ligeså længe hver uge. Knægten og jeg er derfor også ved at lægge lidt om og vil fremover lave flere og noget kortere blogindlæg eller det har vi i hvert fald talt om, specielt fordi vi har så mange billeder på nethinden vi gerne vil udfordre omverdenen med.

Men nu gir vi den lige et ordentligt skud her på kanten af sommerferien.

For nu er vi alle fit igen, ferieklar og har lige trang til at dele lidt af vore udfordringer. Den er nemlig gal igen eller det vil sige, den lille er sur. Han synes det er uretfærdigt, at hans store søskende får tidligere fri end han gør, når de skal til at gå i den såkaldte “heldagsskole”.

Over i vuggestuen snakkede vi lidt om det der folkeskoleforlig, som de netop havde vedtaget, da jeg hentede han i den sidste fredag før ferien. Han synes det var sjovt der var så mange, som var sure og kaldte det heldagsskole når nu han faktisk er længere tid i Vuggestue. Vi kiggede lidt i vuggestuens “hentebog” og kunne se, at de fleste børn, først blev hente efter 15 denne fredag. Mødetiden er mellem 7 og 9, så de små poder er der jo lang tid

Knægten og jeg har før snakket om, at det egentlig er synd han skal være der så længe, men på den anden side, så er han jo glad for sin vuggestue og ind i mellem vil han ikke med hjem. Egentlig er han priviligeret, at hans Mor og Far har rimelig fleksible arbejdstider, så vi afleverer ham ved 8 tiden og vi at skiftes til at hente, så han ikke skal være der længere end til 15.30, så vi også kan nå at have nogle vågne timer sammen med ham og det lykkedes som regel.

Så han har vel egentlig ikke noget at klage over, det er jo kun 37,5 time om ugen………….SYVOGTREDIVE EN HALV…..OK det synes jeg egentlig lyder ret voldsomt, når vi sådan regner efter og skriver det ned. Og han er ikke engang den der er der længst tid og jeg har endda en fornemmelse af, at det er en vuggestue, hvor forældrene vist er meget gennemsnitlige med en overvægt af det lidt mere kreative og velhavende segment, alligevel er vore børn længere i institutionen end de største klassetrind vil være når folkeskolereformen er indført….øhhh…tjaaa….skal jeg sige mit job op eller blive hjemme og passe den lille eller skal vi erkende at et fuldtidsarbejde tager godt 37 timer om ugen og i erkendelse af det skabe endnu bedre institutioner?

Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal skabe gode institutioner og skoler, med fokus på vore børn trivsel og lærdom. Jeg tror vi skal finde balancen i at begge forældre er aktive på arbejdsmarkedet og vi derfor må få det bedste ud af samspillet med den institutionaliserede verden. I valbyhjemmet har vi i hvert fald erkendt, at vi aldrig får et arbejdsliv, så vi kan tage imod ungerne herhjemme med nybagte boller hver dag kl 14.00. Vi sætter så bare pris på at vi nogle gange har muligheden.

Men er der egentlig en stor gruppe forældre der har fri til at være sammen med deres børn før kl 15.00. Det er der noget der tyder på, når man hører alle de protester, der har været mod ideen med helhedsskolen. Det er nok ikke lige i vores vuggestue de forældre høre til og jeg kender ikke ret mange der har den mulighed. Men de skal nok findes, men skal vores skoler indrettes efter dem?

Der har også været protester mod at det ville gå ud over børnenes fritidsaktiviteter. Hvilke aktiviteter mon det rammer? Det er nok ikke de aktiviteter der er organiseret af det frivillige foreningsliv det rammer, for det er vist meget få der starter før 16.00, da “de frivillige” jo skal have fri fra arbejde før de kan være frivillige med vores unger. Det eneste vi umiddelbart kan finde er musikskoleaktiviteterne, men de kan jo så tænkes ind i et samarbejde med fremtidens folkeskole og noget man f.eks. kunne kalde aktivitetstimer. På den måde kunne der også være flere børn der blev udsat for dem, på den gode måde 😉

Det må altså være et ganske særlig segment af befolkningen, som bliver ramt så voldsomt af, at skoledagen udvides til 30 timer for de mindste og 35 timer som det maksimale for de ældste elever. Mon ikke mere det handler om at vi gerne vil udvikling, men ikke forandring når det kommer for tæt på. Ligesom dengang vores unger skulle til at gå i skole hver dag, frem for kun hver anden. Det rejste en del udfordringer for familierne, fordi man dengang kom til at mangle ungernes arbejde i husholdningen, men som samfund har vi jo klaret det ganske godt alligevel og generationerne af unger er blevet klogere. Jeg håber også at mine unger bliver klogere og bedre uddannet end jeg, som det altid har været og det kræver altså forandring.

Med den nye reform skal eleverne gå i skole 30-35 timer om ugen, men for bare 60 år siden var situationen en helt anden. Nogle børn gik kun i skole hver anden dag. Se klip om fortidens folkeskole i temaet ‘100 års barndom’.

1950 – Skoleliv Landsbyskolerne havde kun undervisning til 7. klasse. På mange af skolerne kom børnene endda kun hver anden dag eller enten formiddag eller eftermiddag.

Men når vi kigger os rundt i landskabet, så kan vi jo godt se at der er mange der protesterer mod de flere timer i skolen. Argumenterne kredser om at skolerne skal være fleksible, så det passer ind i forældrenes hverdag, når de ind i mellem har tid. Jeg er endda også faldet over én som har givet en fyldestgørende og dybfølt argumentation mod helhedsskolen.

Det er den konservative Charlotte Dyremose, som på de sociale medier er blevet hængt ud fordi hun har argumenteret mod helhedsskolen, fordi der skal være tid til golf og ridning. Det kan sikkert være meget sjovt, men det giver jo mening derfra hvor hun står og hvor det er sådanne fritidsaktiviteter ungerne er optaget af, så det kan jeg sådan set ikke rigtig blive forarger over.

Men i artiklen siger hun også noget andet, som fik mig til at spidse øre:

»Men hvis du er ressourcestærk og gerne vil gå til nogle lidt specielle, måske lidt dyrere, fritidsinteresser, og hvis forældrene er ressourcestærke (…) og kan tage en fridag og gøre noget særligt med børnene nu og da, der vil de blive tvunget til at lade deres børn blive henne på skolen«.

“KAN TAGE EN FRIDAG OG GØRE NOGET SÆRLIGT MED BØRNENE”. Nej sådan en skole tror jeg altså ikke det vil være fornuftigt at stræbe efter. I vores folkeskole synes jeg det er vigtigt, at vi indgår i et forpligtende fællesskab og så er der nogle fælles spilleregler som f.eks. at ungerne har ferie på samme tid og har fælles mødetider. Sådan er det faktisk også i dag kære Charlotte, selvom jeg da godt kan se at der er nogle som mener mødetider og ferier er vejledende og at de synes det er ok, at de vælger at tage ferie på andre tidspunkter end lige i skoleferierne, men det gælder ikke kun de ressourcestærke, men de der ikke accepterer at være en del af fællesskabet og som i virkeligheden skaber en af de største udfordringer for vores uddannelsessystem.

At indgå i et forpligtende fællesskab, kræver at man opgiver en smule af sin individuelle frihed, men det er til gengæld en af grundpillerne i et samfund med sammenhængskraft og hvor FOLKEskolen kan være stedet hvor vi på tværs af sociale og kulturelle skel mødes. Sådan er det desværre ikke alle steder, jeg hørte f.eks. om en skole hvor man var begyndt at have undervisning i vinterferien, fordi forældrene tog ungerne med på ferie på alle mulige andre tidspunkter.

Nå – men nok om hende, og knægtes og min lille snak om hvor længe han skal være i Vuggestue, det bliver ikke andetledes for Mor og Far har tænkt at blive ved med fuldtidsarbejde. Nu er det der forlig om fremtidens folkeskole altså indgået. Og vi må da nok erkende at vi har haft en del fokus på det i det lille valbyhjem, både fordi Mor både er lærer og politiker, selvom ungerne og jeg forsøger at fortrænge når vi først har lukket hoveddøren, men lige den aftale om helhedsskolen har altså også interesseret de store unger, for det er jo deres skoledag det handler om.

Umiddelbart var de store unger begejstrede, da de hørte om forliget, fordi der der kommer mere sprogundervisning og de er vist vist også rimelig tilfredse med at der kommer idræt på skemaet hver dag. Det med skoledagens længde har de lidt svært ved at forholde sig til, for som de siger, det kommer jo an på hvad vi skal lave og det har de jo ret i. Nu går de i 4 og 7 klasse, så deres skoleuge vil blive henholdsvis på 33 og 35 timer.

Det betyder 5 timer mere for den store, og som han siger “så vil det gå ud over tiden til at være sammen med vennerne”. …”Men det er jo meget fedt, hvis man ikke skal lave lektier derhjemme”.

Men lad os nu se hvad der bliver ud af den reform, når den bliver fuldt implementeret, for der er jo nogle gange langt fra papir i forlig til hverdagen på de skuffede lærerværelser, men hvad ved jeg, for jeg går jo hverken i skole, underviser eller er politiker, så det må andre bedømme. 

Jeg bekymre mig bare lidt på stakkels Emil. Det var ham Helle Thorning-Schmidt snakkede om i åbningstalen sidste år og som havde behov for folkeskolereformen. Han var 13 og gik i 7 klasse, så han er altså gået ud når reformen træder fuldt ud i kraft.

Men herhjemme kan den 1 årige se frem til at skulle starte i helhedsskolen og få lidt mere fritid end han har i dag. Det glæder han sig til og vi glæder os alle til at holde sommerferie. Knægten og Mor holder 5 uger sammen, og Far får 4 uger sammen med dem. I familien 2500 harmoni har vi måske ind i mellem lange arbejdsdage, til gengæld kan vi også holde lange ferie. Vores barnepige som arbejder i en Østerbro institution fortalte forleden om hvor mange unger, der kun havde en uge med deres forældre og et barn som kun havde to dage, fordi forældrene skulle ha lidt tid til sig selv om lave nyt køkken. Sådan er vi jo alle så forskellige, men hvor vil jeg vil håbe vi kan gøre lidt mere på børnenes primisser i vores fællesskab, frem for egen magelighed. Det vil vi prøve at gøre i en hel lang ferie og vi håber også den bliver magelig.

God sommer