Om at blive ramt af fordomme og speltkorn i det sydlige Jylland.
I #Farsunivers er vi så trætte af den bedrevidende kulturelite i hovedstaden, som fordomsfuldt taler om det gule Danmark, som et synonym for det sydlige jylland og store horder af uvidende fremmedfjendske stemmekvæg der sætter kryds ved højrenationale. Far ved nemlig endnu bedre, for sådan forholder det sig ikke, og faktisk kender han personligt indtil flere åbne og progresive sønderjyder (ikke at det gør indtryk på Kultureliten at nogen IRL har været ude på den anden side af valbybakke og som sjovt nok forholder kulturelitens stigmatiserende analyser sig ikke til, at der var flere der stemte højrenationalt i hovedstadskommunen Tårnby eller at ghettoriseringen for alvor er slået igennem i Gentofte hvor de ultraliberale får flest stemmer Red)
Men #Farsunivers ved bare bedre og har endnu engang været på dannelsesrejse i det sønderjyske.
Det indbefattede middagsaftale hos gode venner, så den af fødsel etnisk jyske mors forventninger om kød med sovs var store. De gode venner som lagde hus til middagen er begge dannede mennesker, som har deres daglige gang i hovedstaden, så de ved hvad der rør sig i gourmet Danmark.
At blive ramt af fordomme i det gule Danmark Her blev #Farsunivers så ramt af en omvendt proportional fordomsfuldhed. Den jyske hustand havde nemlig forberedt sig på at den lille københavner familie kom på besøg og kogt en stor skål spelt.
Heldigvis var skålen ledsaget af en kødstuvning med tyk brun flødelegeret sovs, så også den jyske Mor fik mad, og vinen havde fået en ordentlig upgrade så selv Far kunne hygge med de regnbuefarvede jyder.
Nu håber han så bare, at de er tilfredse med at have skrevet sig ind i #Farsunivers.
I Farsunivers synes vi at Frederiksberg Kommune flygter fra deres ansvar når de vælger af flytte deres andel af de flygtninge ud af kommune. Men så må vi valbyboere vise hvordan man tager godt imod.
At vi I farsunivers for tiden er særligt opmærksomme på Frederiksberg Kommunes adfærd, skyldes det nok at de godt 100 flygtninge skal bo i vores kvarter i Valby, nu hvor Frederiksberg Kommune har valgt at udlicitere deres ansvar og ndel af de der er flygtet fra nød, død og sult.
Velkomstbrevet fra Frederiksberg , hvor de skriver at “Frederiksberg Kommune har allerede rigtig god erfaring med velkomstboliger “
Frederiksberg Kommune har dog indbudt til informationsmøde i aften herude i Valby, hvor de skriver til alle os i kvarteret at “Frederiksberg Kommune har allerede rigtig god erfaring med velkomstboliger”. Det kan godt få ėn til at trække lidt på smilebåndet, at de vælger at fremhæve netop det, når nu de er igang med at udlicitere deres ansvar og velkomstboliger.
Mødet er Tirsdag den 27. september kl. 16:30-18:00
I Rehabiliteringsenheden Centerparken 2-4 – 2500 Valby
Retfærdigvis skal siges, at de også skriver “Der har været skrevet og sagt meget om husets fremtid, og hvad de nye naboer kommer til at betyde for området. Og selvfølgelig betyder det noget, når der på kort
tid flytter 100 nye naboer ind i et boligområde.”
Det er fint at fremhæve for selvfølgelig skaber det også usikkerhed i området at der kommer mange nye til på en gang, og vil sikkert også skabe en del udfordringer. Det vil også kræver dialog og sammenhold, at undgå at det bliver til fordomsfulde konflikter.
Den lille valbyfamilie i #Farsunivers, har tænkt sig at møde op og tage imod de der måtte komme, uanset hvem der så måtte have ansvaret for, hvor de kommer til at bo. Den umiddelbare fornemmelse i #Farsunivers er at mange har det som os, og vil møde op med positivt sind og forhåbentlig åbne arme. Men det vil aftenen og fremtiden vise.
Selvfølgelig vil det nok påvirke stemningen, at det er en velhavende kommune, som vælger at flytte de flygtningen som man i fællesskab er enige om, at fordele i landet kommuner, til en anden kommune. Fælles solidariske aftaler bygger faktisk på, at man lever op til sit ansvar for netop fællesskabet. Men for nogen række solidaritet ikke til andre end sig selv og sine. Det er mere udpræget i nogle segmenter end andre, og vel også det vi kan spore når krydset sættes til vore valg. Også her er der forskel på Frederiksberg og Valby.
Men måske er vores kvarter i virkeligheden et godt sted at huse flygtninge. Fars lille valbyhjem ligger i et relativt velbjerget parcelhuskvarter, med relativt mange ressourcer og umiddelbart virker det også som om der er en åbenhed over for fremmede, når først man kradser i den danske reserverethed. Zoomer man lidt ud er der i området mange almene boliger, hvor der er er en bred social og etnisk sammesætning, men de udfordringer det giver. Men også en anderledes parathed over for det fremmede. Den store lokale folkeskole har sine udfordringer med en ret skæv etnisk og social sammansætning, og flugt af ressourcestærke elever, men også en skolen som er i udvikling og arbejder målrettet på en turnaround så den igen kan blive hele lokalområdets skole.
Så der er potentiale for at vi kan tage godt imod.
Da Frederiksberg kommune offentliggjorde, at de ville placere deres andel af flygtninge i Valby, var der straks en andelsboligforening, der foreslog at man skulle lave en neutral “holdnings” afstemning. Som de skrev:
“Vi kan lave en holdningsmåling blandt vores beboere. Ikke en regulær afstemning om vi vil have flygtningecenter eller ej, men en holdningsmåling som afspejler kvarterets holdning til et eventuelt flygtningecenter. Målingen kunne vi så bruge som argument til dialog med kommunen. Jeg har vedhæftet et forslag til en holdningsafstemning.”
En sådan afstemning afslog man i Fars Grundejerforening at deltage i, da beslutningen var truffet og det derfor nu gjaldt om at tage godt imod, frem for at afsøge folkestemninger, men sådan er vi jo så forskellige.
I Farsunivers håber på at mange vil være med at sige velkommen og at de nye medborgere er åbne og klar til at integrere sig, på trods af hvad de måtte have oplevet på vejen.
For at styrke den danske kultur blev familiens yngste i #Farsunivers udstyret med en majspibe da han rundede de 4 år. På den måde kan han blive fortrolig med dansk kultur og tobaksvaner og vokse op som en rigtig dansker.
Men også han er påvirkelig af strømningerne udefra
Så nu er der opstået en frygt for hvad det næste mon bliver, at han begynder at bruge snus som de mange svenskere i byen eller spise grønlangkål under den massive synderjyske indoktrinering han udsættes for af Fars svigerfamilie? I #Farsunivers synes vi i hvert fald det er svært at være rigtig dansk.
#Farsunivers er fyldt af wallahdansk og besudlere af Dannebrog. Så Far er blevet usikket på sin families oprindelse og sindelag, når nu de kloge sætter spørgsmålstegn ved hvornår man er dansk?
Kendere af #Farunivers vil vide, at der er en del etniske udfordringer, da Mor og de største unger er indvandret, mens mindstemand er resultatet af et såkaldt blandet ægteskab. Så da den offentlige debat om danskhed igen blussede op på højt intellektuelt niveau, spejlede identitetudfordringerne sig i det hjemlige univers.
Måske har det danske parti ret i at man ikke bare kan kvalificere sig til at være dansk og åbenbart heller ikke blive født til, der skal meget mere til.
“Man kan ikke drage den slutning, at fordi man er født og opvokset i Danmark, taler dansk og går i dansk skole, er man dansk. Det er jo absurd, og det er jeg hamrende uenig i” som Martin Henriksen sagde, efter han i en debat afbrød elevrådsformanden Jens Phillip Yazdani fra Langkær Gymnasium, da han sagde “Vi er mange, der er født og opvokset her, og hvor det er vores forældre, der er kommet hertil. Vi er ligeså danske som alle mulige andre” og Martin lige måtte poitentere “Det bliver man jo ikke mere dansk af”.
Det skaber jo nogle udfordringer i Farsunivers hvor alle, på trods af de etniske konflikter, familie føler sig som danskere i den sammenbragte. Også selvom indvandrermor insisterer på at holde en del af sine hjem(jyl)lands skikke i hævd. Både hvad angår kultur, mad og sprog.
Hidtil har det dog været muligt at integrere i en fælles dansk valby-ghetto-kultur.
Men i #Farsunivers er vi blevet usikre, når betydningsfulde meningsdannerne siger, at man ikke er rigtig dansk.Den typisk danske Martinmand er nemlig ikke en enlig svane, når han tager fat på danskheden. Også den danske mariepigen udfordrer hvornår man er dansk, med fokus på både Dannebrog og wallah-sprog. Det har nemlig også været udgangspunktet for mange af de etniske spændinger i Farsunivers.
I Farsunivers kan vi faktisk også spore en række af disse karakteristika fra de der “ikke mariotetsdanskere” som bare på skrømt lader som om de er danske. Og det vel at mærke inden for familien.
I farsunivers er der en del wallah-sprog. Mor og de to store unger af etnisk jysk oprindelse bruger ofte perkerord som “træls” (udtryk for noget som bare er nederen) eller “høk ” (og så skal man skynde sig at komme af vejen, for det betyder at man skal rykke sig)
De taler også uden forholdsord. De fryser eksempelvis ikke “om” hænderne, nej de bruger, det på dansk, upræcise udtryk “fryser hænderne” eller man kan opleve de siger “de længe kommet hjem” som vist betyder at de er kommet hjem for længe siden.
Værst er dog at disse “ikke mariotetsdanskeres” manupulitation med vores fælles nationale symbol Dannebrog, som de forsøger at gøre til deres.
I #Farsunivers har vi tidligere fanget på video, hvordan ikke mariotetsdanskerne i familien har hjernevasket den yngste til at have en helt fejlagtige opfattelse af det nationale symbol Dannebrog. Et glimrende eksempel på man kan være født i Danmark uden helt at kunne afkode hvad det er rigtig Dansk.
Godt at Martin og Marie udfordrer danskhedsfølelsen eller ender man jo bare i fredelig sameksistens, lige som man var lige ved i #Farsunivers.
Vi kan jo ikke have at alle sådan kan føler sig som en del af fællesskabet for det er jo ikke rigtig Dansk eller…?
“Er det ikke også rigtigt, at man må sove længe når man har fri?’ Spurgte den 4årige denne jomfruelige lørdag morgen kl 6.19.
“Jo” mumlede Mor og Far fra deres skjul under dynerne.
Den 4årige fattede herefter Mors mobil fra natbordet, kravlede op i sengen mellem sine forældre og tastede den 6 cifrede kode og startede Subway Surfer.
Mor havde sin telefon på fuld lydstyrke og så var den dag jo lige som i gang. Men forældrene skal nok ha en snak med mindstemand om at tid er relativ.
Forleden kulminerede weekendlykken i Farsunivers med at Mor og Far skulle en tur på genbrusstationen. Med fyldt bil og trailer (Mor er af jysk oprindelse) drog de med Mor bag rattet afsted mod kanten af småt brandbart. Just da de glade forældre forlod matriklen og kørte ned ad den imposante allé, hvor de bor, observerede de en høj, lyshåret, nordisk udseende mand komme gående sammen med en lille blond dreng, der kunne ligne hans søn (Far kender ikke deres etniske oprindelse, man har konstateret, at når man i kvarterets facebookgruppe observerer noget mistænkeligt og straks deler det i facebookgruppen, skriver man altid, hvilken etnisk oprindelse personerne har, så det gør han naturligvis også 😉
Den lyse mand kom gående med sin blonde hund af mærker Golden Retriever, og netop som bilen passerede hund og mand forlod en kæmpe hundelort hundens bag. Mor sænkende farten, da hun kunne konstatere at den blonde danske mand blot gik videre med drengen ved sin side.
Hun rullede vinduet ned og spurgte med sin mest høflige og tålmodige stemme “Vil du ikke godt samle op efter din hund, der er rimelig mange børn der løber og leger her”. Han kiggede forbavset på hende, smilede og sagde “jeg har ikke nogen pose med, så desværre” og gik videre.
Mor og Far kigger på hinanden. Far greb ud på bagsædet efter den rulle affaldsposer som boede i bilen, til de lejligheder hvor køresygen rammer mindstemand. Mor kiggede bekymret på sin gemal og sagde “Det tror jeg ikke du skal gøre”
Hvorefter familieoverhovedet frisk sprang ud af bilen og med hastige skridt gik hen til den store mand med en pose i hånden. “Værsgo” sagde den lille friske fader til det stor drog. Manden med det blonde danske smil sagde venligt “Tak”, kiggede på drengen ved sin side, mens hans øjne vente sig mod himlen og han med raske skridt gik videre mens lorten stadig lå ved Fars fødder.
Ja han var da i det mindste rimelig høflig sagde faderen, da han kom ind i bilen til mor igen. Far kan godt forstå at folk ikke gider gå rundt med varme ildelugtende lorte i poser, men det skulle de have tænkt over inden de valgte at anskaffe sig hunde og opfostre dem i noget så unaturligt for en hund, som en by.
Far havde ellers skrevet et digt i grundejerforeningens blad om netop lort, men den type hundeluftere er nok ikke så poetiske.
Hundelufter husk din pose med poesi
Kære du med hund,
hør det fra min mund.
Du skal vide,
at vi helst ikke vil glide,
falde og os slå,
så derfor må du nu forstå.
Når hunden den vil bruge sin ende,
du straks posen frem må finde.
Vi siger tak og smiler,
mens du hjem med posen iler.
Far havde også skrevet lidt mere om, at hvis man er ude og lufte sin hund i byen, bør samle hundens efterladenskaber op i en pose og smide det i en skraldespand. Men mange steder bliver det ved tanken. Fidos lort får lov at blive liggende, eller også bliver den samlet op i en pose, som så bliver smidt. En adfærd som kan være ret vanskelig at forstå.
Vi er glade for liv og hundeluftere på Søndervangs, men det er noget lort hvis man ikke rydder op efter sig, og til stor irritation for dem, der træder i dem eller skal samle dem op.
Så lad os hjælpe hinanden med at huske på de gode vaner. Og så må I gerne smide lorteposen i min skraldespand, hvis I synes der er for langt hjem til jeres egen.
Tilsyneladende er der en del andre der også irriteret over lorten, så selvom vi i den lille grundejer forsøger at undgå for mange forbudsskilte, alene ud fra den overbevisning at de ikke har noget effekt på de der skider på almindelig anstændighed.
Det er imidlertid ikke alle der har det sådan, så Far har på det seneste konstateret, at diverse fantasifulde skilte er blevet opsat på den lille Allé i valby, men de har måske også mødt manden med det blonde danske smil.
I #Farsunivers blev det før sommerferien aftalt, at ungerne hveruge skulle have en maddag.
Det gik egentlig meget godt, indtil ferien var overstået og ungerne gik i gang med skolen igen. Dog på et, i følge dem selv, meget højere og krævende niveau, som erstattede madlavning med lektier. Fruen er også startet på sit nye arbejde på et fagligt højt og krævende niveau. Det har haft den konsekvens at ungernes maddage er blevet omdannet til, at de vælger en livret, mor køber ind og Far fabrikerer maden. Eller omvendt, men ungerne er og bliver fraværende i produktionensfasen.
Spørgsmålet er så om ungernes fravær i køkkenregionen, skyldes manglende konsekvens fra forældre eller folkeskolereformen, som man vist ellers kan give skyldes for de fleste dårligdomme i både børne og voksenliv, hvis man lytter til folkedybet.
Nå men det er egentlig også ganske ligegyldigt i denne sammenhæng, lad bare Brinkman og co sige nej til det hele og fravælge resten. Far er køkkenskriver, nyder det og ungerne er glade for deres skole.
Men lige i dag, midt i den varmeste indiansummer i mands minde overvejede han alligevel det fornuftige i arrangementet.
Den 16 årige havde bestilt tarteletter med høns i aspages. Så da Far havde hentet den mindste i børnehaven, var det hjem til suppegryden og koge høne, mens solen bagte, ligesom tarteletterne i ovnen.
Det bliver aldrig Fars farvoritret selvom det er hipt hos speltungerne, han måtte dog alligevel overgive sig, da han oplevede ungernes begejstring, mens han serverede efterårsretten i den bagende sol på terrassen. Og sådan er der så meget, men det vigtigste er at alle trives og så er det ok at en Far må svede lidt.
Mon ikke det multuetniske spiller en vis rolle i den traumatiske oplevelse den 4årige havde, da han kom over en time for sent til det børneteater han havde set frem til i ugevis. Mor og far er nemlig født i hver sin tidzone, og som alle andre kulturelt- og etnisk betingede forskelle kan det være konfliktfyldt. Normalt betyder de 11 minutters forskel i tidszone, der er mellem Mors og Fars fødested, blot at den tålmodige Far står pænt og venter, når de skal ud af døren sammen, men denne weekend….
Efter nogle hektiske uger i #Farsunivers, hvor alle har været ude at rejse på skift, var forventningerne store til en stille weekend, hvor højdepunktet skulle være teaterstykket Dyrene i Hakkebakkeskoven med den 4årige på det lokale teater i den lille provinsby Valby.
Hele familien var forberedt og bogen havde været gennemlæst og sunget en del gange som godnathistorie, omend knægten havde bemærket Far sang nogle andre melodier end mor og søster.
Alt var således i skønneste orden, da Far lørdag formiddag opdagede der var byfest i Valby, godt nok kaldte de det “Kulturdage” men han er vokset op i provinsen, så han ved nok når der er kaldt til tombola og fadøl. Han var fristet, men viste jo godt de skulle downtown igen om eftermiddagen. Han havde nemlig allerede i onsdags opdateret sin kalender og udfrittet Mor om det var 12 eller 15 forestillingen hun havde købt billetter til. Da det var den sene forestilling, øjnende den forlystelsessyge Far og afkom en formiddagstur i byen.
Så da kvinden i husstanden tog på formiddagsindkøb for at fouragere til den kommende uge, som det har været vanen siden de tidligste samler-jæger-samfund, slog Far op i programmet for kulturdagene og kunne meddele den 4årige, at det fantastiske dansable band Trypical Cumbiaspillede kl 12.00. Frontmanden i bandet er fader til knægtes børnehave-udkårne, så knægten meddelte fluks at “nuuuu skal vi kører”.
Så Far sendte en sms til Mor om, at drengene var taget til Valby Kulturdage, men de nok skulle være hjemme i god tid til teater.
Der gik dig ikke længe inden Mor var forenet med sine mænd, for som hun sagde så kunne de jo lige få en kulturel frokost sammen, omend Far mistænkte hende for lige at skulle tjekke, at der ikke gik fadøl i den.
Under frokosterne spurgte fruen om, hvor tidlig de skulle indfinde sig i teatret, for at få gode pladser. Far svarede undrene om der da ikke var nummererende pladser, og det slog den altid velforberede mor op på sin Iphone. Da blegnede hun og med panik i blikket sagde hun “det var kl 12 og nu er den over et”
Da sagde Far helt undtagelsesvis en række eder og forbandelser, og erindrede stille, men bestemt om at han faktisk havde spurgt, hvilken forestilling de skulle se og…(noget om etniske minoriteter fra jylland, som fordi de var født i en anden tidszone, troede de kunne blive ved at leve i den, men man faktisk havde indført indfødselsretkrav i det her land) ……men blev afbrudt i sin tale til Nationen af knægten som stak i et hyl og gemte sig i sin Fars favn fordi det gik op for ham, at alt forventningen om teater pludselig brast.
“Vil du skændes eller skal vi finde en løsning?” vrissede fruen og når nu det var dagen derpå en romantisk 4års bryllupsdag svarede Far ydmygt “nej”
Mor løb ned til teatret, Far fattede knægten, strøg ud på dansegulvet foran scenen. Her kastede han sig ud i sit livs salsa, sammen med de andre flippermødre fra speltdistriktet og deres småbørn, så knægtens opmærksomhed blev afledt fra det manglende teater.
5 minutter efter fik Far pludselig øje på sit livs udkårne, der forpustet stod med onde gnister i øjnene, så han fik travlt med at komme væk fra de altomfattende speltmødre, for at møde moderen med åbne arme. Han blev mødt af bemærkningen “hvorfor tar’ du ikke telefonen, jeg har ringet, og ringet, og ringet…” Faderen ihukom hendes bemærkning om skænderi eller løsning og beholdt derfor det stivnede smil på og spurgte “hvad skal vi da?”
Det viste sig at alt var udsolgt til de næste forestillinger, til gængæld var en to-akter og at der lige nu var pause, så familien kunne i skarpt trav nå anden akt.
Den fireårige blev manuduceret i den fortløbne historie om Dyrene i Hakkebakkeskoven, som han heldigvis kunne udenad, så han synes det var meget naturligt de havde sprunget den kedelig første halvdel over og gik direkte til historien og ræven der stjæler skinker.
Så godt nok blir Mor aldrig verdensmester i TID men hun er, da heldigvis dannet og deler glad og gerne sit vid med sit afkom, også når det gælder forberedelser ud i børnelitteraturen.
Så endnu en dejlig dag i provinsen, hvor far ovenikøbet fik mulighed for at få en fadøl, efter teaterforstillingen helt uden misbilligende blikke fra fruen, som ellers ikke synes det er dannet at indtage alkohol i forbindelse med børneaktiviteter.
Men dannelse er heldigvis både relativ og situationsbestemt.
I morges vågnede Farsunivers da dagen gryede, til en helt skyfri himmel, med sol så langt øjet rakte, men det skulle ikke vare ved.
Far var tidlig oppe for at gøre klar til sin ægtevivs fødselsdag i det lånte sommerhus på Djursland. Alle ungerne lå og snuede sammen med mor og ville nok vågne til duften af bacon og nybagt brød sådan som de plejer i Farsunivers (i lånt sommerhus på Djurs var det så ristet og brændt franskbrød sammen med ovnristede industripølser, men effekten er den samme som hjemme i speltdistriktet Red.)
Den første som dukkede op var SVIGERMOR, som måske havde forladt fars undervevidsthed, men ikke huset og Far blev pinlig bevidst om at Mor jo havde inviteret hele sin familie til at fejre sig med overnatning, så han fandt hurtigt gode miner frem til en festlig dag.
Svigermor var da også vanligt veloplagt og hjalp med bordæknigen, hvorefter hun småpludrende meddelte at nu ville hun gå på badeværelset og gøre sig smuk til sin datters store dag.
Det tog sin tid, men efterhånden indfandt de fleste familiemedlemmer sig, så Mor kunne vækkes med sang og flag.
En dejlig dag med solen skinnende ind på mors kind tog sin begyndelse.
Alt åndede fryd og gammen, så selv ikke Fars mindre forglemmelse af fruens fødselsdagsgave lavde de skår i glæden, da han og ungerne lavede en event ud af forglemmelsen og mimede gaven, som lå hjemme i Valby og ventede. Alligevel gled der pludselig en sky over solen og et mørke som i herrens pagt med Abraham sænkede sig over huset sammen med regnen, der væltede ned som en venten på Noahs ark. Far undlod dog som det diplomatiske menneske han er at kommentere vejr og eventuelle sammenhænge med fødselsdag.
Altså indtil Far kom til at sige til Svigermor “sagde du egentlig ikke du ville gøre dig pæn…..og så ændrede stemningen sig pludselig”
“Normalt er Far et høfligt og velmenende menneske, men selv svigermor vidste vist godt den var gal, i hvert fald gjorde hun sig store anstrengelser for at undgå at blive fotograferet i dette sommeroutfit, aber wir harben metoden”
Mænd og kvinder har ofte forskellige prioriteringer i liv og samliv, så er udfordringen at finde passende kompromisser så man kan danne sin egne kønsspecifikke identitet og bevare sin stolthed.
“Skaaat” lød det fra ægteviven, der sad fordybet over sin Ipad i sofaen. Det var udtalt med lige den diktion som skær sig ind i en maskulin rygrad, på samme vis som negle der kradser ned ad en tavle og som klargør at dette udråb kræver øjeblikkelig og udelt opmærksomhed.
Mollusca eller Bløddyr er en række af hvirvelløse dyr; dvs. dyr uden rygrad.
“Hvorfor har du skrevet ØLFESTIVAL i din kalender på fredag, når nu du ved at min MOR har fødselsdag”
Ølfestival var udtalt med samme væmmelse som ordet Auschwitz, så den aldrende mollusca Far vidste instinktivt, at nu havde han et splitsekund til at udvise alt sin maskuline styrke.
Så nu er Far igen på vej over Storebæltsbroen til Svigerland, mens han tænker på om ikke han kunne have fundet på et andet svar end “Skat, det var bare noget jeg havde overvejet inden jeg kom i tanke om at svigermor havde fødselsdag” og om drengene nu også har fået hans besked om at han alligevel ikke kom, selvom det havde aftalt det.
Men når alt kommer til alt skulle han måske bare være glad at det netop var i dag, hans elskelige svigermor holdt fødselsdagsfest, så slipper han også for at have tømmermænd i morgen da kaffe jo er en del mere populært end øl i Sønderjylland.
Så laid-back og nyd det gode vejr, som svigermors fødselsdag sikrer i det sydlige Jylland.
n.
![MOLLUSCA- PHYLUM[11]](http://farsunivers.dk/wp-content/uploads/2016/05/MOLLUSCA-PHYLUM11.jpg)
