I dag er det grundlovsdag og det er Mor ude at fejre med taler i det ganske land, mens den to-årige prioriterer det hjemlige og fejre den nok så væsentlige Farsdag.

Som det progressive, princiepfaste og rationelle menneske Far er, har han ellers haft en naturlig skepsis over for kommercielt opfundne mærkedage  som kun er sat i verden for at få os til at købe ubrugelige ting og øge det altødelæggende overforbrug. Men jo ældre han bliver og jo mere etableret, jo mere han selv han brug for ritualer. Eller det har måske i virkeligheden ikke så meget med alder, som med status, altså den ændrede status som det er at være Far.

En status der gør at et ritual får en helt andet betydning, hvor man kan vise man holder af eller selv blive bekræftet ved at få en lille erindringsgave og det kan jo gøre selv det største skeptiker glad i låget. Sådan er det såmend også gået for den bloggende mand efter hans status skiftede til Far. Så allerede i aftens kunne han da godt mærke den boblende glæde i maven, da den 12 årige pige skubbede ham ud af værelset, fordi der var noget han ikke måtte se, med bemærkningen “ihh altså, kan du ikke godt smutte….forstå nu det er farsdag i morgen”. Boblerne fik endnu mere liv, da den 2 årige i morgens kom og slog ham i hovede med en pakke så han måtte afbryde sin rævesøvn, hvorefter knægten rev papiret af bogen og skuffet måtte konstaterer at der ikke var nogen billeder i Erland Loes nyeste roman “Status”, så den blev straks forkastet eller i hvert fald kastet gennem soveværelset. Men Far satte pris på ungernes store bevågenhed ud i hans litterærer svaghed for mærkværdige norske forfattere, hvorend de ved det fra?

Så det er en rituelt tilfredsstillet Far, der i ensomhed forbereder frokosten i stilhed, da Mor synes ungerne skal have et skud socialliberal grundlovs hyldest eller måske er det kritik (Mors politiske overbevisning, gør det en kende svært for Far at være helt sikker på om hun mener det ene eller andet d.d.) og derfor har hun tvangsudskrevet dem til at overvære talen. Far har langt den mindste til at sove, mens han tænker tilbage på weekenden, hvor han fik en førfarsdagsgave af den nykonfirmerede bonussøn på 14. Weekenden blev tilbragt i London, hvor Mor, Far og konfirmanten delte konfirmationsgaven, som var en tur ind og se musicalen “We Will Rock You” og da den blev opført i London, fulgte der et par dages storbyeferie med. Den sidste dag, efter en lang tur rundt i Londons gader, sagde den 14 årige lige inden familien landede på hotellet “jeg skal lige ud og købet noget”

Et kvartet senere dukkede han op med en pakke, som markerede en førfarsdagsgave. I pakken var pintglas med påskriften “No 1 Daddy” og det er så årsagen til at Far på grundlovsfridag lige måtte åbne en øl til frokost, for at fejre alt det der følger med status som Far. En status som kan fylde én med Løkke eller hvordan er det nu, når det er en følelse staves det måske med y? (Far er vist påvirket af de seneste dagen medieskriverier om en eller anden partiformand, som stadig er partiformand og som sikkert også ville sætte pris på et pintglas. Red)

Farsdagsgaven som den 14 årige overrakte Far med bemærkningen “jeg havde egentlig tænkt at købe en kop, men så kom jeg til at tænke på du drikker mere øl end kaffe” (en understregning af at teenagere har en mærkværdig opfattelse og svært ved at finde proportionerne,. Red)

Forleden stod knægten og jeg nede på perronen på Valby Station og ventede på mor. Hun kom forholdsvis hurtigt sammen med de to store unger, den obligate togkaffe og billetter. Vi skulle en tur til Kolding og besøge ungernes elskede bedsteforældre alias mine svigerforældre.

Den glade mor og unger bekendtgjorde straks de kom ned til os “vi har købt en gave til far”

Så det var jo en spændt Far der satte sig i kupeen omgivet af familien. Han tænkte selvfølgelig også over, hvad de dog havde kunne finde på af fantasifuldheder fra en 7 eleven koisk, men de plejer at være gode til forkælelse, så forventningerne var i top.
Spændingen blev hurtigt udløst, da Mor med et smil på læben lagde et ti-turs klippekort til Kolding foran Far, med bemærkningen “så behøver du ikke købe billet, hver gang du skal besøge svigermor”

Så var det også han tænkte “hvordan viser jeg min taknemmelighed?”

Og nu er vi på vej igen, dog i bil så kortet er stadig ubrugt.

Vuggestuebørn stresser, mangler kærlighed og voksenkontakt kan man ofte læse overskrifter om i avisen. Derfor er det bare dejlig, at møde mandagens politiken ligge og vente på at fortælle Far og knægten denne historie, da de kom stressende hjem.

SE hele artiklen

I #Farsunivers har vi nu i øvrigt aldrig været i tvivl om, at børn kan trives rigtig godt i en vuggestue. I hvert fald afleverer vi hver morgen en glad dreng og henter en velstimuleret 2årig hver eftermiddag, som ivrigt fortæller om alle dagens oplevelser. (Og det er ikke institutionens skyld vi ikke forstår hans pludren)

Så vi vil gerne rette en velfortjent tak til Eva, Anne-Lise, Michael og alle de andre der gør Far tryg og Vitus klog og glad i  Magrethegårdens Børnehus

Så jeg synes typer som Eva Agnete Selsing skal gå hjemme og vugge når de påstår at vuggerstuer er gold opbevaring

Se mere om farsbarsel i vuggestuen

Jeg siger ikke noget om kvinder (eller bøsser) og deres mentale habitus når det kommer til Melodi Grand Prix.

Far sneg sig til at fotodokumentere noget af grandprix-dulle-processen, som lå oven på et par timer hos frisøren om formiddagen.

Nu forhindrer den nye offentlighedslov, som Mor har lavet, så i øvrigt Far fra at offentliggøre alle detaljer fra de hjemlige hunkøns forberedelse til det, der i valbyhjemmet, er blevet kaldt AFTENEN i den forløbne uge.

Mors offentlighedslov forhindrede ham fra at offentliggøre de 8 billeder den 11 årige har taget af Mor i 8 forskellige kjoler, som hun prøvede mens de brugte tre eftermiddagstimer på forberedelserne. Mor havde nemlig for 14 dage siden fået to specielle VIP billetter til Grand Prix’et. Da hun modtog dem, var hun i dilemma over at der ikke var billetter til hele familien, men det løste den 14 årige knægt, ved klart at udtrykke sin apati over for fortagnet og synes det skulle være lillesøster forundt at deltage. Det betød jo så drengeaften med bøffer og bearnaise, men det er jo en helt anden historie.

Herrebøffer som indledning til en aften, hvor drengende så Watchmen i Valby, mens tøserne søbede sødsuppemusik på Eurovision Island

I dagens løb så man iøvrigt ikke meget til det kvindelige islæt i Valbyhjemmet. Mor gennemskuede desværre også Fars intentioner, da han i eftermiddagens løb forsigtigt entrerede det parfyremede påklædningsværelse og opdagede, at den 11 årige tog foto, hver gang Mor skiftede kjole. Derfor forsøgte han  hviskede at overtale den lille til at sende billederne til ham.

“NEJ det gør det ikke, du ved hvad han kan finde på” sagde Mor og så var den mulighed for indsigt fra offentligheden lukket, kjolerne så nu ellers fantastiske ud på den smukke kvinde, så Far var temmelig uforståenden over for den lukkethed, men det er nok noget med at skabe et fortroligt rum. For man kunne vel ikke forestille sig, at hendes forbud havde noget at gøre med,  at hun ikke kunne bestemme sig for hvilken kjole hun skulle vælge…..altså hun er radikalt folketingsmedlem, så det kan vel ikke overraske nogen.

Ligesom det er med lovprocessen er processen og kommunikationen mellem ministeren og hendes sekundanter lukket også lukket i det lille valbyhjem, mens produktet er offentligt og gerne vil have opmærksomhed, så der blev taget facebookbilleder efter timerne i boudoir’et.

I øvrigt så startede forberedelserne længe før. Ugen får startede det på nettet med at finde inspiration, kjoler, sko, fjerboaer og hva’ Gran Prix nu ellers kræver og så  efterfølgende besøg i butikterne for at prøve de udvalgte udstyr.

I Grand Prix dagen startede så med, at de to kvinder kørte ud til frisør Steen kl 7.30 for at at få sat slangekrøllerne og her begik Far så dagens fejl, nemlig at lade den to årige knægt komme med. Fra sit tilbagetrukne betragterhjørne havde han ladet dullerne selv klare ærterne og faktisk havde han nydt den fred det gav, at de sammen havde noget at gå op i, men han skulle nok have holdt sin søn tilbage.

I hvert fald frygter han nu, at det kan få fatale følger for både knægtes forhold til Grand Prix og hans seksualitet at havde taget del i den feminine forberedelse. Da knægten kom tilbage, sammen med dullerne havde han nemlig fået sat håret op til tossestreger med lila pandehår og hvad kan det ikke fører til, måske han står på scenen om føje år med stilletter, stor barm og skæg.

Spændende om Mor ser tilgivende til, når Far og knægten liner op til dagen Formel 1 Grand Prix med dåseøl og netundertrøje, og mon hun ser gennem fingre med at den 11 årige pige, får en tår?

Det mest brugte begreb i tiden er uden tvivl NØDLØGN. Bagrunden for begrebets popularitet er at top-embedsmænd i justitsministeriet er blevet frifundet i forbindelse med at de har konstrueret en løgn over for Folketinget. Det var nemlig en nødløgn.

I #Farsunivers vil vi gerne sætte spot på dette demokratiske begreb og har derfor skabt et kunstværk vi vil forære justitsministeriet.Vi kalder kunstværket  “Ceci n’est pas une noisette” 

(for de ikke så sprogkyndige “Dette er ikke en nød” og de særligt botanisk interesserede kan jo nok også godt se det ikke er en hasselnød) 

I #Farsunivers har vi overvejet om Mor mon er bange for, at Far påvirker deres fælles afkom med for mange speltmanerer, og om det mon er baggrunden denne SMS:

“Er det lever? Jeg er glad for at du sørger for at give vores søn sund og alsidig kost. Så sørger jeg for han ikke blir drillet over ikke at kende junk- og færdigprodukter”

SMS’en fra Mor var et svar på det billede som Far havde sendt, og som viser en dreng, der med stor appetit har et stykke stegt svinelever mellem læberne. Den svinelever som Mor med væmmelse havde konstateret stod i køleskabet fra morgenstunden og som hun med undren spurgte om vi havde tænkt os at SPISE, når nu hun tog afsted og om Far egentlig godt var klar over at “det altså er noget man putter i leverpostej”.

Far forklarede overbærende, at det både var sundt, nærende og at sønnike helt sikkert ville holde af det, og at han skam selv havde spist en del lever fra svin, da han var knægt og voksede op på landet med en morfar, der var svinebonde. (Mor kunne ikke se på Far, at der var en vis usikkerhed på om knægtes nu rent faktisk også ville kunne lide den meget markante smag og om Fars forfinede smagsløg stadig kunne klare denne landlige føde, fremfor den italiensk inspirerede rosa kalvelever med rosmarin, som nu er den fortrukne indmadsspise)

Derfor var det da også med stor fryd, at Far kunne sende et foto til Mor, hvor knægten med stor glæde gnaver af fars tørstegte svinelever med brankede løg, helt som han med nostalgi huskede retten fra mors kødgryder.

I #Farsunivers må vi nok bare konstatere, at der er stor forskel på om det er kvinden eller manden der sørger for fouragen, når den anden er ude at føjte. Denne gang var det mor, der fik ondt i leveren over valbymenuen, mens hun selv var på arbejde som vi kalder det, når vi er til weekendkonferencer i vore universer.

Så kan vi kun gisne om, hvad menuen står på, når afkommet er alene med Mor

Er det Mor eller McDonalds der snyder Far?

(Far blev iøvrigt også kaldt en speltdame i forklædning forleden på Facebook og selvom det var af en jyde, er der måske noget om snakken) 

Så blev det påskeferie og i #Farsunivers har vi ikke rigtig andre planer end lidt gæstebud, lidt køkkenudfoldelser og måske en afslappende tur eller to ud i kulturdanmark eller det var i hvert fald hvad Far troede, da ferien tog sin begyndelsen. Han blev imidlertid klogere, da Mor på førstedagen, under morgenmaden, lagde denne liste foran ham og med et smil bemærkede “ja jeg troede egentlig aldrig jeg ville komme til at lave sådan noget men….”

Fars ferieopgaveliste (den er censureret, da Far gerne vil bevare noget privatliv og iøvrigt ikke ønsker hjælp fra hverken NSA, FE, PET eller andre gode tjenester som så gerne vil være behjælpelige

Når sådan noget pludselig sker inde i ægteskabet, så kan man godt komme til at spørge sig selv om man i virkeligheden befinder sig i….

Hos os har vi ikke faste pladser eller det siger vi ihvert fald når vi har gæster, i praksis så sidder Far altid tættest på køkkenet og mor i den behagelige stol med armlæn. Hvordan der er blevet sådan fortaber sig i nedgroede vaners magt. Da far i sin tid købte spisestuestolene, hvor der blev købt en enkel rød med armlæn som kontrast til alle de hvide, tænkte han det vist som en herrerstol, hvor familiens overhoved kunne trone. Mor tog straks ejerskab til den ide og har så resideret i den siden.

Som sådan er det nok ikke så mærkeligt, at man får indlevet en fast rutine, med hvem der sidder hvor og sådan er det nok i mange familier. Hos os er det også blevet sådan, selvom vi prøver at italesætte, at vi overhoved ikke er fastgroede og fulde af forandringsparathed, når vi fortæller om at vi ikke har faste pladser.

Her forleden blev den faste pladsfordeling, vi ikke har alligevel omdrejningspunkt for samtalen, da Far under middagen bemærkede “har du set at der er slidt hul i tæppet under min stol, hvordan mon det kan være, at det netop er under min?”

Mor reagerede, men hverken på at Far forudsatte at vi havde faste pladser eller der var slidt hul i tæppet. Næ nej, på det hun hørte som åbenbart var, at Far antydede, det mest var ham der rejste sig når vi sad ved spisebordet og det synes hun vist ikke var en rar eller rimelig antydning!

Som om …. han kunne finde på at antyde at det altid er ham der rejser sig, når familien er samlet om spisebordet. Som om…..han som nogle få arketypiske mænd har et større behov for at fortælle om hvad de bedriver af huslige gøremål  end kvinder har. Men sådan forholdt det sig nu slet slet ikke, det var blot en helt faktuel oplysning om at tæppet på netop ét sted er blevet slidt.

For Far er det lille hul i tæppet, derfor blevet en slags symbol på den moderne mand. Oven i købet en priviligeret én af slagsen. Den slags der selv kan vælge, at han vil sidde tæt på sin familie og samtidig tæt på køkkenet fordi han kan li at være lige der; når han altså ikke lige er på arbejde.

Det famøse hul, der er slidt i tæppet lige under fars stoleben, mens der ikke er antydning af slid under de andre stoleben. Tæppet må have ,haft en fejl i vævningen netop her.

Et symbol på den slags moderne mand der er fanget midt i mellem

&

I #farsunivers har vi været tvunget ud i en vældig kreativ proces, fordi knægten fyldte to år  og derfor skulle have noget med at dele ud i Vuggestuen. Men det er ikke så nemt når speltsegmentet har valgt hinanden ind i bestyrelsen og vedtaget en aktiv sukkerpolitik (skulle være enkelte der der ikke kan regne ud hvad en sådan politik indebærer, så bare ,pris jer lykkelige for det.)

Nå men Far indretter sig jo, specielt når Mor siger at man ikke skal udfordre netop det segment, så han gik i gang med at omforme en vandmelon til en haj fyldt med frugt, da knægten er næsten lige så glad for bær, som kanalsnegle som speltkvinderne religiøst har banlyst.

Fars sukkerfrie haj, som selv en speltkvindes unge kunne spise (kuglerne i bagrunden er nødde-, mandel-, figenkugler og kun med to spiseskefulde kokosolie, så også de kunne indtages)

Mor har fra landet fineste talerstol (en oldschool betegnelse for folketingets talerstol, som Far åbenbart mener har bevaret værdigheden. Red.) nuanceret hvorfor Far laver en melonHAJ, selvom knægten hellere ville have haft kanelsnegle med.

Det rejser så også spørgsmålet om man sammenligne kan sammenligne frikadeller og kanelsnegle i daginstitutionerne og er det noget folketinget skal ta sig af eller skal Far skal gå ind og ta kampen med de lokale speltkvinder i bestyrelsen, hvis hans kanelsnegle er så vigtige. Det er der flere holdninger til

Men det kan du selv se her

Skulle du bruge et Apple produkt eller andet amatørprodukt, der ikke kan bruge flash, så kan du klikke på http://www.ft.dk/webtv/video/20131/salen/59.aspx?i=2014-02-27T14:00:00

Til alle jer, der er kommet en time for sent op eller på arbejde eller synes at morgenen er lidt mørk eller bare at mandagen er svært at drive i gang, tænk lige over hvor mange fordele sommertiden bringer. Det har vi skrevet lidt om….

Natten til søndag skiftede vi til sommertid.

For Far har sommertid altid stået som noget godt og positivt. Tegn på at tiderne skifter og vi er parate til sommer. Sommertiden er godt for miljøet og vi har længere og lysere aftner, så vi sparer på energier.

Alligevel er Far ikke upåvirkelig for argumenter, så da han læste Jørgen Friis Bak, formand for Landsforeningen mod Sommertid (tjek i øvrigt deres hjemmeside, det er i sig selv en griner) havde en række argumenter mod sommertid i Berlingske overvejede han lige endnu engang. F.eks. at man bruger mange ressourcer på at omstille fra vinter til kørerplan hos DSB, at flyselskaberne bruger mange kræfter på at koordinere fordi Verden ikke omstiller i alle tidszoner samtidig, så overvejede Far om det nu også var en god ide. I dagens løb blev han alligevel overbevist om at formanden for Landsforeningen mod Sommertid, nok ikke have ret, selvom han så indæt har kæmpet mod, men uden de store resultater i gennem de sidste 13 år. Helt overbevist om at sommertid er en god og ret progressiv ide blev Far, da han så overskriften på TV2 Pia Kjærsgaard: Afskaf sommertid

Så Far begyndte straks, at indsamle alle de gode effekter sommertiden har. Det begyndte allerede mellem kl. 5 og 6.00 i morges, da den 2årige knægt ikke vågnende. Men for første gang i sit liv sov til efter 7 og først sparkede Far i hovedet  kl 7.14.

Men sommertiden har klart mange andre fordele, f.eks. søndagsfrokost kl.  12 uden at Mor blev stramtandet over Far drikker øl midt på formiddagen, hun opdagede nemlig slet ikke klokken i virkeligheden kun 11.00 og det er normalt lidt for tidligt at indtage alkoholske drikke i Mors univers.

Søndagsfrokosten blev indtaget med en Påske Hvede fra Indslev Bryggeri og Mor opdagede slet ikke at Far drak stærkøl midt på formiddagen, fordi han havde stillet alle urene en time frem

Og så har den bare stået på verdens bedste sang Summertime hele dagen for Mor og Far skal snart ind og se Porgy and Bess. Hør den her i en fantastisk udgave med Ella Fitzgerald & the Tee Carson trio. (og nu er det så knægtens normale sengetid, men den fucking sommertid, gør at han overhoved ikke er træt og bare skriver, verden er dialektisk)