FarsUnivers

Mange mænd har som Far et dialektisk forhold til den hvide jul, men som oftest er det ikke noget de taler om, specielt ikke med deres koner.

Så romantisk kan en hvis jul se ud, men nu kan man jo heler ikke se hvem der er sneet inde i det lille hus

Som altid skal Far holde jul med svigermor (nu er altid i følge Einstein et relativt begreb og selvom det måske føleles som en evighed er det kun fjerde gang Far og Svigermor skal holde jul sammen Red.)

Det at holde jul med svigermor påvirker i den grad forholdet til den hvide jul. Der kan tænkes flere scenarier, som f.eks. at sneen op til juleaften er så voldsom, at man ikke kan krydse Storebælt og Far og svigermor på den måde må forblive adskilt. Et andet scenarie er at sneen falder efter hun er ankommet til det lille Valbyhjem, og at hun således må blive i evindeligheder, fordi vi sneer inde og hun ikke kan krydse Storebælt og komme hjem.

For ungernes og romantikens skyld er det dejligt, når det hele er dækket af et hvid pulverlag. På den anden side er risikoen ved sne så stor, at faderen i huset takker sin gud for han ingen indflydelse har på vejret, men blot må erkende at han som så mange andre mænd har et dialektisk forhold til den hvide jul, omend han dog har et fromt ønske om ufatteligemængder af sne inden for de næste to timer, men så endelig heller ikke mere.

.

“det samme som at blive pisket på nosserne med pigtråd” sådan skrev Far forleden formiddag til Mor i en sms, da hun fra morgenstunden havde skrevet og spurgt hvad han ville sige til at familien skulle passe hund i julen.

Inden Far kom hjem den aften lå der et sms svar fra Mor med teksten “så skal jeg nok puste” og så var han jo lige som forberedt på at et slag var tabt og julen stod på hundeluftning, gennemtyggede sko, forbidte møbler og andesteg garneret med hundehår.

Så nu har den lille valbyfamilie fået hund! Vist noget med forskel i maskulin og feminin kommunikation eller også et udtryk for interne magtforhold.

Uskyldigt og fredfyldt var det…… før hunden brækede sig under spisebordet og skambed knægtens plastikbolde og indtog bamse til frokost – så nu er forholdet knap så harmonisk

Far mindedes da han selv som 7 årig fik overbevist sine forældre om det fornuftige I at få hund med løfter om at han nok selv skulle lufte den flere gange hver dag og selvfølgelig selv sørge for den blev renlig og sørge for at tørrer op, hvis uheldet skulle være ude. Specielt en historie stod skarpt i erindringen, da den umiskendelig lyd af “hun-der-brækker-sig” lød. Det var hunden der havde fundet det eneste tæppe i stuen og nu stod inde under spisebordet og ofrede alt hvad den havde indtaget op til jul.

Godt nok fra den anden ende havde Far selv haft sådan en oplevelse, da hans hun blev en del af hans barndomshjem for 40 år siden. Da hunde ankom løb den rundt i hele huset og endte i forældrenes soveværelse, hvor den tømte hele sin tarm for tynd ildelugtende brun væske.

Mor og søn tørrer konsekvenser af hund op. Far glemte aldrig sin egen mors blik, da han som 7 årig havde lokket hende til at gi ham en hund, som efter 5 min tømte sin nervøse mave ud over hendes gulv.

Det var ikke så meget lugten, som hans mors blik, der med al tydelighed sagde “det er din hund, og der er ingen kære mor, så igang med at tørre op”. Dengang blev der aldrig sagt et ord, men blikket havde brændt sig fast i den nu voksne lille drengs rygmarv. Så det blik forsøgte far at sende Mor, da lyden af brækkende hund gjorde det klart, at der nok skulle renses tæppe.

Nå men det går jo alt sammen, følte Far et kort øjeblik, for den 12-årige syntes det var fantastisk og passer den lille hund tidligt og silde, med mad, bad og hvad der nu ellers skal til. Men hun tog så til Jylland i dagene op til jul og den 2-årige har lagde sig med lidt feder, så Far har rig mulighed for at bruge tid med hunden.

Således også i morges, hvor den 2-årige i anledning af han var småsløj helt undtagelsesvis havde valgt at sove til efter 5.30. Det havde hunden til gengæld ikke, så 5.28 kunne Far høre den hopper og forsøger at æde soveværelsesdøren, mens den udviste alle tydelig tegn på “ud i morgen kulden eller jeg skider på gulvet” attituden.

Far presse øjnene hårdt i og tænkte “godt det ikke er min hund”…….men var lysvågen, klar til hundedagene og kunne bare ligge se frem til at svigermor ankommer i morgen og bliver hele julen over. Åh denne søde juletid.

“185% bedre resultat end sidste år, fra 7 til 20” sådan besvarede Far sms fra Mor om hvordan tandlægebesøget med den 2 årige var gået.

Far synes selv det var et yderst oplysende svar på kun 140 tegn. Oven i købet med en procentuel udregning over hvor mange flere tænder knægten havde fået på godt et år. Det var jo ligesom det, der var sket under besøget, tænderne var blevet talt og knægten havde fået en plastikmus, så de 140 tegn udtrykte vel egentlig en overinformation.

Men sådan var det ikke, fandt det maskuline familieoverhoved ud af, da han blev udspurgt over middagsbordet. Der oplevede han ligeledes, at det var en kende kritisabelt, at det ikke lige stod helt klart i hans hukommelse, hvad den ellers søde unge, smilende og velproportionerede mulat-tandlæge (en ganske overflødig observation blev bemærket af den kvindelig modpart og Far frygtede et øjeblik, at det var ordet MULAT den radikaliserede politisk-korrekte Mor reagerede på, men kunne ikke få det til at passe, da Mor selv brugte ordet negerboller om de sambo flødeboller hun selv indtager, så det måtte være det om det søde smil Red.) havde fortalt om 2åriges tandudvikling og specifikt havde udtrykt om deres genetiske afkom.

Far synes eller han havde håndteret alt med overskud, overblik og måske lidt overmod, da han trak det årlige besøg hos tandlægen med knægten. Forud havde Far varmet op med med bogoplæsning om Lotte hos Tandlægen, og lagt vægt på hun blev belønnet med et klistermærke. Det var så selvfølgelig en streg i regningen, at  tandlægen ikke havde klistermærker til knægten, men Far fik da overbevist knægten om at hun havde andet at byde på, så han ikke brød sammen af gråd og han blev da også begavet med en plastisk mus. Men det var åbenbart heller ikke nok for moderen.

Det var ellers også startet godt, da faderen og knægten i god tid stod glade foran den låsede dør til den kommunale tandpleje på den lokale folkeskole. Selvfølgelig også lidt en streg i regningen, at de var 15 min. for tidlig på den, for knægten synes ikke den udslidte og beskidte gang på skolen var synderlig inspirerende, ikke engang selvom de kunne kigge ind på tandlægeinden, der hvimsede rundt inde i klinikken.

Men både Far og knægt synes egentlig oplevelsen alt i alt var forløbet godt og knægten havde begejstret fortalt om det, da de kom over i Vuggestuen og begejstret vist musen frem som han havde fået af den søde unge tandlæge, faktisk så begejstret at han helt havde glemt, hvad den gamle julemand havde begavet ham med fra morgenstunden.

Men Far må nok engang erkende, at mænd og kvinder ser forskelligt på hvad god service og omsorg for de små skal indeholde. I hvert fald synes den kvindelig overdel af familien, at faderens fokus  i tandlæge situationen i den grad var forkert prioriteret.

Selv Far måtte indrømme at man ikke ligefrem føler sig velkommen på tandklinikken på den lokale folkeskole, da han og knægten stod uden for den låste dør og dårligt kunne skimte personalet bag ruden et kvarter for bar advarselsskilte og forbudspiktogrammer

Her i weekenden bænkede Far sig sammen med den toårige, foran den nok så interessante sportsevent WM på kortbane. Eller vi satte os i hvert fald i sofaen og tændte for TV’et og inden vi kunne nå at slå væk, kom et par velproportionerede maskuline sportfolk vraltende ind over skærmen og stille sig op på en lille klods for enden af et bassin med vand i. Det fik den toårige til at hoppe op med armene i vejret og råbe “”KOLDIIING, KOLDIIING, KOOOLLLIIING….”

Far var en kende overrasket over, at nogle få amerikanske, franske og japanske svømmere kunne få den reaktion frem i ham. Indtil der gik en prås op for ham, det var knægtens mødrende ophavs langtidspåvirkning, der nu slog igennem – nogen som mere rabiate kræfter måske endda ville betegne som indoktrinering.

Mor tilhører nemlig en etnisk minoritet af Koldingensisk oprindelse, samtidig med at moderen er kulturelt belastet i en grad, så hun finder nydelse i at betragte elitær sportsudøvelse, primært spillet med hånd i maskulin udførsel. Alt det vidste Far godt inden de indgik i ægtestand, og det var også afklaret, at hvis dette tidsspille skulle spildes ud over resten af familien ville et fællesskab nok bedst kunne opnår gennem det fusionsramte hold KIF Kolding-København, der har hjemmebane i Brøndby.

Således har Far endda overværet opførslen af et stykke, hvor de spillede sammen med et hold fra Aalborg, dog uden at være specielt imponeret over hverken koreografi eller plot. Alt dette ufortalt, så undrede det alligevel Far, at den uskyldige lille dreng sad ved siden af ham i sofaen og udråbte en jysk by af sine lungers fulde kraft.

Her burde faderen nok have taget ved lære af alle de jyske krejlere og hestehandlere han har mødt i sit liv, samtidig med at han jo godt ved at man ikke assimileres væk fra sin etniske identitet blot ved at bo et andet sted.

Alt det gik op for faderen, da han sad den lille letpåvirkelige dreng i sofaen. Knægten bliver simpelhen hver weekend udsat for massiv påvirkning af den etniske jyde, hvor KIF Kolding-Københavns mundrette navn bliver til “KOLDIIING…” når moderen er alene med ham og tvinger ham til at udråbe det for alverdens verdenshjørner.

Det bekymrer Far, ikke kun den massive kulturelle påvirkning, men i det hele taget hvor radikaliseret det ellers sunde lille menneske kan blive, hvis ikke der gribes ind…..

Gode råd er dyre og under overvejelse

Den letpåvirkelige toårige med sin Mor i et ubevogtet øjeblik foran skærmen ,hvor der råbes etniske gloser, den opmærksomme seer vil også bemærke logoet på moderens bluse, så censur er under overvejelse i #Farsunivers

“Michel for fanden, du som selv går så meget op i om dit bælte matcher dine sko, hvordan kan du  komme til at gi’ din søn to forskellige støvler på hjem fra vuggestuen og hvad tror du de forældre, hvis støvle du har taget med siger” blev der råbt fra Mor til Far lørdag morgen da han gik og satte rensdyr og kane op på taget.

Fødderne er varme og tørre – så støvlerne lever op til formålet

Ud over at tonefaldet og volumen ikke indbød til dialog, så var det et temmelig retorisk spørgsmål, da Far jo ikke kunne vide hvordan andre forældre synes at de to næste ens støvler matchede, men ud over det forsatte den ensidige dialog “En ting er at du nogle gange kommer til at give ham støvlerne omvendt på, men her har du taget en støvle fra et andet barn ihhhh…” (Her henviste moderen til en morgen, hvor Far havde kommet venstre støvle på højre fod og visa versa, og da Far lidt proaktivt og højlydt bemærkede over for den 2årige, at han nu igen har taget støvlerne omvendt på, ja så var det også blevet bemærket af de andre voksne på stuen og ad den vej også kommet Mor for øre. Red.)

Far var godt klar over, at han ikke skulle indgå i en argumentation, men blot ydmygt forklare at det ikke var fordi de havde fået ½ fredagsøl på arbejdet eller fordi knægten og han, havde haft travlt med at komme hen og købe de småborgerlige lysende rensdyr til taget som heller ikke lige var faldet i god jord. De synes bare de to støvler lignede hinanden.

Man skal vist være kvinde med hang til overdreven detaljenavlepilleri for rigtig, at synes de to støvler ikke matcher i et omfang så man ikke kan bære dem samtidig.

Mor har iøvrigt udtrykt at Far har tendens til at have været julefornægter i sit tidligere liv (altså i det omfang, man kan tale om liv, før han mødte Mor – som det lyder hvis man lytter med det indre øre Red.) Far synes egentlig selv han er kommet godt efter det, og  stod f.eks. sidste år en hel jul igennem hos svigermor, som han iøvrigt også kærligt har beskrevet i Nedfaren til svigermors julebord og opfaren

Se også Skal man absolut lyve for sine børn når det er jul …

Julefornægtelsen var iøvrigt også blevet et tema efter Far for år tilbage havde klippet alle lyskæderne til havens træer i stykker i forbindelse med en hækklipning – for Far handlede det nu ikke om fornægtelse med økologisk ansvarlighed og det unødvendige at bruge energi på at lyse havens træer op.

Men alderen og et pragmatisk livssyn har indhentet Far eksponentielt stigende med antallet af børn der omgiver ham. Så i år har han bestemt sig for at gå “all in” og plastre huset til med lysende kaner, rensdyr og julemænd, som kan ses i hele kvarteret. Men heller ikke det synes fruen var passende for det omkringboende lattesegment (for det har selvfølgelig ikke noget at gøre med, hvad man kan forvente af et radikaliseret MF’er).

Så nu har Far og knægten pyntet legehuset som kun kan skimtes bag hækken fra vejen. Endnu et bevis på Faderens pragmatiske og evne til at  indgå i kompromisser om hvor højt det småborgerlige julefyrtårn skulle lyse ud over kvarteret.

I #Farsunivers har vi tidligere beskæftiget os med den udfordring det er at leve med en etnisk minoritet af anden religiøs overbevisning og beskrevet Mors sande danske sindelag, når hun f.eks. forlanger stegt flæsk og persillesov på årets varmeste dag. Men potientielle konflikter på baggrund af etnicitet og religiøs baggrund skal ikke bare slå hen i pjat og pjank.

Derfor er vi i#Farsunivers i gang med en lidt større analyse om, hvad der egentlig ligger bag de tilsyneladende nedarvede forskelle. Er det en social arv vi bærer rundt på eller ligger der måske også noget genetisk i de kulturelle forskelle som vi oplever i vores samfund og altså også over spisebordet i det lille valbyhjem.

Vores spise og drikkevaner afslører jo ofte vores kulturelle baggrund. Det er ikke så tid man oplever at der bliver drukket snaps til julefrokosten i de muslimske hjem, på den anden side er det jo ikke mange eid-fester der bliver udråbt fra de sønderjyske minareter.

I #Farsunivers tror vi det er fornuftigt, at tage udgangspunkt derfra hvor vor’ verden går, så vore undersøgelser af forskellen mellem den sociale og bioligiske arv har taget udgangspunkt i eget afkom.

I vore videoobservationer har det vist sig, at den 2årige vist sig i besiddelse af stærke jyske gener, hvilket f.eks. kan observere ved indtagelsen af den gode danske ret Hakkebøf med bløde løg. Et ikke uvæsentlig element i denne ret er udkogte hvide kartofler og brun sovs. Da Far forleden diskede op med denne ret, dog med det lille twist, at sovsen var i en så begrænset mængde og indkogt fondkvalitet, at den på jysk hånligt ville blive betegnet som sauce.

Alt det vidste den 2årige ikke noget om da han reagerede på retten, så reaktionen var per intuition og kan derfor godt danne grundlag for en antropologisk observation i den påbegyndte undersøgelse(omend i eget praksisfelt som Pierre Bourdieu nok ville have bemærket)

Den opmærksomme seer vil nok også bemærke at knægten utvetydigt peger på faderen og derefter peger på køkkenet for at gøre opmærksom på sin trang til sovs, hvad nogen også kunne tolke som et klart billede af kønrollerne i det lille valbyhjem, men det er et helt andet studie.

Den kulturelle forestilling om, at det er noget specielt jyske at forvente brun sovs i mængder så de kan spise med ske og iøvrigt i en så bastant konsistens at man kan toppe den op på en gaffel, deles altså at den lille uskyldige sjæl på filmen, og man må derfor nok erkende at en del ligger i generne, da det rent faktisk ikke er den tradition han udsættes for i det etnisk sjællandskprægede køkken af fædrende produktion.

Faderen i hjemmet havde ellers frygtet og set indicier på en større og helt anderledes påvirkning, da knægten tog sine første selvstændige skridt ud i at skabe egen identitet.

Ugens mest omtalte historie har vist været “8-årige bortvist fra skole: Viste tissemænd til pige i frikvarteret.”

En sådan historie giver grund til bekymring. Således også i Farsunivers, hvor Fars bekymring primært er gået på om knægten ville bliver sendt hjem fra sit besøg hos Mormor.

Selv i Farsunivers er man ramt så meget af politisk korrekt kønsangst, man man ikke tør løfte sløret

Alle risikoelementerne var nemlig til stede. Den 2årige blottede sig for sin kusine og selvom han stod halvt inde i køleskabet, så kulden gjorde fremvisningen minimal, var der tale om en tissemand, endvidere er svigermor ansat i skolevæsnet og så er der jo grund til at alle alarmklokker ringer.

Men vi har nu vendt problemstillingen og blev enige om den nøgne sandhed for os var, at man bedst løser sådanne problemstillinger gennem dialog.

Så vi har snakket med ungerne om, at det er dejligt og sjovt at løbe nøgne rundt efter, at man har været i bad hos mormor og morfar og at det i øvrigt er helt ude i hampen, når man i en skole bortviser 8 årige for at vise deres kønsorganer og at det blotter en samfundsskabt puritanisme som virker hæmmende på vores børns udvikling og mulighed for at udvikle et naturligt forhold til deres krop. Mon ikke også det viser  en leder der har mistet proportionssansen, selvom vi selvfølgelig ikke kender den fulde historien bag reaktionen.

Det har hende lederen i det svigerjyske hjem heldigvis ikke, så her løber stadig et par rollinger rundt med bar røv.

Berlingske har i dag viet deres forside til at fortælle om årsagerne til at www.farsunivers.dk er skabt og i den grad har dannet skole for alverdens mænd – eller i hvert fald har stået fadder til en megatrend

Som de skriver inde i avisen “Den moderne far skal ose af sex”

“En række engelsksprogede hjemmesider zoomer ind på den sexede faderrolle, og britisk klumme­skribent gruer for, at det er ved at blive den nye trend.

Klummeskribenten Stuart Heritage fortæller i The Guardian, at han skal være far for første gang, og at det er gået op for ham, at fædre »pludselig ud af det blå« nu forventes at være »sexy«.”

Heritage henviser til flere engelsksprogede hjemmesider som »dilfs_of_disneyland«, der viser billeder af »hottest dads« i forlystelserne. Andre eksempler er »Only Hot Dads« og »Daily Dose of DILF«.” Altså en mandlig MILF.

Det er interessant læsning for det viser jo at  Farsunivers.dk og forløberen www.Farsbarsel.dk, uden at vide det har dannet skole for Beckham, der i sin tid “gudfar til den metroseksuelle mand, og nu rider han ifølge Heritage ubesværet på den nye bølge, man måske kunne kalde den paterseksuelle mand. Beckham er holdt op med at spille fodbold, og mens hustruen har fuld gang i modeforretningen, optræder han som »enhver svigermors drøm« – med plads til også mors og datters drøm – sammen med de tre sønner, Brooklyn, Romeo og Cruz, ved Londons mere glitrende begivenheder.”

Bare spørg min svigermor

Knægtens er vældig glad for sin vuggestue, specielt er han vild med et par af pædagogerne og her står Michael og Eva højt på hitlisten. Formodenligt er disse følelser gengældt, spørgsmålet er så om de pædagogiske følelser også omfatter hans fædrene ophav. Far har ellers løbende bakket op om den pædagogiske praksis som han da også løbende har skrevet om i Kunsten at vælge arbejdsweekend i vuggestuen eller I folketinget har de lagt øre til at ‪#‎Farsunivers‬ ikke har kunne uddele kanelsnegle i vuggestuen – Faderen er imidlertid ikke helt sikker på, at det er taget i opfattet i den positive ånd det er skrevet, da  følsomme pædagogiskesjæle sikker kan opfatte det mere som udfordring end opbakning.

Under alle omstændigheder er Far nu udfordret. Det startede alt sammen med at Eva en enkelt gang eller to, har bemærket at Far er en kende glemsom og har glemt bleer til knægten. Det er til ovenikøbet blevet højlydt bemærket, men sådan er det jo nok når næsten perfekte mænd fejler, så skal de kanøfles.

I sidste uge, havde knægten et par sygedage, så derfor havde Far naturligt nok glemt at pædagogen før weekenden smeddelte, at der manglede bleer. Så da Far stod i garderoben og kom i tanke om de manglende bleer, blev han skrækslagen for at han nu igen ville blive udsat for mobning. Derfor handlede han lidt proaktivt og gik ind på stuen og sagde med høj klar røst, at han havde aftalt med den 2årige, at når han blev hentet allerede kl 14 ikke behøvede at have nye bleer med, da han ikke ville lave stort i bleen. De behøvede derfor  ikke skifte ham og at de altså ikke havde glemt bleer, men blot prioriteret.

Det tog pædagogerne på stuen grinede imod, som de så ofte gør når Far fra morgenstunden kommer med seriøse indspark til den pædagogiske hverdag.

Udfordringen opstod først da Mor hentede knægten (og i øvrigt havde bleer med) Det var Michael og Eva der tog i mod og forklarede den måbende Mor, at Far skal skyldte kvajekage, da knægten ikke havde levet op til aftalen om ikke at lave lort.

Mor kom lidt overrasket hjem og fortalte om Fars gæld, og spurgte hvad han nu havde rodet sig ud i. Det krævede en del forklaring, men hun endte med at forstå, og rystede opgivende på hovedet, da hun så de planer Far og søn, havde for at betale deres gæld. En scene som kom til at minde om en Filmnoir om familiær narkogæld i Brooklyn.

Men de to mænd i familien var fast besluttede på at bruge deres søndag eftermiddag på at producere en passende kvajekage. samt lavet et fad hvor illustreret af den to årige og også lavet et kvajekort.

Så det kan nok være de er spændte på om det bliver modtaget i den ånd der er lavet i eller Far igen bliver udsat for verbale pædagogiske overgreb.

En forundret pædagog tager imod en lækker kage fra en betuttet knægt, mens hun grinende bemærker at den er edder ulækker, mens far forsikre at den kan spises og ikke indeholder sukker, så den lever op til sukkerpolitikken (Far er nok ikke klar over at de 400 g flormelis, af nogen kan betragtes som en overtrædelse. Red.)

Tidligere har Far udfordret sukkerpolitikken i vuggestuen eller måske var det i virkeligheden Far der blev udfordret af sukkerpolitikken, men det kan I selv læse om her

Oven på de seneste ugers politiske debat om en dramaserie på DR er jeg blevet i tvivl om, man bør skærme sine børn fra politiske debat, for at gøre dem til deltagende demokratiske borgere, der kan …hmmm…deltage i den politiske debat?

NEJ bare rolig de skal nok blive fyldt med alt mulig vrøvl i den offentlige debat- jeg vil ikke tage patent på sandheden og det er jeg yderligere blevet bekræftet i, af en historiebog, som er kommet i denne uge og som giver håb om at verden er mere nuanceret end som så – hvordan det hænger sammen har vi brugt dagen på at beskrive. Skal ikke udelukke, at det spiller ind, at jeg er historiker, men først og fremmeste betragter jeg mig som demokrat.

Morgenbordet i Valbyhjemmet var søndag præget af konflikt, da den nuancerede 1864 udlægning Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg” kom til at ligge oven på Politikkens artikel om “Kultur er højrefløjens talerstol” Da den 2årige så det, pegede han på billedet af Pia Kjærsgaard og Alex Arendtsen og råbte MORMOR og MORFAR men det vil jeg ikke skrive for det tror jeg ikke de vil bryde sig om.

Forleden sad vi i det lille Valbyhjem og talte om hvad den rigtige historie, om det der 1864 nu egentlig er. Vores unger gad ikke rigtig deltage i snakken, selvom de deltog ivrigt i vores snak om det nationale spørgsmål, da vi besøgte Skåne i sidste uge. Ungerne gider heller ikke se DR dramaserien om 1864, på trods af den meget omtale serien har fået, specielt i forhold til om den nu også er historisk korrekt og om det er den RIGTIGE politiske holdning der præger den fiktive dramaserie. Jeg kan ikke lade være at tænke, at det måske netop på grund af netop den debat, vores unger finder den uinteressant.

Det kan jeg egentlig godt forstå, for når debat om en TV serie bliver så skinger og absurd politisk, så må man som 12 og 15 årig tage sig til hovedet og tænke, at hvis man oven i, at skulle se en tv dramatisering af en bog om en 150 år gammel krig også skal forholde sig til om Pia Kjærsgaard ikke synes, der var sigøjnere i Danmark i 1864, så så er det nok svært at finde interessen.

Jeg synes det er ærgerligt, for selvom jeg kan være skeptisk overfor politiske særbevillinger til særlige politisk bestemte kulturprojekter, som var baggrunden for dramaserien, så medgiver jeg at krigen 1864 spiller en helt speciel rolle for den danske mentalitet og udviklingen af vores nationalfølelse. Det synes jeg er vigtigt, at vore børn også forholder sig til og det var vel egentlig også sigtet med særbevillingen, og det at få en dramaserie med udgangspunkt i slaget ved Dybbøl. Sjovt nok er det så de samme politikere, der ødelægger det sigte når de får den politiske samtale om en vigtig begivenhed i vores fælles historie til at blive til et skænderi om ligegyldige detaljer, som skræmmer dem væk som havde allermest brug for den bevidsthed.

Historien har altid båret præg af tolkninger og er en kampplads for politiske udlægninger, det viser blot historiens vigtighed for den nutidige udvikling og sådan skal det være. Problemet opstår først når det ikke længere er en debat, men politikere der står i hver deres minaret og råber til hinanden uden at ville indgå i demokratisk samtale eller blive klogere.  Oven i er der i det konkrete tilfælde, tale om en kunstnerisk dramaserie – det synes jeg så gør debatten absurd, for i dansk kontekst har der altid været lagt vægt på en politiske armslængde.

I ugens løb beskrev en forfatter Ib Michael Kritikken af ‘1864’ er en pærevælling af patetisk vrøvl og han havde nogle ret præcise pointer. Men dem kan du selv se her

I dag var der en større artikel i Politiken om “Kultur er højrefløjens talerstol” med udgangspunkt i hvor detaljeret politikerne skal blande sig i de kunstneriske udtryk. I den noterede vi en intelligent bemærkning fra en politiker vi ellers heller ikke altid er enig med “Hvis man går i rette med en dramaserie på DR og går helt ned i enkelte scener – hvis det er det, der skal til, så vinder de.”

Jeg sidder blot tilbage med en grundlæggende angst for hvad det er for et samfund der kan udvikle sig, hvis politikere mener, at de skal bestemme, hvad der skal komme til udtryk i hver enkelt scene i offentligt finansierede dramaserier. En sådan form for holdningskontrol hører normalt helt andre samfund til, end et pluralistisk demokrati som det danske. Det, som for mange kan synes som en bagatel om detaljer i en TV serie om en gammel krig, kan faktisk være et udtryk for en samfundsudvikling, som vi bør være på vagt over for, uanset hvem eller hvilke politiske holdninger der ligger bag, så skal vi tage afstand hvis politikere mener de har patent på den sandhed, der skal udtrykkes – også i noget så ufarligt som dramaserier.

Så var det jeg et kort øjeblik tænkte, om jeg skulle skærme mine børn fra at opleve politiske debatter i det hele taget. Men kun et kort øjeblik, for de skal nok kunne vælge deres syn på verden selv, når blot vi lader dem se at verden er magfoldig, at der ikke kun findes én sandhed.

Det blev jeg yderligere bestyrket i denne uge, da der kom en fantastisk hjælp til det, nemlig en historiebog ”Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg” der viser hvor forskellige oplevelse af sandhende man kan have på den ene og anden side af frontlinien. En sandruelig beskrivelse af en mangfoldig verden og det forskellige synd man kan have ud fra hvor man står – de beskriver nemlig de samme slag og begivenheder set fra henholdsvis dansk og tysk side – og det kommer der helt forskellige historier ud af.

I krig er sandheden det første offer og sådan forholder det sig vist også i den krig som Pia Kjærsgaard og trosfæller er ude i med korstoget mod den kunstneriske udlægning af krigen i 1864 som Ole Bornedal og DR står bag, derfor har jeg et fromt ønske om at de vil læse ”Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg” som Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek i Kiel og Museum Sønderjylland i Sønderborg står bag.

Politiken anmeldte bogen i ugens løb og havde et fantastisk eksempel på bogens metode.

“2. april – to måneder efter den danske hærs tilbagetog fra Dannevirke og godt to uger før dens nederlag ved Dybbøl – bombede preusserne Sønderborg. Hvorfor mon? Det var nemt at svare på for journalisten på Illustreret Tidende, 17. april: »Vi Danske skaane hvert enkelt Hus saa længe som muligt«, mens vore modstandere »ikke tage i Betænkning uden Varsel at spy Mord og Brand over en aaben, blomstrende Handelsby«.

Og det endda en by, de påstod, de ville befri for »det danske Aag«. Konklusionen er ligetil: »Sønderborgs rygende Tomter vil raabe til Himmelen om Hævn over de raa Voldsmænds onde Idræt«.

Den tyske offentlighed fik en anden besked, i lige så overbeviste vendinger.

»Nu er byens huse omdannet til kaserner, og i Sønderborg er der artilleripark, reservebatterier, ammunitionsmagasiner og andet krigsværktøj«, skrev Leipziger Illustrirte Zeitung 16. april. Det lyder som det, vi hørte i sommer, da israelerne smadrede skoler og hospitaler i Gaza: Vi bomber civile bygninger, men kun, fordi de er skalkeskjul for militæret.

Bomberne faldt altså, enten fordi tyskerne var bestialske, eller fordi danskerne var fupmagere. Begge dele kan ikke passe. Hvem skal man tro på?

Ingen af dem, siger den dansk-tyske historikerduo med én stemme. Preusserne havde en smart plan. De ville gå uden om Dybbøl og sætte over sundet til Als. Bomberegnen i Sønderborg skulle aflede danskernes opmærksomhed fra invasionen. Men det blev stormvejr og bagefter måneskin.

Omringningen måtte opgives til fordel for plan B, stormen på Dybbøl. Først tre måneder senere, da den tåbelige danske regering havde sagt nej til forliget i London, kom den preussiske armada over det smalle sund til dommedagen på Als.”

Verden er magfolding og det vil jeg stå fast på at vise mine børn, så de skal opleve både Bornedals udlægning af 1864 og Pia Kærsgaard fortælle om hendes verden. Ud fra det er jeg sikker på de selv vil være med til at skabe en demokratisk samtale, der er lidt mindre skinger og som levner plads til både kunstneriske udtryk og respekt for de der mener noget andet end dem. Jeg tror nemlig godt de er i stand til at vælge hvad de vil tro på, uden at politikere skal udlægge teksten for dem.