FarsUnivers

I en travl hverdagsfamilie kræver det ind i mellem lidt ekstraordinær planlægning når der opstår småskavanker, som kræver lægeligt til- og opsyn.

Således også i den forgangne uge for den lille Valbyfamilie.  To unger havde brug for lægelig assistance samtidig, den ene hos fodlægen og den anden hos den praktiserende læge. De to læger bor praktisk nok i samme bygning på henholdsvis 2. og 3. Sal.

Desværre var de to lægetider placeret i hver sin ende af arbejdsdagen, så Mor og Far fordelte børnebyrden.

Mor tog den lidt hektiske morgenvagt og kom i fuld firspring ind ad døren til den praktiserende læge på 3. sal kl 9, registrerede sig ved at kører sundhedskortet gennem kortlæseren og satte sig i venteværelset, hvorefter hun hører en klar barnerøst “Mor, var det ikke fodlægen nedenunder vi skulle ind til?”

Det var det, så den hektiske mor farer op til skranker og siger “I må undskylde, men min mand kommer i eftermiddag med den mindste….nej…altså…der er sket en fejl.. .uhhh tror jeg har fået en hjerneblødning”

Så kan det nok være sekretæren kom op ad stolen og der gik lige et stykke tid inden moderen fik forklaret at det blot var en uheldig brug af et begreb ude af kontekst.

Den historie kendte Far så ikke, da  han en halv dag senere dukkede op med familiens mindste, men synes det var så dejligt at alle damerne smilede så skælmsk til ham.

Iøvrigt et lærerigt lægebesøg for den videbegærlig fader, hvor den unge læge efter et blik på knægtens mave siger “tror det er vandvorter” hvorefter hun sætter sig til tasterne og udbryder “Uhhh man skal ikke Google sådan noget, så kommer der så mange grimme billeder frem”. Det vakte faderen nysgerrighed, så han gik hen og kiggede med, mens hun Google sig frem til mulige behandlingsformer på sygebørn.dk og netdoktor.dk. Det vil Far nok også gøre næste gang, da han trods alt er uddannet inden for søgning og kildekritik. På den måde kan man spare sundhedsvæsnet knappe ressourcer og jo også undgå en del stressede misforståelser, som kan opstå gennem samtale og forskellig brug af begreber.

“Hvad fanden har du nu sagt over i børnehaven?” lød spørgsmålet fra Mor til Faderen da han forleden kom træt hjem med daglønnen. Normalt bander hans ægteviv ikke, da hun er meget bevist om sit sprogbrug, så Far vidste at det var alvorligt. Dog kunne han ikke for sin død ikke komme i tanke om, hvad han skulle have sagt som kunne afstedkomme så kraftige udtryk. Så han smilede jovialt og så spørgende på hende med højt løftede imødekommende øjenbryn….

“Har du lovet, at jeg ville komme over og optræde med noget jysk? At jeg både ville synge og læse op på jysk?”

Far smilede lidt bredere, samtidig med han passede på at smilet ikke bristede over i et grin, for han fornemmede godt alvoren og det potentielt konfliktfyldte i samtalen. Så for at genvinde kontrollen og bare for at være på den sikre side sagde han bestemt “Nej” efterfulgt af et knap så overbevisende “det synes jeg altså ikke jeg har”

Han blev mødt af moderens gennemborende blik, med højt løftede uimødekommende øjnebryn, så han kunne godt mærke at at han måtte diske op med en historie, der afdækkede hele sammenhængen. Mens denne sammenhæng formulerede sig i hans baghovede indskød den let forurettede Mor, at hun i dag, da hun havde hentet knægten var blevet mødt af pædagogen Annerikke som sagde, at Far havde tilbudt at hans jyske kone ville komme og underholde med et etnisk indslag for alle ungerne og at han oven i købet havde lovet det på forældremødet foran alle de andre forældre.

Far overvejede et kort øjeblik om et passende svar ville være “så ku du sgu selv gå til de fucking forældremøder, bare engang i mellem” men valgte i stedet en mere afvæbnende forklaring og forklarede lidt tøvende

“Det er altså ikke helt rigtigt, det var fordi Vitus og jeg en morgen blev mødt af en kamel og så….eller det var en en dukke eller sådan en kamel turister tager med hjem når man har været i Afrika. Det snakkede vi lidt undrende om da vi kom ind og så fortale Annerikke om at de havde forskellige etniske temaer i 7 uger, da forældrene kom fra 7 forskellige lande. Så de tegnede flag og forældrene havde ting med fra deres hjemland, og så kom de og læste en historie eller sang en sang på deres modersmål. I sidste uge var det Frankrige og i denne uge var det Sebastians far som havde haft kamelen med fra Marokko”

Far tog luft ind og blev utålmodigt afbrud af Mor “og hvad har det så med mig at gøre”.  Far trak hovedet lidt ned mellem skuldrene for ligesom at tage afsæt for den ellers yderst rationellen forklaring “Jo så var det jeg spurgte om de også havde optræden af nogle jyllændere og det svarede Annerikke grinende, at det havde det slet ikke overvejet. Så kom jeg til at sige, at det synes jeg man burde for at få en mere nuanceret tilgang til det mulitkulturelle og i den forbindelse fik jeg vist nævnt, at jeg var ret sikker på at min jyske kone gerne ville komme og….”

“Men hvordan er det så kommet på dagsordnen til forældremødet?” hvislede den utålmodige Mor.

Her bed Far en kæk bemærkning om at møde op og få indflydelse i sig, og svarede i stedet “jo altså Annerikke fortalte om deres projekt til forældremødet og om det at give ungerne kendskab til hinandens kultur og de udfordringer det kunne give, og nævnte så at der havde været bred forældreopbakning, bortset fra hos Vitus Far som synes der skulle noget etnisk jysk ind over projektet. Så der sad jeg og var helt ufrivilligt blevet midtpunkt til endnu et forældremøde og så måtte jeg jo spille det bedste jeg havde på banen og det er jo dig lille skat” sagde den indsmigrende fader.

Men der var ingen kære Mor, eller trækken på smilebåndet, for hun følte sig alvorstungt forpligtet af faderens løfter, så hun var allerede i fuld gang med de mentale forberedelser til hvordan man skulle sætte det jyske på dagsordnen over for en flok børnehave børn.

Far havde egentlig nok forestiller sig noget i retning af en sønderjysk dialektservice ale Rytteriet, men holdt det til en indre forestilling og prøvede bare at smile til den hektiske kone der desperat var i gang med mentale forberedelser….hvordan det gik kan du læse om i en kommende episode af #Farsunivers

Mor har sat hele familien igang med forårshovedrengøring – hvilket egentlig er ok, hvis ikke lige det var fordi det er anden gang i denne weekend. Anledningen er at mødregruppen kommer på besøg og så er det jo nødvendigt, for man ved jo at 3årige går særdeles højt op i rengøring.

Far havde ellers taget sine forholdsregler og for måneder siden skrevet i sin kalender “mødregruppe – se at komme væk”. Han havde bestilt bord til brunch ude i byen til ham og de store unger, som godt kunne se fornuften i ikke at befinde sig fysisk i det lille Valbyhjem når det blev invaderet af de empatiske mødre og deres ultra sensitive børn (Ingen af ungerne er i øvrigt sensitive børn i diagnostisk forstand, i hvert fald ikke når de ikke befinder sig uden for mødregruppen, men selv en maskilin hårfør Far kan bliver hyper sensitiv når han træder ind i mødregruppens rum Red.)

Far har én gang oplevet mødregruppen og alle ungerne for fuld udblæsning, hvor han havde fået lov at lave mad til dem og oplevede hvordan selv hans eget relativ stabile søn ændre karakter i at blive set, målt, vejet og sammenligner på den måde som kun 8 mødre på en gang kan observere på. Så klog af skade havde han planlagt ekspedition denne søndag formiddag, men en kende for sent i forhold til at deltage i forberedelserne og så er det bare at bide tænderne sammen og tænke på fædrelandet (eller det moderlige ophav)

Det ramte også den 12årige, som fik til opgave at lave gramhams(spelt?)pølsehorn (da alle jo ved at 3årige er vilde med det lidt mere fiberrige brød, var det vigtigt med det grove mel sammen med økopølserne) og salat.

Men nu er vi ved at have forberedt mødrenes møde med hinandens forventninger og kan nå ud af døren inden den specielle feminine afslappedehed indfinder sig i Valbyhjemmet. Faderen har så også undret sig over, hvilke drikkevarer, de skal drikke til pølserne, da der ikke er indkøbt øl, men har undladt at spørge, midt i den ellers meget afslappede stemning som opstår under sådanne forberedelser, for det er jo moderens gruppe.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke at der ikke er meget øko over pølserne, men det behøver mødregruppen jo ikke at vide når de først er godt stegt

Mor har været ude at rejse og det sætter jo sit præg på familielivet for de tilbageblevne. Specielt den 2 årige har fundet det nødvendigt med konstant spørgen “hvor er mor hennn?” “hvornår kom mor kom hjem?”

Så på denne dejlige solrige morgen kunne Faderen meddele  den lille, at i dag kommer Mor hjem “jaaa, gave til mig” sagde han så med en gentagelse af det mantra, der har efterfulgt hver sætning om “savner mor”. Hvilket den beregnende Far behændigt har undladt at meddele moderen, hver gang han viderebragt at hun var savnet. Alt behøver jo ikke have en årsag eller i hvert fald behøver årsagssammenhængen ikke altid åbenbares.

Nu er valbyhjemmet beboet af morgenmænd, så det maskuline par nåede igennem snakket om moderens genkomst en del gange i morgenens løb, inden knægten kl. 7.04 kom ud i køkkenet og sagde “Far jeg vil gerne sove til middag NUUUU”

Det synes faderen jo nok var en kende tidlig, og forsøge at afdække årsagssammenhængen i denne ytring og det viste sig hurtigt at skyldes bemærkningen “Mor kommer og henter dig i børnehaven, når du har sovet til middag”

Knægten fik ikke lov at sove, men fik en forklaring og lov at være med til at gøre det, som den solrige morgen afslørende hjemmet trængte til og som indbefattede både støvklud og støvsugning.

Det foregik fokuseret, målrettet, effektivt og frem foralt hurtigt, som kun mænd kan gøre det (og som nogle kvinder ville kalde overfladisk)

Således kunne kunne den forventningsfulde fader og den spændte  søn forlade det lille Valby hjem før kl. 8.00 med bevidstheden om at hjemmet nu nok ville tilfredsstille moderens behov, når hun vendte hjem til en onsdag aften i familiens skød.

Men på vej ud af døren så faderen pludselig noget han havde overset og som i en del sarte kvindesjæle ville kunne udløse ægtskabelig udfordringer af “Fatal Attraction” dimensioner.

Sket er sket, tænkte faderen på vej til arbejde og var bare være glad for at Mor hverken har læst eller set “fifty shades of grey” så hun tænker nok bare “der ligger et par håndjern, så har Far nok leget med ungerne” eller det håber ham gammelfar i hvert fald.

Velkommen hjem Mor

Når man er gift med en folketingsmand må man slå sig til tåls med kun at være nummer 2. Således er det også for Faderen i den lille Valbyfamilie, hvor det er Mor der bærer den fine titel.

Som mand er det ikke altid foreneligt med en maskulin stolthed at skulle stå i skyggen af sin kone. På den anden siden er det jo også en refleksion, der bør indgå i de overvejelser der fortages før ægteskabet indgår. Derfor er det i langt de fleste tilfælde til at leve med for den moderne mand i balance med sine feminine og maskuline sider, selvom der selvfølgelig ikke er så mange af den slags mænd.

Dog har der i tidens løb været andre mænd i samme situation som Far og han har da også set mænd med betydelig mindre testosteron end han blive patetisk klynkende, når de var tvunget til at gå et skridt bag deres kone og nogle har oven i købet også haft mandshjerte nok til at udtrykke det:

– Jeg kaster mig fortsat entusiastisk ud i opgaven, men den indbyggede mangel på ligeret er det sværeste at klare. Offentligheden er tilbøjelig til kun at anerkende hende. Således bliver parforholdet skævt, ikke privat, men i offentlighedens øjne.

Og det er måske heller ikke naturligt for en mand at skulle ligger under for en kvinde og vel slet ikke sin kone. I ugens løb tænkte Far da også “Hvorfor skal jeg være under min kone? Hvorfor?  Hvorfor skal Danmark kopiere England og ikke kopiere Spanien eller Skotland?” (den sidste geografiske tanke faderen har tænkt, kan man undres over, men det er jo ikke alt der er lige rationelt, når maskuliniteten er truet, men alt har jo nok en  forklaring Red.)

I #farsunivers er det ellers blevet en ret god fordeling, at Mor tager sig af de store linier i det politiske spil og Far spiller anden violin på de indre linier. Far har har fundet en fint balance om aldrig at spiller ud med indestængte holdninger, der kan have en politisk implikation ellers det synes han i hvert fald selv. Således er der fryd og gammen i den rolle fordeling.

Selvom man som mand ind imellem forsøger at læne sig tilbage og bare nyde det hele, så er den maskuline urkraft ikke altid nem at tøjle når man hele tiden må stå i baggrunden

Men i denne uge fik han alligevel nok. Så meget at han måtte hen og hente kontrakten som blev indgået i forbindelse med ægteskabet eller rettere i forbindelse med købet af familiebilen, for lige at konstaterer at han stod på den som ligeværdig partner og faktisk også biddrager med jævnbyrdig finansiering af den.

Konfrontationen opstod, da han en stille onsdag aften i ugens løb kom cyklende hjem fra børnehaven med den 2 årige i barnestolen bag på. I det han svingede ind i carporten hørte han en infernalsk og vedholdende tuden i hornet på noget, han i første omgang troede var en færge.

Knægten opklarede dog hurtigt mysteriet om hvordan en færge skulle have bevæget sig ind på deres villavej med ordende “Mors bil, far”

Det viste sig da også at være fruen, som havde kørt bag far og søn og som auditivt ville signalerer til drengene, at hun valgte at parkere ved kantstenen ude på vejen, så bilen kunne skues fra hele den lille valbyalle hvor familien har deres recidens.

Knægten blev ved at råbe “Mors bi, Mors bil….” og det undrede da også faderen at knægten så markant mente det var moderens bil, selvom det altid er hende der kører den fordi hun kan, vil og jo også er den vigtigste, så hun har behov for fleksibiliteten i étbilshustanden. Men normalt italesætter de bilen som familiens bil…

Det var der så en forklaring på Mor havde nemlig været ude at få omlakeret bilen og nu håber Far så bare på et snarligt folketingsvalg for ellers så skal rækkefølgende i ægteskabet, samt de indgåede kontrakter tages op til alvorlig overvejelse og det kan ikke gå for hurtigt. 

Altså ikke fordi…han er jo stolt af sin smukke kone og hendes kontrafej på bilen, men den reklamerer for et blødt humanistisk parti og så er den lyserød (magenta farve ville manden vide, hvis han hørte efter sin kones brandingstrategiovervejelser. Red.) og der er simpelhen ikke plads til hans maskulinitet i sådan en bil…… #JeSuisHenrik

Far havde egentlig bestemt ikke at skrive om det, men i bedste tidsånd må han nok tage bladet fra munden.

For et par uger siden var den maskuline halvdel af valbyfamilien inviteret i biffen af sin ægteviv og da hun er af etnisk jysk oprindelse skulle denne sjældne begivenhed, for en børnerig familie, finde sted i hendes jyske oprindelsesland.

Såleden indfandt det til lejligheden børnefri ægtepar sig i Kolding Storcenter til en dansk mainstream film. Specielt faderen havde tvivlsomme forventninger, som kun blev bekræftet af den gennemtrængende stank af popcorn og friture der strømmede dem i møde, og han nåede kun lige at rynke på næsen, før han bliv indtalt i en lokal kontekst hvor fruen belærte ham om “at det kan godt være du helst vil besøge alternative elitære københavner biografer, hvor de ikke serverer popcorn, men sådan er det altså her og om lidt køber jeg også et bæger”

Som den gode og fredelige ægtemand han, er tav han, men undrede sig såre over at man også kunne købe baconchips, i 10 eller 20 liters dunke til at tage med ind i biografen. En ting er lugten af popcorn og den knasende lyd indtagelsen giver, men baconchips afgiver jo en lyd som en kompostkværn når man kører stakke af bambus igennem. Men klog af skade holdt han gode miner til slet spil og tænkte, at disse jyder nok ikke tog dem med ind i biografer, i hvert fald ikke hvis det var film med lyd, som den film fruen havde valgt heldigvis var.

Hun bevæbnede sig med den mindste popcorn og en lille cola, mens den mere asketiske fader tog en karamelstang og en vand, og stillede sig sammen med hende i køen. Da det blev deres tur sagde den friske ekspedient om ikke de heller villa have skiftet cola og popcorn ud med en kæmpe popcorn og to store colaer og en pose hariboetellerandetmix for kun en femmer mere.

Det ville fruen gerne vel for ligesom at komme i “all inclusiv mode”, når nu vi var i Jylland og det var faktisk også et såkaldt date tilbud, hun afslog dog at de fyldte hele 20 literdunken op med popcorn.

Således bevæbnet med to store colaer, romantiske tanker og en vis frygt indtog ægteparret biografsæderne, sank ned i dybet og faderen tænkte, at hvis han var tilstrækkelig hurtig kunne han eventuel nå at indtage alle popcornene inden filmen begyndte, så han ikke blev forstyret af den knasende lyd af små poppede majs der pulveriseres mellem tænder.

Men så skete det. To etniske jyder stod og ville ind på rækken, bevæbnet med disse 20 liters beholdere med baconchips i den ene hånd og en cola på størrelse med en marksprøjte i den anden.

Hvis ikke fruen med et hvast blik og hvæsende bemærkning om “skik følge eller land fly” så havde faderen nok forlagt residensen til den nærlæggende Jensens Bøfhus, som var det nærmeste udskænkningssted.

Men han resignerede trykkede sig ned i sædet, tog hendes hånd og forsøgte at lukke alt andet ude end den romantiske fornemmelse, der havde været da hun inviterede.

Faderen turde ikke kigge på de etniske jyder, endsige bemærke noget om, det nu også var nødvendigt at have to håndfulde baconchips i munden af gangen eller om de måske kunne forsøge at holde munden lukket bare mens de tyggede. Men det var også i en del tungere vægtklasser end den tavse mand i det nedtrykte  sæde, så det var han nok heller ikke sluppet godt fra.

Men han tænkte, det kan godt være det er Jylland, men det er trods alt Danmark og hvis ikke det var fordi min kone havde den etniske oprindelse hun har, så havde jeg også sagt:

“Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt?
Her sad en par etniske jyder i sværgtvægtsklassen, og generede fra start til slut. De knasede baconchips, tyggede med åben mund, larmede og ramte ind i mellem forbi egen mund til fare for de omkringsidende.
Hvornår er der nogen der griber ind, og hvornår sænker I skuldrene? I bor i Danmark, og jeg begriber simpelthen ikke, at I ikke gør jer umage for at opføre jer ordentligt. I bliver ikke til noget, hvis I fortsætter sådan.
Jeg vil hellere end gerne give jer en chance, og jeg ønsker, at I skal blive en del af vort samfund. Gode borgere, der bidrager. Men fortsætter I på samme måde som nu, så får I det rigtigt svært.
Behandl andre som I selv gerne vil behandles, hvor svært er det?”

Men han sagde det ikke for på den tid (for et par uger siden) var det ikke comme il faut at tale sådan til hinanden og det ville nok heller ikke have ført til noget, måske skulle han i stedet have optaget en dialog med dem og forklaret, hvor generende de virkede på ham – og måske har det slet ikke noget at gøre med, at de er etniske jyder – fruen mener i hvert fald det er faderen der er sart og må accepterer moderne former for filmkiggeri i kommercielle biografer – og inderst inden ved han jo godt at man ikke kommer langt i den demokratiske samtale, ved at starte med at fornærme andre. Måske handler den fælles dannelse egentlig om accept og gensidig dialog.

#JeSuisStøjberg

Den der fornemmelse af at føle sig fri og kun at foretage sig absolut formålsløse ting, kan være en lise for sjælen. Det tror jeg de fleste af os kender og måske vore børn også har det på den vis.

Sådan en weekend havde vi overvejet i #farsunivers, men i vores effektive samfund har vi så fundet på begrebet leg og læring, hvor vi kan finde et rationale i at lege, fordi man lærer af det. På den konto kan man så også placere den formålsløse leg man har med sine unger og som man laver bare fordi det er sjovt de lærer jo nok nogen.  Så behøver man ikke have helt så dårlig samvittighed over ikke at foretage sig noget fornuftigt.

I den pædagogiske verden bliver den diskurs også forfulgt gennem organisering af leg som middel til læring eller i forskellige former for “instruktionspædagogik”.

I Farsunivers startede vi dagen med at læse en artikel fra en professor som slog fast; Legen må aldrig blive et middel.

I Farsunivers tror vi ikke på at verden er sort/hvid og vil ikke udelukke at man kan lære af at lege, men synes alligevel det er befriende at læse om et moderne forskningsprojekt, der slår fast at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem leg og læring. Derfor bør man i det effektivitetsjagtende institutinaliseredesamfund  passe på med kun at se leg som et middel til læring. Det vil vi forfølge og følge op på, måske også på mandag når Far rammer kontoret og skal udvise rationelle tiltag som måske kan ramme hans eget afkom.

Lige nu vil vi sætte weekenden af til at lege og måske lærer vi ikke noget, ud over at blive bedre mennesker. Men det går nu nok alligevel.

Og det skete i november engang, at de første kataloger satte julen igang i det lille Valbyhjem. Eller helt præcist var det den første søndag i advent, hvor huset pludselig lignede en kulise fra The Julekalender som ville have gjort selv Gertrud Sand misundelig.

Kronen på værket var en kæmpe julekalender med 24 pakker på til den toårige, som moderen har brugt alt sin frie tid i et år på at brodere. Eller faktisk var der to julekalendere for den 12 årige skulle jo ikke snydes, når nu ham den 15 årige på efterskolen fik en….Ok tre julekalendere og 72 pakker, men indkøb og indpakning af sådan en lille happening  er jo overstået på…. tjaaa vel et par måneder.

Nå men det har jo haft mange gode elementer ud i sig, over hyggen. F.eks. har Mor og Far ikke sovet over sig i hele december, da den to årige er vågnet hver morgen kl. 4.30 og råbt med klar røst “Gaver” og i løbet af december forfinenet udtrykket med “Stor Gave” eller “Lille Gave” da han og den 12 årige hver aften kiggede på, hvilken gave de skulle drømme om.

Kronen på værket kom så i dag den 28. december hvor juletræet skulle plyndres og julepynten pakkes ned. Da det gik op for den 2årige at det nu var overstået og det hele skulle væk, satte han sig midt i det hele og græd hjerteskærende ulykkeligt og efter flere timers bearbejdning, snøfter han satdig.

Dette viser hvor nemt det, med lidt forberedelse og rettidig omhu, er at spolere sine børn og gøre dem bund ulykkelige. Mens mindre fokus på den kommercielle jul, gaver og julemand kunne det være han knap have bemærket at der nu blev gjort rent, som Far altid gør i weekenden (Mor mener sikkert hun også er deltagende. Red.)

Faktisk tog ulykkeligheden så meget på knægten og specielt hans Mor, at hun til sidst mente at der måtte McDonald til for at afhjælpe, en restaurant som ellers aldrig bliver omtalt når Far er hjemme. Far må erkende det hjalp på knægtens humør, men må igen spørge sig selv Er det Mor eller McDonalds der snyder Far?

Se også: Skal man absolut lyve for sine børn når det er jul?

Eller andre blogposts der sætter julen i perspektiv

• Chancen for hvid jul øger risikoen for indesneet svigermor
• Kastration med pigtråd har afløst julefreden i #Farsunivers
• Nedfaren til svigermors julebord og opfaren
• Hvorfor fejrer vi jul?
• Er JUL egentlig sundt for børn eller voksne for den sags skyld?

En del har spurgt Far om ikke han er lidt for meget ude efter sin svigermor, specielt i den søde juletid.

Det kan han kun afvise. Et bevis på dette er Fars hjertelige taknemmelighed juleaften over at have modtaget en fantastisk gave af svigermor.  Et øjeblik kort øjeblik kiggede hun lidt undrende på sin svigersøn over en så uovertruffen positiv  taknemmelighed over en forholdsvis beskeden julegave (Det var ikke den eneste gave han fik, for svigermor kender betydningen af et godt forhold til sin svigersøn og meget kan jo købes Red.)

Det måbende udtryk forsvandt dog efter få sekunder, hvorefter man kunne se 5-øren falde i svigermors øjne. Hun bemærkede bestemt, at det behøvede Far overhoved ikke udbasunerer eller lægge noget som helst symbolsk i, og han behøvede slet ikke skrive noget om det på facebook.

Derfor vil Far gerne fremhæve, at han på ingen måde opfatter gaven fra sin svigermor som symbolsk, men tager ganske bogstaveligt at han har fået et rivejern.

Og så vil Far iøvrigt gerne bemærke til alle jer vatnisser, som synes Far er for grov ved sin kære svigermor. Gro nogle hår og varm jeres svigermors humoristiske julesans op, I får det meget sjovere end ved at sidde at være irriteret på hende, I slipper alligevel ikke for hende og for hvert år der går, kommer jeres koner til at ligne hende mere og mere, så……..men sig det for gud skyld ikke til jeres koner.

Og til alle jer som lige nu er fanget i svigermors skød, og ikke helt tør sige fra, så kan I se Fars øvrige juleblogposts, med gode råd til hvordan en svigermor kan håndteres:

• Chancen for hvid jul øger risikoen for indesneet svigermor
• Kastration med pigtråd har afløst julefreden i #Farsunivers
• Skal man absolut lyve for sine børn når det er jul?
• Nedfaren til svigermors julebord og opfaren
• Hvorfor fejrer vi jul?
• Er JUL egentlig sundt for børn eller voksne for den sags skyld?